Vejrudsigten lovede svag vind fra sydsydvest og ikke så meget sol, så stemningen var, at vi skulle sætte ud fra Hammer Bakke og ro rundt om Kyndbyrevet op til Kyndbyværket. Vi fik hurtigt pakket klubbens trailer med syv kajakker, udstyr og madpakkerne. Køreturen tog heller ikke så lang tid, og halv ti var vi klar i kajakkerne. Der var lidt medvind og medstrøm op til Kyndbyrevet, så det var nemt og i godt tempo. Vi skulle helt uden om revet. Da vi nærmede os den yderste del, kunne vi se en del sæler på stenene, og da de ikke er vant til at blive forstyrret, var de meget sene til at glide i vandet, vi var meget tæt på, da den sidste sæl gled i vandet, og så var der ellers sæler omkring os og meget tæt på. Det var en ganske fin oplevelse at møde en stor flok sæler i Isefjorden. Vi har flere gange talt om, at vi ikke har set ret mange sæler i år, men de holder åbenbart til ved Kyndbyrevet. Vi fortsatte langs nordsiden af revet og helt ind i bugten, hvorefter vi roede rundt om Kyndbyværket og til Jungedal, hvor vi lå lidt og kiggede på det meget spændende område. Vi besluttede os for at ro tilbage til bakken ved sydsiden af værket for at gå i land og nyde frokosten med udsigt til revet og bugten. Grethe havde jordbærkage med til kaffen så det fik frokostpausen til at trække lidt ud, og pludselig opdagede en, at Sørens kajak ikke gad ligge på stranden og vente på os, den var på vej på sin helt egen tur. Søren fik travlt med at indhente kajakken, og det var ganske interessant at opleve, hvor hurtigt den drev mod værket. Det gjorde, at frokostpausen stoppede brat, for nu gjaldt det om at sikre kajakkerne. Den næste kajak, der fulgte efter uden roer, var Lisbeths kajak, men hun var lige ved kajakken, så hun fik hurtigt orden på fartøjet. Vi fik pakket kajakkerne og så af sted mod Hammer Bakke, ved spidsen af revet oplevede vi atter et par sæler, inden vi krydsede over til Orø og fulgte kysten et stykke. Vinden var taget til, og det begyndte så småt at regne. De sidste kilometer mod Hammer Bakke var i langt mere modvind, end meteorologerne havde lovet, og der var slet ikke regn i vejrudsigten. Tilbage ved Hammer Bakke holdt regnen op, men vi var blevet godt våde, så der blev pakker sammen og skiftet tøj meget hurtigt. Det blev en ganske fin tur, selv om der ikke var ret meget sol og mere vind end lovet.
Sæler ved Kyndbyrevet.
Sørens kajak på udflugt.
Tekniktræning i ventetiden.
Turen: Hammer Bakke til Kyndbyværket og retur langs Orø.
Dato: 27. juli.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Birgit, Inger, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 20,9 kilometer.
Vejret: Overskyet med vind fra sydsydvest ca. 3 m/s. En enkelt regnbyge sidst på turen.
Temperaturer: Luften var ca. 20 grader og vandet 18 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar