onsdag den 9. januar 2013

En grå og fugtig vinterdag på Roskilde Fjord

Vejret sidste onsdag var ekceptionelt flot og holdt da kun om onsdagen. I dag var vi ikke lovet andet end fugtigt vejr, svag vind fra sydlige retninger og derfor sol , her lige inden vejret skifter til vintervejr, så vi må bare være glade for, at temperaturen lå på 6 grader. Selv med dette vejr var vi seks kajakker på vandet med Torben, Benny, Jens, Erik, Jan og jeg bag pagajerne. Jan var med for første gang, og han var et behageligt møde. Vi satte ud fra Skuldelev Strand og havde planlagt en tur sydover, da vejrudsigten forventede, at vinden ville tage til over middag. Vi havde faktisk ingen decideret regn før frokostpausen, men tåge og diset vejr, men selv med det vejr var det en meget fin tur til Skovbroen og Selsø Hage. Sigtbarheden var naturligt ikke så god, men det blev en meget flot tur. Vi rundede lige Selsø Hage, inden vi roede til Østby for at holde frokostpause ved fiskerlejet og den gamle tjæregryde, og så kom regnen. Det var et godt sted at lægge ind, og der var flot at sidde og betragte udsigten over fjorden. Da det var Jans første tur med os havde han en meget speciel Kaptajn Morgan rom med, som vi smagte på, inden vi gik i gang med madpakkerne. Den smagte fantastisk dennne fugtige, regnfulde og grå formiddag ved Østby. Erik har fødselsdag i morgen, så han havde kage med, så der var også kage til kaffen. Jeg havde min tarp med, den satte vi op ad fiskerhytten, så vi kunne sidde i tørvejr og nyde dagens lækkerier. Det blev en god lang frokostpause og så tilbage i kajakkerne og mod Skuldelev.


Vinden have lagt sig, så det blev en tur til Skuldelev på en spejlblank Roskilde Fjord. Vi tog lige en tur rundt om Hyldeholm, inden vi lagde ind til Skuldelev Strand. Jens skulle lige prøver Eriks Tidarace og Bennys Empower, inden vi kunne pakke sammen. Selv med det vejr blev det en meget fin onsdagstur, men vi må nok forvente, at vinteren er på vej, og jeg tør da ikke tænke på, om det er den fjerde isvinter i træk, der er på vej - jeg håber ikke vejrmanden har det i tankerne, for så må vi ha Voldborg tilbage, han kunne da forudssige væsentlig mildere vintervejr.

Turen.
Fra Skuldelev til Selsø Hage og retur.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Gråvejr med en hel del fugtighed i luften og 6 graders varme.



Ingen kommentarer: