Vejrudsigten var lige til en tur til Stevns Klint. Vinden var i vestnordvest, så ud fra almindelig geografi, så skulle der være fralandsvind fra Rødvig til Højerup Gl. Kirke og derefter modvind mod Bøgeskov, hvilket er helt perfekt til en tur langs klinten. Mødetiden ved klubben var sat til kl. 08.00, så vi ikke kom i karambolage med dem, som også havde i sinde at ro denne torsdag. Vi kom hurtigt af sted og kunne holde en fin hastighed til Rødvig Havn, og efter 1 time og 20 minutter var vi fremme ved havnen, hvor turen skulle starte. Kajakkerne blev pakket og så af sted, men vinden var ikke som forventet, ved Rødvig var vinden nærmest sydvest, så vi frygtede lidt turen tilbage til Rødvig. Vi havde medvind frem til Stevnsfortet og derefter sidevind. Ved Bosedal Kalkbrud oplevede vi vandrefalken langs klinten, et fantastisk syn at se denne hurtige falk. Vi hilste også på Mette Vangsgård, der brugte denne torsdag formiddag på at samle affald langs klinten, hun havde samlet 19 skraldesække affald på et ret kort stykke, så det er kun i København, der samles affald ved vandet. Ude fra kajakkerne ser klinten ren og pæn ud, men inde bag de mange sten, ligger enorme mængder af affald, som er blevet dumpet fra skibe. En af de ting, der gør det interessant at ro langs Stevns Klint, er de mange nedstyrtninger, som sker hvert år, og som hele tiden ændrer klinten og gør en kajaktur til noget helt særligt, når flere områder ændres år efter år. Ved Højerup Gamle Kirke kunne vi se, at sommerferien er på sit højeste, mange turister brugte denne torsdag til en udflugt til dette spændende sted, de har dog ikke mulighed for at gå ret mange meter neden for klinten. Fra Stevns Fyr fik vi så kraftig modvind frem til frokoststedet lige før Sigerslev Kalkbrud, hvor den kraftige vind ikke kunne mærkes inde under land. Vi holdt en god lang frokostpause i solskin og næsten vindstille, inden vi returnerede til Rødvig. Ved Bosedal Kalkbrud kunne vi atter opleve vandrefalken i luften over klinten. Her mødte vi Mette og Erik Vangsgår, der nu var på kajaktur langs klinten. Den sidste kilometer frem til Rødvig var med lige så meget modvind, som vi havde medvind, da vi startede turen. Det blev en fantastisk tur i et fantastisk vejr, som dog ikke passede helt med vejrudsigten.
Turen: Rødvig Havn til Sigerslev og retur
Dato: 13. juli.
Deltagere: Grethe, Michael, Søren og jeg.
Turens længde 19,8 kilometer.
Vejret: Jævn vind fra vestnordvest ca. 8 m/s, sol og en del skyer.
Temperaturerne: Luften var 18 og vandet 16 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar