torsdag den 13. august 2015

Blekinge Skærgård

I forsommeren, eller hvad vi nu kan kalde juni i år, måtte vi aflyse turen til Blekinge på grund af vind og vejr, så vi tog til Stevns Klint og udsatte Blekingeturen til august. Det var en klog beslutning, for vi havde fire dage med masser af sol og meget svag vind fra nordlige retninger. Vi kørte fra kajakklubben mandag morgen klokken 08.30 og satte kursen mod Nytäppet med et enkelt stop ved Ekerydrasten og var således fremme ved pladsen klokken 12.30, hvor vi pakkede kajakkerne og spiste frokost. Efter en kort information roede vi ud i skærgården og roede uden om Nästensö og ind mellem øerne og sluttede ved Bockö, hvor vi slog lejr. Der boede godt nok en enkelt familie, som var derovre med motorbåd, men der er jo plads nok, så det gik fint med at være dér. Da lejren var etableret, nød vi den smukke aftensol, spiste mad og sad oppe på klipperne og så solnedgangen. Bolette læste et digt op, som vi tænke lidt over. Det viste sig da også, at det ikke bare blev hørt, men også satte rigtig mange tanker og spørgsmål i gang.

Pakning af kajakker ved Nytäppet.

Vores lejr de næste 3 dage på Bockö.

Mandagens rute fra Nytäppet til Bockö

Vi fik lidt regn i løbet af natten, og morgenstunden var også med lidt bygeregn. Vi var på vandet første gang klokken 09.00. Da vi var kommet på vandet, måtte vi hurtigt vende om, for at lade en tordenbyge passerede lige hen over os. Da det var sikkert at komme på vandet, lagde vi ud. Det var tanken at ro i den østlige side af skærgården, men dønningerne var for voldsomme, så vi rundede Bockö og roede og roede ind i læ af øerne. Vinden var meget svag, de tunge skyer var gået i opløsning, og solen var brudt igennem, så vi havde håbet på, at vi kunne få en smuk tur rundt om Tärnö, men dønningerne var alt for kraftige, så vi roede kun næsen rundt om Tärnö. Efter at have været ude ved den sydlige ende af Tärnö vendte vi og roede tilbage til havnen, hvor vi lagde ind for frokostpause. Vi benyttede tre borde, så alle kunne nyde udsigten. Det blev en lang pause med besøg i Laxboden og en kort gåtur i området, og så fik vi også fyldt vanddunkene. Efter en god lang pause roede vi rundt mellem øer og skær i den vestlige side af skærgården og sluttede midt på eftermiddagen på Böckö. Resten af eftermiddagen stod på afslapning og så den obligatoriske tur op til det gamle fyr. Under turen tilbage samlede vi brænde til aftenens bål. Efter aftensmaden havde vi atter håbet på en flot solnedgang, men der var desværre for mange skyer inde over fastlandet. Til gengæld lavede vi det flotteste aftenbål.






Onsdagen lovede meget svag vind og masser af sol over middag, så vores plan var at ro rundt om Tjärö i Järnavikfjorden. Vi krydsede sejlrenden og roede ud mod Alböle, som var faldet til ro, så vi nemt kunne passere. Inde i Järnavikfjorden var der næsten ingen vind, så vi nød det stille vand og det flotte område. Da vi lå ved hegnet  til Eriksberg Naturreservat, mente jeg, vi kunne se en elg ned ved vandkanten et stykke inde i reservatet, men det var vist bare en stor hjort. Stemningen var til en tur helt ind til Guö, hvor vi lagde ind for at holde en kaffepause. Efter den lille pause fortsatte vi til Tjärö, hvor vi lagde ind ved havnen for at nyde frokosten på Tjärö. Tjärö er normalt en perle i skærgården, men lige nu meget tæt på at blive en ruin. Øen er til salg, og alt er lukket ned, hvilket de flotte gamle huse ikke kan tåle, så det var et meget sørgeligt syn. Selv de mange sejlere, der plejer at ligge ved broerne, har vendt Tjärö ryggen.  Efter forkostpausen med en gåtur i området, havde vi håbet på, at der var en vandhane, der var åben, men alt er lukket og slukket. Solen var brud helt igennem og gav en ret høj varme. Vi fortsatte ind til Järnavik, hvor vi lagde ind for at få fyldt vandflaskerne, og vi havde også håbet, at vi kunne købe en kop rigtig kaffe på vandrehjemmet, men det blev kun til fyldte vanddunke. Et par nye kajakroere var ved at sætte ud på deres første tur i kajak med oppakning. Vi var lidt rystede over, det vi så, men kunne naturligvis ikke blande os i det. Det bekræfter mig i, at man skal have nogen rutine med kajakken, inden der foretage en sådan tur. Vi fortsatte ud i Järnavikfjordens østlige side, inden vi krydsede over til Alböle og tilbage til lejren gennem øerne ved Mjöö. Efter ankomsten til Bockö spiste vi aftensmad, bålet var ikke gået helt ud, så vi startede bålet op igen og kunne nyde den fantastiske solnedgang, inden vi lagde os til ro.

  

Tomme bådbroer på Tjärö.


Solnedgange bag Karlshamn.

Onsdagens tur til Järnavikfjorden.

 Vi stod op til det mest fantastiske vejr med svag vind, som var yderligere aftagende, ikke en sky på himlen, så det var en ret varm dag. Vi kunne nyde den sidste gang morgenmad, inden vi pakkede lejren ned efter tre fantastiske dage i skærgården. Da vi havde pakket kajakkerne, roede vi lidt ud og ind mellem øerne og lagde ind til Øster Bokö for frokost. Her var mange ude for at nyde solen og bade i det klare vand. Vi sluttede med at ro rundt om Kalvö, inden vi lagde ind til Nytäppet. Pakning af biler og trailere gik meget hurtig,t og snart forlod vi Blekinge Skærgård efter fire fantastiske dage.

Kajakkerne pakkes efter en fantastisk tur til Blekinge Skærgård.


Klar til afgang fra Ø.Bokö.

Torsdagen rute fra Bockö til Nytäppet.

Turen: Rundtur i Blekinge Skærgård.
Dato: 10. - 13. august.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Bolette, Inger, Birgit, Per og jeg.
Turens længde 65,3 kilometer.

Det samlede spor

Ingen kommentarer: