torsdag den 1. oktober 2015

Lejre Vig rundt

Atter en rundtur og i dag med formiddagsroerne fra Holbæk. Lizza var cyklet ned til klubben for at ønske os en god tur og gav os en pakke moccaboller med fra Frederiksberg Chokolade, som vi så kunne nyde til kaffen. Birgit, Marianne og Inger kunne ikke afse det meste af dagen på en madpakketur, så vi blev kun 7 kajakker, der kørte til Gershøj for at tage turen rundt i Lejre Vig. Vi fik hurtigt gjort os klar til at tage af sted, men jeg havde mistet mit sprayskirt og en lettere eftersøgning gav intet resultat, ærgerligt, for hvis det havde være en anden, er det min holdning, at man må blive på land, og det burde naturligvis også gælde mig, men vejret var fint med let modvind og kun små bølger, så jeg tog med.


Vi startede med at krydse over til Færgebro Rev for at følge Uglekrogen ned til Vesterskov og der krydse over til Langholm og derefter til Herslev for at følge kysten ned til Borrevejle Roklub. Ved Færgebro Rev lettede en meget stor flok viber, da vi kom i nærheden af revet, havørnene så vi desværre ikke meget til, men ved Langholm så vi en rovfugl lette inde bag sivene, men vi så desværre ikke om det var en musvåge, for den var for lille til at være en ørn. Vi kunne derimod mærke, at vinden tog til. Vi var ret meget i læ, så det betød ikke så meget, jeg kunne dog mærke, at det er koldt at ro uden sprayskirt. Vi rundede pynten ned mod Borrevejle, hvor jeg blev spurgt om, hvor langt der er til Borrevejle. Jeg mente, at der er ca. 1,5 kilometer til Borrevejle, et skøn, der skulle vise sig at være en hel del ved siden af.




Da vi ankom til Borrevejle roklub, kunne Grethe meddele, at der var 3 kilometer fra pynten til Borrevejle Roklub, så mit skud var vist lidt i underkanten. Det gode ved fejlskønnet var, at ingen brokkede sig over afstanden, for det er en meget flot strækning. Vi lagde ind ved Efterskolen Lindenborg, hvor der var fint læ. Efter madpakkerne blev posen med moccabollerne fra Lizza budt rundt, en skøn dessert til kaffen, så tusinde mange gange tak til Lizza. Bolette havde medbragt hjemmelavede müslibarer, men dem var der ikke stor afsætning på i første omgang. Efter en veloverstået frokostpause fortsatte rundturen mod Lyndby og langs kysten i læ for vinden. Ved Lejre Havkajak var der aktivitet omkring kanoer, og vi fik en kort snak med Bjørn, inden vi fortsatte. Der var dog nogle, som lige skulle høre Bjørn om afstanden til Borrevejle, så atter blev jeg mindet om fejlskønnet.


Det gik meget nemt op til Gershøj med lidt medvind på hele strækningen. Da vi kom tilbage til Gershøj, fik vi hurtigt pakket sammen, og da mit bagagerum var næsten tomt, hvad lå der så - mit sprayskirt??? Ja, sådan kan det bare gå, når bagerummet bliver fyldt op med tasker m.v.,
og det skal ikke være en undskyldning. Jeg havde bare ikke styr på mit grej. Det blev alligevel en meget fin tur på Roskilde Fjord i godt selskab.

Klar til afgang fra Gershøj efter en flot tur.

Turen: Gersmøj til Borrevejle og retur.
Dato 1. oktober.
Deltagere: Bolette, Grethe, Lisbeth, Steen, Søren, Arne og jeg uden sprayskirt.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Overvejende skyet med lidt solstrejf og vind fra sydvest 4 - 5 m/s.
Temperaturerne: luften var 14 grader og vandet opgivet til 12 grader.


Ingen kommentarer: