onsdag den 7. september 2011

Blæst over Roskilde Fjord

Vejrudsigten var ikke særlig stemt for en kajaktur i dag, men når det blæser fra vest, tager vi som regel en kort tur fra Skuldelev Strand til Selsø Hage, på den tur er vi nogenlunde i læ for vestenvinden. Nu er det sådan med vejrudsigten, at det stort set kun er vindretningen, der kommer til at passe, og Kim mente da også, at vejret ofte bliver bedre end forventet, så Kim, Jakob og jeg satte ud fra Skuldelev Strand med kurs mod Selsø Hage. Modvinden var da også særdeles kraftig, vel op mod 10 m/s., og vi kunne ikke ro tæt inde under land, da det samtidig var lavvandet, der er også flere steder, hvor vi skal godt ud fra kysten for at komme forbi broer og områder med mange sten. Da vi var kommet et stykke ned mod Østby, skulle vi krydse bugten lige før Østby Havn. Det blev et hårdt kryds, ikke på grund af bølgerne, men på grund af modvinden, så vi besluttede at lægge ind til Østby Havn for af drikke en kop kaffe til Patricias dejlige chokolademuffins, inden vi skulle forbi Østby Havn og det flade stykke inden Skoven ved Selsø Hage. Da vi kom til Skovbroen, synes vi, at vi lige skulle ro ud til revet ved Selsø Hage for at opleve bølgerne, hvor bølger og vind var rigtig voldsomme. Derefter lagde vi ind, hvor vi plejer for at nyde frokosten i sol og læ for vinden. Vibeke havde bagt æblekage special, som vi så nød til kaffen. En enkelt kajakroer kom forbi. Det så ud som om, han havde sat ud fra Østby og skulle ro til Skovbroen, hvor hans bedre halvdel stod og ventede. Vi fik også en kort lille regnbyge, inden vi gik en tur i området. Tilbage ved kajakkerne gjorde vi os klar til tilbageturen, men nu var vinden drejet til mere vestlig, så i stedet for rygvind blev det til sidevind tilbage til Skuldelev. På et tidspunkt synes vi, at det var lige som om, at vinden tog lidt af, men vi måtte hurtigt ændre vores opfattelse, og kajakkernes afdrift var enorm og næsten ikke til korrigere for. Vi lagde ind ved den lange bådebro efter Torp Strand for at få lidt læ, inden de sidste kilometer til Skuldelev, og da vi fortsatte turen, blev vi ført langt ud på fjorden, inden vi kunne ro direkte mod land for at få lidt læ. Tilbage ved Skuldelev Strand fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi lige have en kop kaffe med det sidste æblekage til, inden vi skiltes. Med den vind var det dejligt med tre gange kage ud over madpakken.


Turen.
Deltagere: Jakob, Kim og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Kraftig blæst fra sydvest til vest 8 - 10 m/s. en del sol og et par regnbyger.



Ingen kommentarer: