søndag den 30. september 2012

Søndagstur fra Kongsøre.

Vinden ville drille lidt i dag, så Benny og jeg kørte til Kongsøre og satte ud i det fine efterårsvejr. Turen gik til Strandhusene lige før Nykøbing. Vejret var bare en direkte modsætning til vejret i onsdags. Flot solskin og næsten ingen regn, men en hel del vind, derfor blev det Kongsøre som udgangssted. Vi passerede Marinestationen på tæt hold, da der ikke var øvelse i dag, derefter fulgte vi kysten på tæt hold, dels fordi det var højvandet, og dels fordi det er så flot en kyst at følge, og så var efterårsfarverne så småt startet. De fleste badebroer var taget ned, så nu er det altså efterår. Det kunne også ses på skovene, som så småt er begyndt at skifte til efterårsfarver. Lige før Strandhusene mødte vi en stor flok fiskehejre, som havde taget opstilling inde på stranden, men de syntes ikke om vores selskab, så de fløj væk, da vi kom for tæt på. Ved Strandhusene lagde vi ind til friluftspladsen, hvor vi spiste frokost og kunne sidde og nyde udsigten over Isefjorden. Tilbage i kajakkerne roede vi tilbage til Kongsøre i en hel del medvind. Fiskehejrene var der stadig, men syntes stadig ikke om vores selskab. En hel del lystfiskere stod og prøvede lykken ved Isefjordens kyst. En af dem havde fanget tre flotte havørreder. Det blev til nogle få regndryp lige inden Kongsøre. Da vi var tilbage ved Sandskredet, fik vi hurtigt pakket sammen og sat næsen hjemad.



Turen.
Fra Sandsskredet ved Kongsøre til Strandhusene.
Dato: 30. september, 2012.
Deltagere: Benny og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejeret: Ret blæsende 6 - 8 m/s. fra vest, sol og en del skyer, mulighed for lidt regn og temperaturer omkring 12 - 14 grader.


Ingen kommentarer: