torsdag den 26. november 2020

Nordkysten

Atter en onsdag med fint vejr, men en del vind fra syd, så Kristian foreslog, at vi skulle ro en tur på Nordkysten. Kristian havde lagt op til, at vi skulle ro fra Hornbæk til Gilleleje, men udsætnings- og parkeringsforholdene i Hornbæk er ikke ret gode, så det blev en tur fra Smidstrup Strand til Dronningmølle. Da vi kom til Smidstrup, lå Kattegat nærmest spejlblank og med store lange bløde dønninger, der drev mod kysten, men dønningerne dannede også nogle bølger få meter fra kysten, og så har den seneste kraftige nordvestenvind med højvande fjernet sandet på stranden, så sandkornene (= stenene) var ret store, samtidig skulle vi et stykke ud for at slippe for at ramme stenene, når vi skulle i kajakkerne, og så ville vi nok også få lidt vand ind i kajakken. Vi kom fint ud, men der var nogle, som havde fået rigtig meget vand i kajakken under isætningen. Så det kan godt være, Hornbæk ville være besværlig, men denne morgen var Smidstrup det også. Vi kom fint afsted og kunne nyde dønningerne frem til Gilbjerg Hoved, hvorefter det bare var helt fladt vand, og så kom solen frem bag morgenskyerne. Vi nød turen forbi de flotte skrænter og Gilleleje Havn. Efter havnen var det atter flot vinternatur med sol frem til Dronningmølle. Vi lagde ind lige uden for mergelgraven og fandt et særdeles flot sted at holde frokostpause, lidt besværligt at komme derop med en skadet achillessene. Da turen blev slået op på hjemmesiden, var der ingen, som syntes, vi skulle have kage til kaffen, så pludselig bragte Finn en lækker æble- nøddekage frem fra kajakkens luger, dejligt med en uventet kage til kaffen. Under frokostpausen kunne vi opleve en flot vandrefalk, der hang og mussede lige over os, kameraet frem, og så var falken væk - ærgerligt. Tilbage i kajakkerne holdt vi et fint lavt tempo hele strækningen tilbage. Vi måtte dog lige ligge og vente på et uddybningsfartøj, der skulle passere, det skulle ind til land med en ny sandstrand ved Gilleleje, den kunne nu godt have læsset af ved Smidstrup. De sidste kilometer var med flot solnedgang, og så sluttede vi turen med en kop kaffe og mere kage, mens solen gik ned inde bag træerne efter en flot tur i novembersol.
Dronningmølle strand har heller ikke ret meget sand tilbage.
Og væk var vandrefalken.
Kristin klar til turen tilbage.
Novembervejr og Kattegat.
Nakkehoved fyr.
Så var det ved at være tid til at få solen ned igen.
Der kunne nok ikke være ret meget mere sand på det skib

Turen: Smidstrup Strand til Dronningmølle og retur.
Dato: 25. november.
Deltagere: Birgit, Jens R., Kim, Kristian, Finn, Jens H. og jeg.
Turens længde: 23 kilometer.
Vejret: Masser af sol, næsten ingen vind inde under land, vind fra syd på ca. 5 m/s.
Temperaturerne: 7 grader.

Ingen kommentarer: