lørdag den 23. april 2011

Jungedal - Kulhuse

John og jeg besluttede at tage en lørdagstur langs skydeområdet ved Jægerspris. Det var godt nok at trække store veksler på familien med heldags kajaktur onsdag, torsdag og lørdag. Vi satte ud fra Jungedal og roede langs kysten, så tæt vi kunne eller turde. Det var lavvandet, så vi skulle passe ekstra meget på de mange sten, der er på denne strækning. Hvis der ikke er sten, er der sandrevler også meget langt ude. Da vi skulle sætte ud, roede en gruppe på 9 kajakker forbi ad samme rute, som vi skulle, vi kom ikke i kontakt med gruppen, som havde kurs mod Kulhuse. Turen op mod Kulhuse er generelt en meget  flot tur, og i dag var den ekstra flot med de nyudsprungne løvtræer, så det var en flot tur i forårssolen. Vi lagde ind ved det nordlige vagthus, hvor vi spiste vores frokost og nød udsigten over Isefjorden over mod Alholm. På turen tilbage fornemmede jeg, at det var blæst lidt op. I starten stod den på modvind gennem hele skydeområdet, og på det sidste stykke fra Dalby til Jungedal kom vinden skråt bagfra, så det blev noget af en rusjetur. Det viste sig under de forhold, at kajakken var en lille smule sidevindsfølsom, men med finnen helt ude, var det ikke så slemt. Vi blev dog ført godt ud i Isefjorden, inden vi opdagede afdriften og søgte ind mod land. Inde under land var der igen mange sten, men ikke så meget vind, så sådan blev det fra Sæløen til Jungedal. Igen en meget fin forårstur.



Turen.
Dagens distance: 24 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel. Vind fra østlige retninger 6 - 8 m/s. Temperaturer omkring de 20 grader, og vandet var lige omkring 10 grader.



Ingen kommentarer: