Torsdag middag samledes vi for at køre til Blekinge, hvor den stod på kajaktur i Listerby Skærgård, en sød lille skærgård mellem Rönneby og Karlskrona. På turen deltog Kate, Karin, Ulla, Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny, Per, Kim, Dan, Henrik, og jeg. Det er flot, at deltagerantallet blev 12 personer. Målet var at lægge ud fra Kuggeboda Havn, en lille og velegnet havn at lægge ud fra. Vi nåede frem klokken 18.00, mødestedet var Slätö i lejrpladsens sydlige ende.
Kuggeboda Havn med god plads og græs helt ned til vandet er et velegnet udgangssted.
På Slätö er der udsat små heste til at holde vegetationen nede. De spiser stort set alt, lige fra græs til vores telte og de ting, vi havde lagt fra os, så det var lidt af en belastning at have så stor appetit i nærheden. De var ikke sky, så de var svære at holde væk.
Lejrplads til 12 personer og 9 telte, derudover 3 der overnattede i tarp - et enklet tarp på 16 m2, hvilket viste sig at være rart at have med, når skyerne har tendens til inkontinens. Lejrpladsen fik vi anbefalet af Pia og Erik fra http://www.kajak.nu/. Deres beskrivelse af Listerby Skærgård viste sig at være en god hjælp til turen.
Efter aftensmaden gik vi en tur rundt på øen og nød solnedgangen. I løbet af natten begyndte det at regne med ca en halv time mellem bygerne, og sådan havde det tænkt sig at fortsætte hele den følgende dag.
Vi lagde ud med at ro op i sundet mellem Slätö og Torkö og frem til lystbådehavnen i Slättenäs.
Selv i den indre skærgård findes der militære efteladenskaber, som er godt skjulte i klipperne.
Flere af øerne er brofaste til fastlandet med små hyggelige broer. Hasslö, der er den yderste af øerne, er bebygget og har derfor god vej med store broer mellem til øerne.
Regnbygerne havde tænkt sig at belaste os hele dagen - men hvad, når vi sidder i kajakkerne, er det ikke noget problem, men skærgården tager sig bedst ud i solskin. Vi lagde ind for frokost lige efter broen til Almö, vejret var fint, men vi nåede dog ikke at spise, inden det igen begyndte at styrte ned.
Nogle øer brugte køer til at holde vegetationen nede, og andre havde får.
Af og til kunne vi skimte blå himmel, men kort efter kom der atter en regnbyge. Vi roede lidt rundt for at finde en egnet lejrplads, men valgte at ro frem til Slädö for at slå lejr på den den sydvestlige plads. Efterhånden blev der længere mellem bygerne, så det så helt fint ud til lørdagen. En træls dag sluttede for de fleste omkring klokken 21.
Det var noget mere behageligt at pakke kajakkerne i solskin. Vi besluttede at lægge fra land klokken 11, så der var mulighed for at få det meste tøj tørt.
Vi sagde farvel til hestene, de ser godt nok søde ud på afstand, men de var rent faktisk en belastning at være sammen med på øen.
Sådan kan sundet mellem Slädö og Torkö også se ud. Det er taget stort set samme sted som billedet fredag morgen.
Lørdag roede vi rundt om Vagnö og ned mellem de mange øer til Hasslö, hvor vi spiste ved havnen, fik tanket vand mv., inden turen gik samme vej tilbage til Vagnö, hvor vi ledte efter en egnet plads for overnatning til hele gruppen. Mange af pladserne er små, men ligger godt.
Vi lagde ind midt på vestsiden af Vagnö, hvor der er en skøn plads helt ude ved vandet - og så er det hestefrit område. Vi kunne endda slå teltene op ved siden af kajakkerne. Det blæste en del fra nordøst, men der var både sol og læ.
Det meste af pladsen lå ved en lille bugt med en fin udsigt fra teltet.
Distancen: 46 kilometer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar