lørdag den 10. maj 2008

Pinse lørdag mellem Holbæk og Kongsøre

Vi er inde i en periode med rigtig godt vejr, så jeg havde aftalt rotur med Benny. Vi mødtes på Holbæk Marina klokken 10.00. Vejret var noget af det flotteste forsommervejr, næsten ingen vind og en temperatur på ca. 22 grader. Vandet er efterhånden oppe på 15 grader, så det blev i sommertøj - dejligt.

Så er Benny ved at være klar i andet forsøg. Turen skulle gå fra Marinaen, hvor det er rigtig godt at sætte ud. Vi lagde en kurs fra marinaen og direkte mod Tuse Næs, rundede pynten og mod Hønsehalsen. Isefjorden stod bare blank, ingen strøm eller vind kun sol sol sol ......

Turen langs Tuse Næs var rigtig flot. Mange brugte lørdagen til at forsøge at fange hornfisk, så vi skulle hele tiden vise hensyn til lystfiskere.

Så er vi fremme ved Lammefjorden, hvor det i god vind kan være forfærdeligt at komme over, men i dag stod en meget svag vind fra nordøst, så det var ikke problem at krydse Lammefjordsmundingen. Vi fulgte kysten til Svolsbjerg, hvor der kun er 1000 meter over til Kongsøre Næbbe.

Ved Sandskredet var det frokostmadpakkekaffetid. Der var rigtig mange, der havde udset sig Sandskredet til lørdagsfrokosttur. Vi mødte Kajakgården fra Kolding, som også benyttede Sandskredet til et to-dages kajakkursus. Det var ikke noget problem at få bordplads, så vi kunne sidde ordentligt, da pinsefrokosten skulle indtages. Vi var godt nok misundelige på naboen, som brugte et helt langbord til deres tag-selv bord, men det var kun dem selv måtte tage fra bordet - sikke en frokost.

Efter en god lang frokost gik det galt for Benny, da han skulle i kajakken - den slog ham af - og så blev badesæsonen indledt.

Som det fremgår at billedet er det ikke fjorden skyld, at billedet er taget lidt skævt.
Vi fulgte stort set samme rute tilbage, men vi tog først en tur langs Kongsøre Skov frem til Marinestationen, hvor vi lige fik en lille sludder med dem fra Kolding, inden vi vendte og roede tilbage mod Holbæk. Der var kommet en smule mere vind. Det var næsten for varm i rygvind, det er dog ikke tilladt at klage, når vejret er så flot.
Efter at have rundet Bognæs med kurs mod marinaen fik vi lige lidt modsol - flot. Da vi kom tilbage til marinaen efter 5 timers roning, havde vi tilbagelagt næsten 26 kilometer, så armene var lidt ømme. En pragtfuld tur på fjorden var slut, og resten af pinse lørdag kunne tilbringen sammen med Vibeke.

onsdag den 7. maj 2008

Gershøj Selsø Eskildsø

blev det igen onsdag og vi skulle ud på vandet. Vejret var bare fantastisk - fuld sol, godt 20 grader og en svag vind fra nordvest. Vandtemperaturen lå mellem 12 og 14 grader. Efter en kort snak om, hvor det var mest optimalt at tage hen, blev det til en tur fra Gershøj ind i Bredvig ved Selsø rundt om Klinten og frem mod Sønderby og Østskov. På turen deltog Torben, Bjarne og Jacob, som lige har meldt sig ind i klubben samt undertegnede. Elgjægeren og Benny var forhindret i at deltage.

Vi kom hurtigt fra Hammerkrogen og frem til Gershøj havn, hvor vi satte ud fra kysten. Det var første gang i år, hvor Bjarne var med på turen, det er dejligt når flere af klubbens medlemmer har interesse og mulighed for at deltage i onsdagsroningen. Umiddelbart efter starten kunne vi høre gøgen kukke - så nu er forsommeren startet.

Efter at have rundet Bredvig roede vi tæt kystnært rundt om Klinten og frem til Selsø Slot, som ligger dejligt inde i bunden af en lille vig. Vi drev med vinden, mens vi nød vejret og udsigten til slottet og udsigten over Roskilde Fjord.

Efter et drej inden om Sønderby havn roede vi frem til Østskov, hvor vi fandt en dejlig solrig plads til indtagelse af vores mad. Der var hjemmebagt usund kage til kaffen. Efter et godt hvil gik turen tilbage til Gershøj.
I nogenlunde samlet flok - dog roede vi to og to hele vejen, gik turen til tilbage i en let modvind. Fjorden viste sig fra sin absolutte flotteste side, så vi fulgte kysten på tæt hold. Hornfiskene lå mange steder og kæmpede om føden i vandoverfladen. På et tidspunkt troede vi, der lå en stor sten i vandoverfladen, men det var hornfisk, der fik vandet i oprør.

Er der sten i vandoverfladen så sætter Torben sig på dem. Denne gang så fast, at han måtte have hjælp til at komme "ned" igen. Heldigvis skete der intet med kajakken.

Så er vi tilbage ved Gershøj. Det blev en rigtig forsommertur på 17,5 km. Da vi kom tilbage til klubhuset eller kajakskuret, ville vi atter lede efter roprotokollen - men den var der ikke, så vi kunne ikke indskrive vores tur.

fredag den 2. maj 2008

Seks kajakker på tur

I dag fredag den 2. maj, var vi seks roere (Elgjægeren, Torben, Philip, Benny, Jacob og undertegnede), som havde planlagt en fredagstur på Isefjorden. Vi mødtes alle ved "klubhuset", fik pakket kajakkerne på bilerne, hvorefter vi drog mod Munkholmbroen for at ro mod Kirsebærholmen. Vejret var helt fantastisk - i starten - næsten ingen vind og vi lagde ud i fuld sol med enkelte cumulusser på himlen.

Da alle var samlet gik det mellem lystfiskere i roligt tempo mod Kirsebærholmen. Jacob fandt hurtigt ind i tempoet - Jacob er måske et nyt medlem af klubben, hvilket vi naturligvis ser frem til.

Vi lagde ind til frokostpausen ved dæmningen til Kirsebærholmen. Et dejligt sted med udsigt til Orø og hele inderbredningen. Pludselig kom der mørke truende skyer, et enkelt tordenskrald satte gang i regnen. Vi besluttede at komme i kajakkerne i en fart, da himlen var meget mørk. Lige så snart vi var kommet på vandet igen, holdt regnen op, og solen tittede frem - vi var nu ikke specielt langsomme, men typisk, at vejret kan slå om så hurtigt.

Philip fik hurtigt sommerdresset af og fundet en mere passende påklædning frem. Ikke nok med at vi fik en kraftig regnbyge, men vinden var også taget lidt til og så blev det naturligt også lidt køligere.
Tilbageturen til Munkholmbroen gik fint i medvind og skiftende vejr. Hornfiskene lå i stimer lige under vandoverfladen - et flot syn. Det blev trods alt en meget fin tur.
Turens længde blev på blot 14,8 km.

torsdag den 24. april 2008

Isefjorden

Onsdag den 23. april.
Så blev det igen tid til at komme på vandet. Jeg mødtes med Torben, Elgjægeren og Benny ved Hammerkrogens Kajakklub. Torben fik lagt sin kajak op på traileren, og vi kørte ned til Orøfærgen for at sætte i. Vi havde planlagt at ro en tur op forbi Kyndbyværket og tilbage igen. Vi kom hurtigt på vandet, vejret var bare fantastisk, næsten ingen vind, og det der var kom fra sydøst - ikke en sky på himlen, hvilken fantastisk forårsdag.

I den nordlige ende af Østerløb passerede vi to marsvin, som dovent var på tur sydover. En udsædvanlig flot oplevelse.


Vi skulle uden om revet ved Kyndbyværket - det var noget af en rejse, men hvilken rejse i det vejr. Benny fandt en stor sten, han kunne komme op at ride på med kajakken - heldigvis holdt begge til grundstødningen. Det er nu lidt kedeligt at sigte mod en monstrum som Kyndbyværket, det pynter ikke i landskabet.

I tæt formation og roligt tempo roede vi kystnært langs Isefjordens østkyst. Efter 10 km. fandt vi en dejlig plet, hvor vi kunne ødelægge apetitten. Vi holdt en lang pause, inden vi tog turen tilbage. På tilbageturen blæste det lidt op, og vinden var gået mere i syd, så der var modvind hele vejen tilbage.

Tilbage ved udgangsstedet var klokken blevet 17.30, og alle fik travlt med at komme hjem. En meget flot dag på fjorden med Torben, Elgjægeren og Benny. Isefjorden er meget smuk med en flot og varieret kyststrækning - vandet er rent og klart, så det er en stor nydelse at komme på vandet. Det er første gang jeg har været på denne kyststrækning - men bestemt ikke sidste gang.

Turen blev på 20,2 km, og vi holdt en gennemsnitshastighed på godt 4,4 km/t.

Se også: http://www.hammerbakke.blogspot.com/

lørdag den 19. april 2008

Lørdagstur til Vellerup Vig

Jeg havde aftalt med Benny, at vi skulle på vandet i dag lørdag den 19. april. Jeg er godt nok igang med malerkosten der hjemme, men på den anden side, så er det også om at komme på vandet når forårsdagen er som den er i dag solskin, få skyer, 13 grader og vind på 4 - 8 sm. fra øst. Hvilken herlig forårsdag - så må malerkosten vente.


Benny og jeg mødtes klokken 10.30 og vi havde aftalt, at vi skulle gå ud fra Munkholmbroen 10.30 - det vil sige fra parkeringspladsen lige syd for broen, og ro op til Vellerup Vig og tilbage igen.


Turen op langs Hornsherred var med let modvind i et pragtfuldt vejr. Mange mennesker benyttede dage til en tur langs stranden, hvor der også var mange lystfiskere, som også havde fået den ide, at skulle ud til vandet.





I Vellerup vig fandt vi en bænk, hvor vi kunne sidde og indtage frokosten. Lækker forret med hjemmelavet hønsesalat, hvorefter den stod på lækker smørebrød, det var godt nok noget af et måltid. Efter et godt hvil gik turen tilbage mod Munkholmbroen. Vi havde aftalt, at tage en tur ind i Bramsnæs Vig, hvor vi skulle indtage eftermiddagskaffen. På tibageturen mod Ejby havde i en god rygvind, så vi tog det meget roligt og nød foråret langs kysten. Ved Kyndeløse var der nogen som skulle prøve badevandet - de kom meget hurtigt op efter dukkerten. Alt bliver mere og mere grønt langs kysten - så nu venter vi bare på grønne blade på træerne.


Så er Benny igang igen efter en overdådig frokost, og 9 km. roning
venter inden vi er ved Munkholmbroen

Vellerup Vig var utolig smuk i forårssolen, der var godt nok ikke meget liv på fjorden denne dag. Vi så en hel del edderfugle på turen - ingen sæler og ingen marsvin øv.
Efter kaffepausen skulle vi ro de sidste 4 km. tilbage til Munkholmbroen, det blev en meget spændende tur. Nu var det blæst godt op (10 sm.) så det første stykke var i strid modvind ud af Bramsnæs Vig. Vi skal godt uden om Bramsnæs da der er mange store sten og lavt vand ude for enden af Bramsnæs. Det skulle virkelig lægges kræfter i for at komme op i vinden. Det var spændende og sjovt med modsø af den størrelse. Tilageturen var med ret kraftige bølger skråt ind bagfra, så vi kunne sufe med bølgerne. Af og til var vi over 8 km/t uden at bruge pagajen. Det blev noget af en rutsjetur tilbage. Det sidste stykke var med sidesø og aftagende bølger.
Turens længde blev på 18,5 km.

tirsdag den 15. april 2008

Tur på Lammefjorden

Så blev det igen tid til en tur på vandet, rotøjet var ikke blevet helt tørt efter sidste tur, men foråret er der jo, så det går nok. Jeg mødtes med Torben og Elgjægeren ved fiskerlejet i Gundestrup ved den nordlige ende af Lammefjordsdæmningen. Benny var blevet forkølet, så han havde spændt sengen på ryggen. Vi havde aftalt, at turen skulle gå mod Kongsøre, langs den nordlige side af Lammefjorden. Lammefjorden er generelt et rovand, som er lidt overset, men det er et ualmindeligt flot område til en rotur. Vi lagde ud fra fiskerlejet, hvor de lokale fjordfiskere var meget hjælpsomme med at få os på vandet. Vi fulgte kysten ud forbi Malergården, som er fam. Svanes helt fantastiske kunstnerhjem, der nu er åbent for offentligheden og er et besøg værd - en dag hvor kajakken må blive hjemme.

Fjorden var spejlblank, næsten ingen vind, og den smulevind der var, kunne ikke engang få gang i vindmøllerne. Det viste sig ret hurtigt, at vi havde fået for meget tøj på, så det blev en varm tur. Mellem Ærtebjerg og Sidinge Fjord er der meget stenet og lavvandet. Vi gled lige over revet og kom ind i Sidinge fjord, fulgte dæmningen og roede frem mod Kongsøre Næbbe. Vi havde ikke planlagt at nå helt til Kongsøre, men holde pause ved Maglehøj for derefter at vende tilbage til udgangsstedet.

Lammefjorden er meget lavvandet, så vi skulle godt fra land for at komme forbi de få stenrev, der er i fjorden. VI fulgte kysten, da vandet er ubehageligt koldt; så skulle uheldet være ude, kunne vi hurtigt komme til land og få tørt tøj på. Efter godt 8 km var vi fremme ved frokostpladsen ved Maglehøj, som ligger mellem Sidinge dæmningen og Kongsøre Næbbe. Solen skinnede og vi nød en god lang pause, inden turen gik tilbage til Gundestrup.

Vejrudsigten sagde, at det ville blæse lidt op midt på eftermiddagen - og det holdt stik, så vi havde en let modvind på tilbageturen. Vandstanden var faldet, så vi havde problemer med at komme over revet ved Egenæs Hage. Skulle andre have samme tanke med en rotur på Lammefjorden, så skal der ros syd om den yderste af øerne ved Egenæs Hage. Turens længde blev på 17,6 km, og vi roede totalt i 3 timer og 45 minutter.

søndag den 13. april 2008

Kajaktur og generalforsamling

Else og Poul fra København havde ønsket at komme på vandet før generalforsamlingen. En rigtig god ide, som 8 roere tilsluttede sig. Vi lagde ud fra Hammerkrogen klokken 10.30. Vejret var overskyet med let vind fra sydvest. Det var trods alt bedre vejr, end der var lovet, og senere skulle der komme solskin .


Den kvindlige initiativtager under klargøring af sin nye kajak. Både Inge og Poul havde investeret i nye flotte kajakker, som har været flittigt brugt siden anskaffelsen.

Med på turen var også to nybegyndere, som klarede turen rigtig flot under instruktion af formanden. Det er nybegynderne til venstre og formanden til højre. Jeg håber det bliver to nye medlemmer.

Turen gik ind i Vellerup Vig, hvor vi roede ind i bunden, vendte og roede tilbage langs den sydlige kyst og fortsatte mod Kyndeløse. Da vi kom tilbage til Isefjorden, var vandet glattet helt ud. Da vi roede ind i vigen var der lette bølger fra syd, men da vi 20 min. senere var tilbage på fjorden, var der ikke en krusning på vandet, en pudsig oplevelse.

Ulla i sin hjemmebyggede kajak, som lå flot på vandet. Et flot syn og ikke mindst et flot arbejde.

På tilbagevejen viste Isefjorden sig fra den pæne side, høj sol og ikke en krusning på vandet. Vi holdt en gennemsnitshastighed på 5,5 km/t. Strækningen blev på 11 km. og vi brugte således 2 timer til turen. Da Vi kom tilbage spiste vi den medbragte mad, inden turen gik over til Peter på Sønderby Kro til generalforsamlingen.
Der var mødt 23 medlemmer op til generalforsamlingen, som startede lidt utraditionelt med en snak om klubben - hvad vil vi med klubben og klubbens fremtid, byggeri af klubhus mv. Der blev valgt en bestyrelse, som skal få sat klubben i system. Det bliver spændende at se hvordan den kommer til at tage form. Generalforsamlinger er ikke lige min livret, men det er en anden sag. Da jeg er helt nyt medlem af Hammerkrogens Kajakklub ser jeg naturligvis frem til rosæssonen 2008, det er mit håb, at klubben udvikler sig begrænset, og at det bliver til rigtig mange spændende ture både på Isefjorden og naturligvis andre spændende steder.

onsdag den 9. april 2008

En forårsdag på Roskilde Fjord

Så kom vi på vandet igen. Benny og jeg skulle ud og ro sammen med klubben, der i dag bestod af Torben Ryle. Formand Jørgen valgte en anden tur, så vi blev os tre, som tog over til Østby ved Roskilde Fjord. Vi startede turen ved "færgelejet" til Eskildsø. Turen gik nordpå mod Frederikssund, vi tog den med ro, hyggede os og drev meget. Lige før Skuldelev holdt vi frokostpause, inden vi fortsatte til Skuldelev, hvor vi vendte. Vejret var meget fint på udturen, men da vi vendte, blev det lettere overskyet, og en enkelt regnbyge måtte vi også lige modtage, og så havde vi en tiltagende modvind, så vi måtte holde en konstant hastighed på hele hjemturen. Da vi nåede tilbage var vind og strøm meget kraftig. En rigtig forårsdag på Roskilde Fjord.

En flot tur sammen med Torben, det tegner godt for fremtiden i Hammerkrogens Kajakklub, jeg glæder mig allerede til at komme på vandet igen.

lørdag den 5. april 2008

En forårsdag fra Herslev til Eskildsø

Endelig kunne vi komme på vandet. Påsken var rædselsfuld med sne og masser af dårligt vejr. Derefter naturligvis efterfølgende forkølelse mv, så derfor var det endnu mere glædeligt, at vejret var helt perfekt til en rotur. Svag vind fra vest ca. 2 sekundmeter og nogen sol. Vi besluttede os for at tage ud fra Herslev havn og ro rundt om Bognæs - måske kunne vi komme til at opleve havørnefamilien ude på fiskeri langs Bognæsskoven.

Herslev Lystbådehavn er meget ideelt som udgangssted for roture i den vestlige del af Roskilde Fjord. Havnefogeden er hjælpsom, og vi kan generelt sætte i fra slæbestedets bro, men i dag var broen til reparation, og der var travlhed med at sætte lystbåde i vandet, så vi benyttede stranden lige syd for lystbådehavnen. Vi lagde fra land 10.30 og krydsede bugten med kurs mod Vesterskov.

På vejen forbi Bognæs skal vi igennem Nørrerev og frem mod Ægholm. Ægholm rev og Nørre rev er et par af de meget lavvandede revområder på fjorden. Selve Ægholm er fugleyngleplads for måger og skarverne benytter både rev og øen til at sidde og tørre vingerne.

Roskilde Fjord viste sig fra den ualmindelig smukke side med masser af sol - ingen vind - en sådan dag på fjorden skal bare nydes.

Min romakker Benny og jeg holdt en normalhastighed på godt 6 km/t. ,så vi kunne nyde forårsdagen på fjorden. Da der hverken var vind, strøm eller andre sejlende, gik vi tværs over fjorden.

Måger og skarver var der masser af, men ingen havørne. Andre fra klubben mødte havørnene i onsdags, men i dag var de enten på strejf eller hjemme i reden - i luften var de ihvertfald ikke.

Fremme ved trækstedet mellem Østskov og Eskildsø holdt vi frokosthvil. Strømmen var også i dag meget kraftig og sydgående.
Vi kom tilbage til udgangspunktet klokken 15.30 efter at have roet 19,5 km. - egentlig meget godt gået, når det kun er anden gang vi er på vandet efter "vinteren". En meget smuk tur i en flot natur iklædt vinterdragt - dog uden sne.

torsdag den 20. marts 2008

Så kom jeg på vandet

Lørdag den 15. marts kom jeg endelig på vandet. Sidst jeg var ude at ro, var i slutningen af november. Siden har jeg været til demo-dag hos Natur og sport i Næstved og været på rullekursus hos Outdoor Compagny i Jyllinge. Et super godt kursus med god instruktion. Et kursus der absolut kan anbefales.
Jeg mødtes med Benny på parkeringspladsen ved Langtved Færgekro klokken 10.00. Vejret var overskyet med en hel del kold vind 6 - 8 sekundmeter fra sydvest, men der blev lovet aftagende vind og en del sol. Vi havde talt om at tage en kort tur op langs Hornsherred til Vellerup Vig, men vinden forbød os denne tur, den var for kraftig til os, så turen gik over mod Kirsebærholmen eller rettere til kaffepause ved den gamle Søminestation ved Dragerup. På turen mod Kirsebærholmen skal vi passere skarpskydningsområdet ved Bredetved. Da vi kom på vandet var hjemmeværnet netop gået i gang med skydeøvelser, så vi var forberedt på, at turen ihvertfald ikke gik helt til Kirsebærholmen. Da vi kom til Eriksholmskoven var der atter helt stille, og advarselskuglen var ikke oppe, så vi kom forbi skydeområdet og helt frem til Søminestationen. Det var dejligt at komme på vandet igen. Inde under land var der stille, ingen vind, klart vand og vi holdt en hastighed på ca. 6 km/t. Vi holdt kaffepause ved Søminestationen. Tilbageturen til Munkholmbroen var lige så skøn som udturen, men nu var problemet Bredetved. Advarselskuglen kunne vi ikke få øje på, men da der var kondiløbere på kyststien, roede vi forbi skydeområdet - der blev ikke skudt på os. Der var en del lystfiskere ude for at fange ørreder, men ingen havde fået den rigtige fangst. Vi var tilbage til udgangsstedet klokken 14.00, godt trætte i armene. Jeg skulle prøve min nye pagaj - en Prijon Touring Stream Carbon, den har lidt bredere blad end min anden pagaj, hvilket nok er årsagen til muskeltrætheden. En dejlig tur som begyndelse på årets ture.

Advarselskuglen ved Bredetved Skydeområde er meget svær at se, specielt når man komme tæt under land i kajak. Det må være et problem for Hjemmeværnet.