lørdag den 2. november 2013

Gensyn med Sct. Anna Skærgård.

Efter turen til Sct. Anna Skærgård i august skulle vi se billeder, evaluere og have en hyggelig aften. Vi startede med en rotur, så vi kom i den rette stemning. Vindstyrken var som i august, men dagen startede noget vådt; efter en times tid holdt regnen op, og vejret var fint, årstiden taget i betragtning fantastisk. Grethe, Lisbeth, Benny, John, Michael og jeg mødtes klokken 10.00 og gjorde klar til at køre til Munkholmbroen for at ro nord på.
Vi kom hurtigt på vandet, men måtte vente lidt på Benny, og så roede vi nord på. Det var noget diset med støvregn, men alligevel en flot formiddag.

Klar til at komme af sted.

Turen mod Vellerup Vig forløb fint, selv om udsigten var begrænset. Ved Vellerup Vig roede vi et sving ind i vigen, ude på Isefjorden igen besluttede vi at ro til Hammer Bakke for at holde pause, vi havde så mulighed for at komme under tag ved sejlklubbens klubhus. Der var ingen problemer med havnefogeden, så vi kunne sidde under overdækningen og nyde frokosten. Regnen var holdt op, men der var godt fugtigt alle vegne. Efter pausen var vi hurtigt i kajakkerne, og så kunne vi fornemme, at vi også ville få solen at se.

Så kom solen frem.

Vi havde da heller ikke roet ret langt, før solen tittede frem mellem skyerne, og samtidig kunne vi sidde og nyde et par marsvin ikke ret langt fra kajakkerne. Men det betød, at tre af os var kommet ret langt væk fra de andre. De fik godt nok en lille pause uden marsvin. Ved Bramsnæs roede vi et tur ind i vigen, inden vi rundede Bramsnæs for at ro tilbage til bilerne ved Munkholmbroen.

Et fantastisk vejr at være på kajaktur i.

Tilbage i klubhuset fik vi et bad, og så blev der gjort klar til spisning. Lisbeths mand havde fanget en stor havørred (12 kilo), som Lisbeth havde omdannet et stykke af til en lækker forret. Dorthe havde fremskaffet en klump økologisk kød fra en af køerne på Tuse Næs, dertil var der lækkert tilbehør. Den tilhørende vin var også meget speciel, idet den havde været med på hele turen til Sct. Anna og retur, så nu skulle den drikkes til gensynet. Efter maden så vi billeder fra turen, mens vi nød Grethes lækre kage og kaffen. Vi fik også evalueret og gennemgået rammerne for turen til sommer. En meget fin aften med meget lækker mad.

Turen.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Benny, John, Michael og jeg.
Vejret: Opklarende, diset, lidt sol. Vind fra sydlige retninger, ca. 2 m/s.
Temperaturerne: Luften 11 grader og vandet blot 10 grader. 


Ingen kommentarer: