Dato: 23. september.
Deltagere: Lise, Anette, Charlotte, Astrid, Søren og jeg.
Turens længde: 15 kilometer.
Vejret: Sol og svag vind fra nord på 2 - 3 m/s.
Temperaturer: Luften var 16 grader og vandet blot 15 grader.
Det blev en tirsdagstur, da vejret i de første dage af uge 39 var helt fantastisk med svag vind og masser af sol. Søren havde inviteret på en tur fra Munkholm og rundt på Inderbredningen. Ved Munkholmkiosken var lidt langt fra parkering til vandet. Det er da også første gang jeg har sat kajakken i vandet ved ishuset. Vi kom fint af sted og satte kursen i let modvind mod Søminen, hvor vi lagde ind for en lille pause og lidt at drikke, Lise havde kage med til kaffen. Astrid fik at vide, at Søminen er solgt nu, og området skal være kursuscenter i fremtiden. Efter dette stop var vinden faldet til næsten ingen vind, så rygvind var der ikke meget af, men det var bare skønt at være på vandet, når vejrguderne leverer så flot vejr. Det var nu ikke flot vejr horisonten rundt. Vi kunne se flere regnbyger dels over Orø og dels over Arnakke, men vi slap og kunne nyde solen. Efter skydebanen krydsede vi til Ejby havn for frokost. Der blev fundet et dejligt sted med flot udsigt og sol. Efter frokostpausen roede vi ned forbi Munkholmbroen og så tilbage til udgangsstedet. Vi fik hurtigt pakket sammen og afsluttet en fin tur på fjorden med et godt rohold.
Landgang ved "Søminen"
Ankomst til Ejby Havn
Klar til at ro den sidste etape til Munkholmbroen og til udgangsstedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar