onsdag den 31. august 2011

Holbæk - Munkholmbroen.

Alene af sted på onsdagsturen, resten af gruppen starter efterårsturen til Sverige i morgen, og Erik var forhindret i at deltage, så jeg måtte nøjes med mit eget selskab. Det blev så turen fra Holbæk Kajak Klub til Munkholmbroen og retur. Jeg lagde ud i fint vejr med lidt frisk vind fra vest, godt nok også med mange mørke og truende skyer ude mod vest, så der måtte jo komme lidt vand i løbet af dagen, hvorfor skulle vi ikke have regn i dag, når vi har fået regn stort set alle dage i august. Da Kirsebærholmen var passeret, var der fint læ for vinden inde under land, så det var bare om at holde sig så tæt på land, som det var muligt for sten og muslingebanker. Efter Bredetved kom regnen, en kort og hæftig byge, og så så det ud til at klare op igen. Jeg skulle lige ind under Munkholmbroen, inden jeg satte kursen tilbage til Holbæk, men jeg skulle da også lige have frokosten først. Jeg lagde ind ved Ishuset lige ved Munkholm og kunne sidde og nyde det fine vejr inden tilbageturen. Jeg kunne mærke, at vinden tog til, så jeg kunne forberede mig på, at det ville blive en hård tur fra Kirsebærholmen til Holbæk Annekshavn. For at samle lidt kræfter til den sidste strækning, lagde jeg ind ved den gamle marinestation i Dragerup for at få en kop kaffe. Da jeg rundede Kirsebærholmen, blev jeg mødt af en strid modvind, som jeg skulle have selskab af på resten af turen tilbage. Jeg fulgte kysten i passende afstand, så jeg ikke kom ud i mere vind end nødvendigt. Tilbage ved kajakklubben fik jeg hurtigt pakket sammen, men armene var blevet godt lange af den sidste hårde strækning. Fin tur, selv om det øvrige selskab manglede, men jeg så en del fiskehejre og en flot fiskeørn svæve over Munkholm.



Turen.
Deltagere: jeg - alene.
Turens længde: 23,7 kilometer.
Vejret: vind fra vest ca. 6 - 8 m/s. Spredte byger og lidt sol mellem bygerne. Temperaturer omkring 17 grader - det samme som vandet.



Ingen kommentarer: