torsdag den 13. september 2018

Kort torsdagstur

Efter et par dage med regnbyger og blæst, kom der en torsdag med klar blå himmel, dog med mindre skyer op ad dagen. Det fik ialt fire medlemmer til tage på vandet. Selv om vinden var i vest, så valgte vi turen fra klubhuset til Søminestationen og retur, vel vidende, at vinden ville stige i styrke og være imod os under den sidste del af turen. Det betød også, at der var medvind under turen ud til Kirsebærholmen, og nærmest læ fra Kirsebærholmen til Bredetved, men hvad gør en smule modvind, når det bare er turen fra Kirsebærholmen til klubhuset. Vejret var fantastisk, så vi nød turen. Ved golfbanen mødte vi to piger, som var ved at ro Inderbredningen rundt, vi hilste på dem og vekslede de sædvanlige fraser, som hvor kommer I fra, og hvor skal I hen. De var medlem af Kajakafdelingen i Bramsnæs Sejlklub og var som nævnt på vej rundt i Inderbredningen. Vores plan var Søminestationen, men vi fortsatte til Skydebanen i Bredetved, inden vi vendte. I starten af turen tilbage til Holbæk havde vi lidt medvind, men da vi kom til Kirsebærholmen, fik vi modvind og en masse små korte bølger imod os, og det holdt, til vi roede ind i Annekshavnen, så det blev en ret hård tur tilbage, hvilket vi også havde regnet med. En skøn formiddagstur fra kajakklubben.

Turen: Holbæk Kajak Klub  til Bredetved og retur.
Dato: 13. september.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Søren og jeg.
Turens længde: 15,4 kilometer.
Vejret: DMI, sol med let vind fra vestlige retninger på 4 - 5 m/s.
Temperaturerne: luften var blot 14 grader og vandet 17 grader.

Ingen kommentarer: