Ud over et par havørne oplevede vi enorme flokke af gæs.
Da vi skulle til at vende, kunne vi opleve en havørn inde over Bognæsskoven. Den svævede længe over det samme sted, så vi kunne nyde den prægtige fugl. Derefter roede vi direkte til Kattinge Værk, da bord- bænksættet på den frie strand var optaget af lystfiskere, og vi udmærket godt vidste, at man ikke bare lige måtte lægge ind til Kattinge Værk. Så jeg ringede til Per for at få lov til landgang, men han sad i møde, hvorefter jeg indtalte en anmodning om landgang på værkets bro. Der var ingen synlige aktiviteter, så der var nok ingen børn på værket, og efter en kort overvejelse gik vi i land og regnede med, at det var i orden. Vi bænkede os ved bålpladsen og gik i gang med frokosten, og snart dukkede Per op. Han syntes vist ikke, det var i orden, og han syntes, at vi skulle have ringet noget før, men det var nu kun, fordi bord- bænksættet på det frie område var optaget, at vi gik ind på forbudt område.
Grethe havde bagt en enorm stor kage til kaffen, den prøvede vi at gøre noget ved, men vi måtte gemme resten af kagen til, vi kom tilbage til klubben. Efter pausen fortsatte vi langs kysten med en enkelt afstikker til Ringøen og tilbage igen til det kystnære. Ved udmundingen af Kattinge Vig til Roskilde Fjord gjorde vi os klar til krydset mod Veddelev, hvorefter vi roede mod udgangsstedet i Veddelev. Vi holdt en god fart og fulgtes ad side om side. Det var endnu en flot tur med efterårsfarver i Kattinge Vig.
Turen: Fra Veddelev Havn og rundt i Kattinge Vig og retur til Veddelev.
Dato: 29. oktober.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Inger, Birgit og jeg.
Turens længde 15,2 kilometer.
Vejret: Diset og delvis overskyet med opklaring og sol.
Temperaturerne: Luften 13 grader og vandet 10 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar