lørdag den 1. august 2015

Rundtur på Lammefjorden

Endelig kom en vejrudsigt, der kunne minde om sommervejr, så det var bare om at melde en lørdagstur ud til 60+ og på klubbens Facebookside. Det er stadig sommerferietid, så vi blev en lille sluttet gruppe på 6 kajakker, der satte ud fra den lille fritidsfiskerhavn ved Gundestrup for enden af Audebodæmningen. Kedeligt, at ikke flere benyttede sig af tilbuddet denne skønne lørdag med meget svag vind og masser af sol. Vi var pænt hurtige til at få kajakkerne gjort klar. Da vi kom ud fra det, der skulle blive en lystbådehavn for vel nok 25 år siden, men som stadig ligner en losseplads for byggeaffald, satte vi kursen mod Malergården, og derefter fulgte vi kysten i passende afstand. Solen skinnede flot, men der var lidt skyer på vej. Ved Egernæs Hage kunne vi fint komme over revet, og derefter fortsatte vi ind til Sidingedæmningen, som er et af de flotteste bygningsværker, der er lavet med skovl og trillebør.



Jeg er lige betaget af stensætningen hver gang, jeg kommer på disse kanter. Derefter fulgte vi kysten frem til Næbbekroen. Ved Næbbekroen mødte vi igen Nykøbing S. Roklub, som var på lørdagstur. I dag ville de ro ned til Marsmanden og holde frokost dér. Vi roede derimod hen til Sandskredet og nød frokosten i let skygge. Lizza skulle dog først have sig en dukkert inden frokost.



Efter en god lang frokostpause fortsatte vi hen til det militære område, hvor vi vendte. Vi havde et lille uheld med en luge der ikke havde snor i, så den måtte vi først lede efter, og til alt held kunne vi se den på sandbunden. Der var ikke så dybt, så Lizza hoppede i vandet og fik den op, så vi kunne fortsætte. Ved Næbbekroen kunne vi mærke, at vinden var taget en del af vel nok fra 4 m/s til 2 m/s, så vi krydsede over til Kisserup, og derefter fulgte vi Tuse Næskysten helt ind til Audebodæmningen. Vi skulle holde os betydeligt længere ude, da denne side er væsentlig mere lavvandet end Egebjergsiden.


Det blev en flot tur frem til Audebodæmningen. Da vi nåede dæmningen var der ingen vind, så det var bare skønt at ro de sidste kilometer til den lille havn, hvor vi satte ud. Det var en skøn tur og et godt rohold, der kunne holde perfekt sammen.

Turen: Gundestrup - Sandskredet Kongsøre - Kisserup - Gundestrup.
Dato: 1. august, 2015.
Deltagere: Inger, Birgit, Margit, Lizza, Søren og jeg.
Turens længde: 22,0 kilometer.
Vejret: Vekslende skydække og en del sol. Vind fra sydvest 4 - 1 m/s.
Temperaturer: Luften var 22 grader og vandet lige under 20 grader.


Ingen kommentarer: