Velkommen til Oleshavkajak. Her skriver jeg om nogle af de oplevelser jeg har ved at ro havkajak. Jeg ror primært kajak for at komme ud og få nogle gode oplevelser langs de sjællandske kyster. Jeg ror med netværket Kajakhornsherred, som prøver at holde fast i en ugentlig kajaktur det meste af året, og så ror jeg med Holbæk Kajak Klub, hvis nogen vil have mig med, og når det passer ind i kalenderen.
onsdag den 7. oktober 2020
En efterårsdag på Isefjorden
Oktober er startet med vejrudsigter, hvor kun datoen og vindretningen kom til at passe. Usikkerheden var således også stor omkring onsdagsvejret, og jeg var da også lige ved at flytte onsdagsturen til en torsdagstur, men Kristian holdt fast og mente, forskellen var ens, og at det ikke ville blive så slemt, Kristian foreslog, at vi skulle sætte ud fra Strandhuse og ro til Kongsøre, så var vi i læ, og skulle der komme en regnbyge, så var vi forhåbentlig i kajakkerne og tæt på land med den rette påklædning. Da vi var ankommet til Strandhuse, manglede en enkelt deltager, som havde problemer med geografien, så vi blev lidt forsinket. Vejret var fint, solen skinnede en hel del under turen til Sandskredet ved Kongsøre, og den sidste kilometer var i svag modvind. Frokostunderholdningen bestod i, at Frømandskorpset var på tur med en gruppe unge, som skulle prøve sig selv af i en gummibåd. På turen mødte vi flere lystfiskere, og da vi roede inden om dem, takkede en for, at vi roede inden om, dejligt at de satte pris på vores hensyn. Vi lagde ind ved Sandskredet og fandt et fint sted til frokosten. Mens vi sad og nød frokosten, med kage fra Vibeke til kaffen, kunne vi se, at det trak op til lidt regn, og da det begyndte at dryppe, kom vi hurtigt i kajakkerne, men det blev kun til lidt dryp. Solen kom frem sammen med lidt rygvind de næste kilometer, så det føltes helt fint. Da vi roede inden om Lommestenen, fik vi en ret kraftig regnbyge, men så var der ellers sol resten af strækningen tilbage til Strandhuse. Vi fik hurtigt pakket sammen, læsset bilerne og så sluttede turen med den traditionelle kaffetår med kage til, efter en dejlig efterårstur på Isefjorden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar