Skulpturene ved B&Ws gamle tørdok.
Pas på - Peter Skram er her endnu.
Bagsiden af holmen.
Vi roede lige mod Peter Skram og langs den gamle B&W udrustningskaj, hvorefter vi vendte ved Lynetten og roede tilbage og ind bag Holmen og ind i Søminegraven, hvor vi bar kajakkerne over Kongebrovejen og tilbage til Christianshavn, hvor vi lagde ind, hvor vi havde sat ud, men nu for at spise frokost.
Overbæring ved Kongebrovejen.
Her fornemmer man slet ikke vind og kulde.
Frokost ved Kanonbådsskurene.
Nysgerrige svaner, mente også der skulel være lidt til dem.
Vi fandt lidt læ ved Kanonbådsskurene så vi kunne få lidt varme i kroppen og så tilbage i kajakkerne. Vi fortsatte ned langs Christiania til Prinsessegade og Værftsbroen, hvor vi bar over og fortsatte ind i Christianshavns Kanal, som vi fulgte helt ud til Cirkelbroen. Så var vi ude i havneløbet igen. Der var læ langs havnekajerne, men der var ikke noget der tydede på, at vinden var aftagende, så vi roede mod Islands Brygge med lidt skiftende vind, og vi krydsede først havnen ved Bryggebroen, hvorefter der var lidt medvind langs Kalvebod Brygge.
Tilisede kajakker.
Vi skulle holde os langs havnekajen, for ellers fik vi en meget voldsom turbulens, der blev dannet, når den kraftige vind blev kastet tilbage fra de store bygningsfacader. Ved et par bygninger, var vinden ret besværlig at ro mod. Ved Christians Brygge roede vi turen rundt om Christiansborg via Frederiksholms Kanal, hvor vi for første gang oplevede ret mange mennesker langs kanalerne. Da vi kom ud af tunnelen efter Thorvaldsens Museum, kom modvinden, og den var ekstrem, først ved Kajak Republik var der atter lidt læ. Vi krydsede havnen og fulgte læsiden frem til den nye rullebro, hvor stemningen var, at vi lige skulle et smut ind i Nyhavn for atter at få kraftig modvind retur over havneløbet, derefter roede vi tilbage til udgangsstedet via Trangraven og bagsiden af Operaen og sluttede turen med en meget kraftig modvind frem til Kanonbådsskurene.
Se lige røgen fra Lynetten.
Kajakkerne var fyldt med is på dækket, spreydæk og luffer var stivfrosset, finnen frøs fast efter landgang, og vi var selv ret så kolde. Vi klædte meget hurtigt om, for derefter at pakke bil og trailer efter en rigtig fin, men meget kold tur rundt i Københavns Havn.
Turen: Rundt i Københavns Havn.
Dato: 2. januar 2016.
Deltagere: Klaus, Erik, Morten og jeg.
Turens længde: 18,1 kilometer.
Vejret: Gråt og overskyet med vind fra øst 12 - 14 m/s i vindstødene.
Temperaturene: Luften var -2,5 grader og vandet 2 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar