torsdag den 12. juli 2018

På tur gennem vadehavet.

Ved Isefjorden er der også et vadehav eller nærmere bestemt, når man tror, man kan ro gennem Kyndby revet, så må man regne med, at man skal ud af kajakken og trække den gennem det lave vand. Umiddelbart ser det ud som om, at der er vand nok, meeeen der er kun sten nok. Vi var seks, som tog på madpakketur, det var tanken at ro fra Hammer Bakke til Kyndby Huse. Vinden skulle være svag fra nordnordøst, så det ville være perfekt til turen. Da vi satte ud var vinden let og i nord, og der blev vinden hele dagen. Det betød, at bølgerne kan få god fart ned gennem Isefjorden, og når vanddybden var stor, så kan det betyde ret store bølger. Da vi kom op omkring Rendebæk, mente Birgit, at hun aldrig havde drukket kaffe på Orø, eller også var det Michael, der var kaffetørstig, så vi lagde ind ved den gamle færgemole for at holde en kort kaffepause. På vandet igen satte vi kursen mod Kyndby Revet, og da det var højvandet, mente jeg, at vi kunne ro igennem revet, så vi slap for at ro uden om og dermed slippe for at ro et par kilometer i sidebølger. Det var besværligt at ro igennem uden at ramme stenene, men vi kom igennem, og så satte vi kursen mod Kyndbyværket, men bølgerne gjorde os utrygge, da vi skulle forbi den lange mole, så vi vendte og lagde ind ved Kyndby Huse i stedet for. Varmen var ekstrem, så Birgit, Inger, Peter og Michael tog lige en dukkert inden frokosten. Vi fandt et fint sted, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten og frokosten. Tilbage i kajakkerne besluttede vi også at ro gennem revet, når vi skulle tilbage, idet ingen havde lyst til at ro uden om. Da vi kom ind på revet, måtte vi ud af kajakkerne og trække dem gennem det lave vand. Ude på den anden side, hvor der var vand nok, fortsatte vi tilbage til Hammer Bakke i de lette bølger. Tilbage ved Hammer Bakke fik vi hurtigt pakket sammen og nød en kop kaffen, inden vi kørte hjemad. Det var en ganske fin tur, og så var det glædeligt, at Birgit kunne komme med igen.

Turen: Hammer Bakke til Kyndby Huse og retur.
Dato: 12. juli.
Deltagere: Birgit, Inger, Peter, Henning, Michael og jeg.
Turens længde: 13,8 kilometer.
Vejret: Sol, varmt og let vind fra nord på 5 - 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 29 grader og vandet 22 grader.





Ingen kommentarer: