onsdag den 22. juni 2016

Store kagetur

Det gik lidt trægt med at melde sig til denne onsdagstur, men vi blev alligevel 7 kajakker, der satte ud fra Hammer Bakke med kursen sat mod Bramsnæs. Vi havde en let modvind under turen til Ejby, så vi holdt os samlet inde under kysten. Lige efter Kyndeløse begyndte det at regne, så vi tog hurtigt en rojakke på, og så kunne det da bare regne, men lige så hurtigt bygen kom, lige så hurtigt blev det tørvejr igen, så de sidste kilometer fra Draget til Bramsnæs var en varm omgang. Vi lagde ind og fik pakket diverse stole, mad m.m. op til frokostpausen. Efter maden kom det helt store spørgsmål, om vi skulle have wienerbrød fra Skibbybageren eller hjemmebagt kage fra Café Ryle eller begge dele. Det blev begge dele, så der var ingen chance for, at vi ville gå sukkerkold på turen tilbage til Hammer Bakke. Turen tilbage var med rygvind, endda med rygvind der var taget til, og selv i T-shirt blev det ret så varmt. Tilbage ved Hammer Bakke fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi da lige slutte roturen af med lidt kaffe til endnu mere wienerbrød og drømmekage. Det var måske lidt voldsomt med så megen kage, men det var nu to gode kager. Skøn tur med masser af kage, så tak til dem som bragte dem med.





Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 22. juni.
Deltagere: Karin, Torben, Kim, Kristian, Bjarne, Søren og jeg
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Sol, skyer og lidt regn med vind fra sydlige retninger 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 23 grader og vandet 19 grader.


Ingen kommentarer: