Dagens tur skulle gå til Kattinge Vig fra Roskilde Lystbådehavn. En dejlig varieret tur - også om vinteren. I dag deltog Jakob, Elgjægeren, Henrik, Torben, Benny og jeg. Torben var på vandet for første gang i år på grund af sygdom. Henrik medbragte det gode vejr, Benny det gode humør og Jakob Patricias hjemmebagte kage. Torben og jeg var bare med, så det kunne kun blive en rigtig god tur. Det er også første gang i år vi ror på Roskilde Fjord, da der har været en del is på inderfjorden, og nu var fjorden næsten isfri. Der var nu ikke brug for fremmed hjælp til resterne af isen, men der var en del isstykker, der drev rundt på fjorden. Vi lagde ud lidt over ti fra Roskilde Roklubs bådebro.
Henrik kom sidst til Roskilde, men var først i kajakken, og den, der kom først til havnen, kom sidst i kajakken, og vi andre var næsten klar. Vejret var rigtig godt til denne tur med næsten vindstille lidt sol, men meget koldt 2 - 3 plusgrader. Roklubbens bro er et godt sted at lægge ud fra, selv om der er dårlige parkeringsforhold i nærheden af udgangsstedet.
Det er vinterroning, så vi ror kystnært, foretager ingen kryds af fjorde og vige, og vi ror, hvor vi stort set kan enten bunde eller komme hurtigt til land, hvis uheldet skulle være ude.
Efter madpakkepausen ville vi lige prøve at ro lidt op i åen mellem Kattinge Vig og Kattinge Sø. Vi kunne komme næsten helt op til landevejen, hvor vandløbet bliver rørført under vejen.
Der var overraskende god plads i vandløbet, men også meget affald inde mellem sivene.
Temperatur: 2 - 3 grader.Vandtemperatur: ca. 1 grad.
Vejr. En del skyer med svag vind under 3 m/s. fra syd til sydvest.
Dagens distance: 14,6 kilometer.
Billeder: Jakob og undertegnede.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar