søndag den 11. oktober 2020

Lørdagstur med kajakklubben



Tirsdag aften bød på vinterkursus for at blive vinterfrigivet, lidt tyndt men alt i alt ok. Intet vigtigt nyt, men det er fint at blive ajourført i hypotermi. Næste del er redningsøvelser, når vandtemperaturen kommer ned omkring 10 grader. Under kurset efterlystes månedens tur, så vi blev enige om, at vi ikke ville snydes for en lørdagstur. Udfra vejrudsigten så nordkysten fin ud til en god oplevelse, men lørdag morgen var det ikke meget tilbage af den vejrudsigt. Da det skulle være en tur for alle kompetencer, valgte vi i stedet en tur fra Skuldelev til Eskildsø. Vi var otte, der mødte op i trist vejr med morgenregn. Vi fik hurtigt pakket traileren og afsted mod Skuldelev med vinduesviskeren kørende på forruden og grå himmel foran os. Da vi landede ved Skuldelev Strand, var det dog holdt op med at regne, vi fik hurtigt klargjort kajakkerne og afsted ud på fjorden. Vi startede med at ro rundt om Kølholm, inden vi fulgte kysten mod Skovbroen og Eskildsø. Vi fik ikke mere regn i denne omgang, men vi kunne se, at den blå himmel kom nærmere og nærmere mod os, så vi glædede os til en frokostpause i solskin. Vi lagde ind ved havnemolen på Eskildsø og fik placeret et par bord- bænksæt i så meget læ for vinden, som det var muligt. Et par skyer gled for solen, og så var det et ret køligt sted at spise frokost, men da solen atter kom frem og varmede, var der ganske dejligt denne efterårsdag på Eskildsø. Mens vi sad og nød frokosten, lagde et af vikingeskibene fra Roskilde til ved molen. De havde roet vikingeskibet fra Roskilde til Eskildsø, og de skulle ro tilbage i modvind. "Vikingerne" skulle spise frokost ved klosterruinen, så de forlod havnen igen. Tilbage i kajakkerne fik vi lidt støvregn, inden vi skulle ro tilbage i medvind og en hel del sol. Ved Østby kunne vi se, at restaureringen af den gamle skallehavn er i fuld gang, og det ser flot ud. Det er dejligt, at området endelig bliver sat i stand. Under turen tilbage kunne vi opleve flere flotte regnbuer foran os. Tilbage ved udgangsstedet fik vi hurtigt pakket sammen og skiftet tøj, inden vi kørte tilbage til Holbæk efter en fin efterårstur på Roskilde Fjord.

Klar til afgang fra Skuldelev Strand
Vikingerne har indtaget Eskildsø.
Renoveringen af Skallehavnen ved Østby er endelig startet.
Regnbue og blå himmel, en skøn måde at slutte turen på.


Turen: Skuldelev til Eskildsø og retur. Dato : 10. oktober.
Deltagere: Birgit, Inger, Marianne, Britt, Gitte, Søren og jeg.
Turens længde: 15 kilometer.
Vejret: Vekslende skydække, en del sol med vind fra sydvest på ca. 5 m/s.
Temperaturerne: Luften blot 13 grader og vandet 14 grader.

Ingen kommentarer: