onsdag den 5. september 2018

Østby - Færgelunden

Vi var seks, der i kajakker satte ud fra Østby Havn denne fantastiske onsdag formiddag, hvor vejret atter en gang viste sig fra den flotteste side, ingen vind eller meget svag vind og masser af sol. Vi startede med at ro ind i bugten ved Østby, derefter roede vi næsten i lige linie mod Hyldeholm, derefter ind i det stenede og lavvandede område vest om Peberholm og Kølholm. Ved brobyggeriet til Kronprinsesse Marys bro, har der tidligere være problemer med at ro ind gennem den midlertidige afspærring, så vi roede ud på fjorden og fulgte sejlrenden gennem byggeområdet. Det er ret spændende at opleve brobyggeriet fra vandsiden, bare synd at vi ikke må komme tættere på. Under turen tilbage oplevede vi, at det ikke var for sjov, at området er spærret af, da et større betonstykke fald ned fra broen. Vi fortsatte mod Frederikssundbroen eller Kronprins Frederiks Bro langs sejlrenden, og efter den gamle bro lagde vi ind på stranden for at holde frokostpause. Det blev en god lang frokostpause, inden vi atter satte os i kajakkerne. Vi krydsede fjorden ved broen og kunne opleve en ret kraftig nordgående strøm ved broen. Vi roede ind gennem Frederikssund Havn og gennem Berentsens Kanal ud på fjorden igen. Ved det brobyggeriet var der en hel del trafik af lystbåde, som holdt en moderat hastighed gennem arbejdsområdet. Solen og den svage medvind gjorde, at det blev en meget varm tur tilbage til Østby. Da vi var tilbage ved udgangsstedet fik vi hurtigt pakket sammen, hvorefter vi nød en kop kaffe sammen med rigelige mængder wienerbrød.

Turene: Østby Havn til Færgelunden og retur.
Dato: 5. september.
Deltagere: Jakob, Kim, Kristian, Palle, Finn og jeg.
Turens længde 23,7 kilometer.
Vejret: Sol, svag vind fra nord på 1 - 3 m/s.
Temperaturerne: Luften godt 20 grader og vandet knap 20 grader.

Ingen kommentarer: