onsdag den 1. juli 2015

Knudshoved

Samtidig med det er blevet juli, er sommeren ankommet med fuld sol og meget svag vind. Da vejret var så fantastisk, skulle vi også ud på en fantastisk tur til Knudshoved. Vi havde opsamling ved Solrød klokken 08.40. Erik kom ikke, så efter 10 minutters venten kørte vi mod Svinø. Vi fik hurtigt pakket kajakkerne og var på vandet klokken 10.00.


Vi roede langs kysten mod Avnø og oplevede, at vandet var til at bade i, for der var ret mange denne onsdag morgen ved stranden. Ved Avnø var vandet næsten levende af multer, der lå inde på det lave vand og nød varmen i vandet. Ud for Avnø begyndte vi at krydse over mod Knudshoved Odde gennem sælområdet, og vi kunne nyde synet af mange babysæler i vandet med moderen. Babysælerne var noget mere nysgerrige end de voksne. To meget små sæler kom helt hen til Kim for at se, hvad han var for en underlig sæl.





Vi kunne også konstatere, at bestanden af sæler er blevet enorm, jeg vil mene lidt for stor til dette ret lille område. Vi fortsatte mod Draget til Knudshoved med en del sæler efter os og kunne opleve et fantastisk syn af en stor havørn næsten lige over os. Den kredsede rundt ved siden af kajakkerne, Kim, der roede inderst, kunne se, da den satte af fra træet, den havde opholdt sig i og svævede ud over os. Passende nok var vi ved Draget, da Kims maveur sagde, at klokken var 12.00. Vi lagde ind, og da godsejeren samtidig skulle hen over stedet, hilste vi lige på ham og hans folk, der formentlig var ude at samle skrald i området. Vi fandt et godt sted at nyde frokosten, og da det var meget klart i vejret, så nød vi også synet mod Vordingborg og kunne tydeligt se Storstrømsbroen og Farøbroen.




Det blev en god lang pause. Efter pausen fortsatte vi på den sydlige side af Knudshoved, hvor Storstrømmen lå flot blank. Ude ved enden af Knudshoved lå vi lidt og nød vejr, vandet og området, og så synes vi, at det var tid til en lille kaffepause, så vi gik i land og op på højen, hvor vi rigtig kunne nyde det klare vejr og den fantastiske udsigt. Når vi stod her på kanten til Storebælt, kunne vi både se Farøbroen mod sydøst og Storebæltsbroen mod nord, et fantastisk område denne onsdag eftermiddag.






Tilbage i kajakkerne fortsatte vi langs kysten ind mod Draget. Lige før Draget besluttede vi at krydse over mod Svinø, et kryds på 5 kilometer. Det var begyndt at lufte lidt, så ude i Avnø Fjord begyndte der at komme lidt bølger. Det blev et meget flot kryds, vi holdt fint sammen, og efter 45 minutter var vi ovre ved Svinø Strand. Indsejlingen til Dybsø Fjord var med med bølger og kraftig modstrøm, som tilsammen gav et ret voldsomt oprørt vand. Tilbage ved Svinø, fik vi hurtigt pakket sammen og sat kursen hjemover.Det var en fantastisk tur til Knudshoved med synet af masser af sæler, babysæler og havørn.

Turen: Svinø - Avnø - Knudshoved Odde - Knudshoved - Svinø.
Dato: 1. juni, 2015.
Deltagere: Kim, Peter, Bjarne og jeg.
Turens længde: 25 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel med vind fra 1 - 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 26 grader, og vandet var 18 grader.



Ingen kommentarer: