onsdag den 15. maj 2013

Havørnetur

Onsdagsturen var planlagt til at være en tur fra Herslev og rundt om Bognæs, men vejrudsigten lovede en hård tur med meget stærk vind fra sydøst. Det er ikke optimalt til den tur, på den anden side har vi haft meget vind fra østlig retning dette forår, derfor har vi roet rigtig meget langs Isefjordens Hornsherredskyst, så det var fint nok med at sætte ud fra Herslev og ro rundt om Bognæs. I starten var der ikke mange, der ville med, men vi endte da med, at Torben, Jakob, Kim, Stig, Jens, Palle, Peter og jeg var klar i Herslev. Vi ventede til klokken ti på den niende mand, men han fortrød tilmeldingen, så vi tog af sted. Vinden var kraftig, og vi fulgte kysten tæt. Ved skrænterne i Kransekrogen kunne vi se den første rovfugl inde over træerne, hvor en stor flot havørn kredsede rundt.

Stille og godt vejr inde under land.

Ved Agernæs skulle vi hele tiden have vores opmærksomhed rettet mod de mange sten, så vi måtte lade naturen være uden opsyn et stykke tid. Da vi kom i læ af Bognæs, var det meget fint vejr, og skoven stod så flot lysegrøn med blomstrende slåen ude ved vandkanten. Vi oplevede også en flok dådyr ved vandkanten, og i morgen tidlig går bukkejakten ind, så vil flokken nok blive reduceret lidt. Inde over Østerskoven kunne vi se flere rovfugle, formentlig musvåger, kredse over trætoppene. Ved Færgebrorev kunne vi atter mærke den stærke vind, og det var da ikke så enkelt at komme over, og så var der ellers modvind frem til Nørrerev, hvor vi for alvor fik modvind hen over Ølvig. Vi ville have været ind til "træstammen", men det var ikke muligt, så vi valgte at holde frokostpause ved Gundsløv Hage, hvor vi ikke har været før, og her var fint læ og en skøn udsigt til den anden side af Ølvig.

En mand og hans nye legetøj - en smartfone.

Der findes ikke mange smukkere steder end Gundsløv Hage.

Efter madpakken og kaffen  med Peters kage til gik vi en lille tur i området, inden vi atter tog plads i kajakkerne. Vi fortsatte ind i bunden af Ølvig, inden vi roede ud i blæsevejret, og det blev da også en ret hård tur ud til Nørrerev, hvor vi gik i land på læsiden for at gå en lidt længere tur op til området med ramsløg, som vi nød duften af. Derefter krydsede vi bugten til Færgebrorev, inden vi i en kort periode atter kunne nyde Uglekrogen. Fra Agernæs til Herslev Strand var vinden meget kraftig, og bølgerne havde hvide skumtoppe på, så der skulle bestilles noget for at komme fremad.

Hård tur rundt om Agernæs i 14 m/s modvind.
 
Tilbage ved Heslev Strand fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi da lige have en kop kaffe efter en meget hård onsdagstur.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Stig, Jens, Palle, Peter og jeg.
Turen sængde. 16,3 kilometer.
Vejret: Kraftig vind fra sydøst 8 - 14 m/s. Sol fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturer: luften var 20 grader, og vandet var nu oppe på 16 grader.

onsdag den 8. maj 2013

Næsten kageløs onsdagstur

Ja det blev en mageløs onsdagstur, selv om vejrguderne havde i sinde at drille os med regn, torden og blæst. Lige inden mødetid kom en ordentlig regnbyge, som forsvandt lige så hurtigt, som den kom. Det holdt ikke Torben, Jakob, Benny, Karin, Erik, Palle, Bjarne og jeg fra at tage på onsdagstur, mest fordi det lovede tordenvejr var drevet ind over den østlige del af Sjælland. Da vi gjorde klar til at komme på vandet holdt regnen op, og det begyndte straks at klare op, og så så vi ikke mere til de mørke skyer, før vi var kommet hjem. Vi lagde ud fra stranden ved Hammer Bakke og roede langs Hornsherredskysten ned til Ejby Havn, hvor vi krydsede til Bramsnæs for at følge kysten til Bramsnæsdraget.

Indsejlingen til Vellerup Vig i al sin farvepragt, som desværre ikke kan gengives fuldt ud.

Vi  lagde ind på vestsiden af Draget til Bramsnæs for at nyde frokosten i let solskin. I dag var der ingen kage til kaffen, så i stedet for kage gik vi en tur på Bramsnæs, som er meget flot, når man kører oppe på hovedvejen, men langt flottere, når man går en tur i den fantastiske natur. Vi blev budt på kaffe i Bramsnæsskolen, men takkede pænt nej. Tilbage ved kajakkerne kom en ret stor og ubestemmelig rovfugl lige hen over os, den mindede mest om en musvåge, men vi synes den var for stor til at være en musvåge.


Tilbageturen bød på en tur ind Bramsnæs Vig, hvor vi roede næsten helt hen til TV2 Frihuset, hvor der var heftig aktivitet.

Frihuset i Bramsnæs Vig.

Derefter fulgte vi kysten til Vellerup Vig med et smut ind i vigen. Her mødte vi tre stand-up boards med to børn og en voksen ved pagajerne. Alle tre var i shorts og t-shirt og uden flydevest, så det var ikke studenterhuen, der havde trykket dem platfodet. Vel ude af vigen og den oplevelse rigere skulle vi lige finde den store sten ud for Vellerup, inden vi krydsede direkte til Hammer Bakke. Vi fik hurtigt pakket sammen, og så skulle vi da lige have en hurtig kop kaffe, inden vi kørte hjem, og så kom Karin og reddede dagen med en plastboks med småkager.
En fantastisk dag på Isefjorden i et langt flottere vejr, end der var blevet forudsagt.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Karin, Erik, Palle, Bjarne og jeg.
Turens længde: 22,5 kilometer.
Vejret: vind fra østlige retninger, et par regnbyger lige inden vi satte os i kajakkerne, derefter klarede det op, og vi så en hel del til solen.
Temperaturerne: 14 - 16 grader, og vandet er nu oppe på 12 grader.
 




søndag den 5. maj 2013

En forårsdag langs Stevns Klint

Når vejret viser sig fra den positive side, så er Stevns Klint en rigtig god oplevelse, det skulle dog vise sig, at vi fik lidt mere vind end prognosen fra DMI havde forudsagt. Bente, Ole, Benny, Kim, Thomas og jeg satte ud fra stranden lige syd for Rødvig Havn, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, men vi synes, der var lidt mere vind end DMI havde forventet. Vinden  kom dog fra sydvest og skulle gå over i vest samtidig med, at den skulle løje af, så det var fint nok. Vi roede rundt om Rødvig Havn og frem mod Bosedal, vinden var med, men der var gode tætte bølger, sådan lidt skråt bagfra, så det var ikke så nemt. Efter Bosedal og i bugten ved Stevnsfortet var der straks lidt mere læ, og så kunne vi rigtig nyde den fantastiske natur langs klinten.

Klinten stod flot og hvid i formiddagssolen.

Ved Højerup gamle kirke vejede Dannebrog, og vind og bølger var tålelige, så vi fortsatte forbi Stevns Fyr og ind i bugten ved Bosedal. Det var lidt svært at finde et passende sted at lægge ind for frokost. Der har tidligere være lidt sandstrand lige ved siden af fiskerhytten, men den var forvandlet til almindelig stenstrand, så vi kiggede efter en strandkant, der var lidt mere flad, så det ikke var så vanskeligt at komme i land.

Pausesteddet syd for Sigerslev Kalkbrud, hvor der var lavt vand helt ind under kysten.

Efter nogle forsøg lykkedes det at komme i land uden problemer, så vi kunne nyde frokosten. Efter en god lang frokostpause var vi atter i kajakkerne. Der var ret meget modvind frem mod Højerup, så vi havde talt om at lægge ind ved kirken for at nyde dette fantastiske område, men på grund af tiden besluttede vi at fortsætte mod Rødvig. Vi skulle ikke ret langt ud for at mærke den ret kraftige vind, så vi frygtede det sidste stykke fra Bosedal til Rødvig, men når vi holdt os helt inde under land, så var det fint nok.

Tæt under kysten var bølgerne små og vinden svag.

Hvis vind og bølger skulle blive et problem, kunne vi lægge ind ved den nordlige ende af Rødvig Havn og gå hen og hente bilerne. Det var som om, vinden ikke var så kraftig, som da vi satte ud, og stykket fra Bosedal til Rødvig var slet ikke noget problem, men nu havde vi også haft 11 kilometer med modvind, så vi havde vel vænnet os til modvind og bølger. Tilbage ved bilerne kunne vi se, at vejrudsigten holdt med hensyn til vindstyrken, men vinden var stadig fra sydvest. Nogle vil måske undre sig over, hvorfor vi ikke satte ud fra Bøgeskov Havn, så vi fik modvind ud og medvind tilbage, men strækningen fra Rødvig og nordpå er efter min mening den kønneste tur. Vi havde en meget fin tur i et fantastisk naturområde, ingen grundstødninger, selv om der var rig mulighed for at lande på en af de store sten, men ingen havde problemer under turen.

Turen.
Deltagere: Bente, Ole, Benny, Kim, Thomas og jeg.
Turens længde: 21,3 kilometer.
Vejret: Solskin hele dagen fra en næsten skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften var tæt på 20 grader, mens vandet var ca. 9 grader.



onsdag den 1. maj 2013

1. majtur

Første maj i år var med masser af sol og rolige vindforhold, så første maj-festerne havde fine vilkår, og det havde vi også til en tur rundt om Orø med Hammer Bakke som udgangssted. 10 kajakker forlod stranden ved Hammer Bakke med kurs syd om Orø med Torben, Jakob, Benny, Kim, Jens, Palle, Peter, Peter, Jan og jeg bag pagajerne, humøret var højt, og snart skulle det vise sig, at vandet var lavt. Da vi satte ud, var det lidt lavvandet, men da vi kom til Lindholm, var der ikke mere vand, så vi måtte ud af kajakkerne og trække dem over det lavvandede stykke. Forholdene mellem Lindholm og Orø ændrer sig som regel under vinteren, og nu er det således ikke muligt at ro i området, når det er lavvandet, men hvad gør det, når vejret viser sig fra den flotte side.

Ud og trække kajakker hen over det lavvandede område mellem Orø og Lindholm.

Det blev til en ret lang vandretur, inden vi atter kunne sætte os i kajakkerne og ro forbi Orø Havn og op mod bugten ved campingpladsen. Vinden ændrede retning flere gange, ind imellem var det vindstille.

Så blev det vindstille et øjeblik, mens vinden vendte til nordlig vind.

Vi lagde ind under bakkerne og nød frokosten og en kort gåtur i området. Der var lige pludselig kommet flere skyer på himlen, som lige så hurtigt forsvandt igen. Solen bagte, og det var bare et fantastisk vejr under resten af turen. Tilbage i kajakkerne skulle vi passere Børrehoved rev og bugten mellem Børrehoved og Næsby.

Børrehoved Rev.

Vinden var taget lidt til og kom nu fra nordlige retninger. Informationen ved start om at følges ad, var vist ikke blevet hørt af alle deltagerne, men ved Næsby var vi atter samlet, da vi skulle igennem stenområdet ved Næsby Rev, og så var det eller rygvind gennem Øster Løv og frem til Hammer Bakke. Nogle var ude og vifte med de røde faner, mens vi nød turen rundt om Orø i et fantastisk flot vejr.

Turen.
Deltagerne: Torben, Jakob, Benny, Kim, Jens, Palle, Peter, Peter, Jan og jeg.
Turens længde: 20,2 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel, lidt skyer hen over middag efterfulgt af skyfri himmel. Vind fra vest til nord.
Temperaturer: 14 - 15 grader og vandet 10 grader.  


søndag den 28. april 2013

Med Kim på vandet

Kim er ved at være helt klar igen efter ti måneders sygefravær, og det skulle fejres med en tur fra Møllekrogen til Lyndby sammen med Kate, Benny, Jan, Palle, Thomas, Flemming og jeg. Vejret var fantastisk, så Kim havde valgt den helt rigtige dag til at komme på vandet igen. Turen forløb uden problemer af nogen art, men Kim havde dog en lidt stram skulder, og så var der lidt med bagdelen, men alt i alt stod det helt fint til og godt klaret af Kim. Det blev en flot tur i det fantastiske forårsvejr, men havørnen er stadig ikke i vores område.

Kim er ved at være helt klar igen.

Turen.
Deltagere: Kim, Kate, Benny, Jan, Palle, Thomas, Flemming og jeg.
Turens længde: 19,2 kilometer.
Vejret: Lidt skyer i starten på turen efterfulgt af blå himmel og med svag vind fra syd.
Temperaturen: 12 - 14 grader og vandet 11 grader.




onsdag den 24. april 2013

Årets første besøg på Eskildsø

Vejrudsigten fra DMI prøvede at sætte lidt grus i turforberedelserne ved at love os en ordentlig gang vind fra sydvest over middag, vi valgte derfor at sætte ud fra Skuldelev og holde os langs østsiden af Hornsherred for bekvemmelighedens skyld. Torben, Jakob, Stig, Erik, Jan, Peter, Peter, Thomas og jeg satte ud fra Skuldelev Strand og roede først op i Skuldelev bugten og omkring Kølholm, inden vi satte kursen mod Skovbroen og Eskildsø. Da vi satte ud, var vinden svag, og over os var en næsten skyfri himmel, men vi kunne mærke, at vinden tog til og blev stærkere og stærkere. Der var da også god vind, da vi krydsede bugten lige før Østby. Ved Eskildsø var det højvande, så kajakkerne kom helt op på græsset. Vi fandt madpakkerne og kagen til kaffen frem og satte kursen mod klosterruinen. Eskildsø har fået nye fine borde og bænksæt i teaktræ, så besøgende kan nyde den medbragte under ordentlige forhold. Vi satte os i læsiden, men vi skulle da holde på alt det løse, der ellers ville blæse væk.

Frokostpause ved klosterruinen på Eskildsø.

Efter en god lang frokostpause gik vi tilbage til anløbsmolen, kom hurtigt i kajakkerne, og så skulle vi da lige ud at prøve strømforholdene i det smalle løb, og jeg skal da lige love for, at der var strøm i dag. Det var faktisk umuligt at ro op imod strømmen, hvor den var stærkest.

Strømmen i det smalle løb var stærkest ved Eskildsø, men der var god fart på ved kosten.

Vi blæste nærmest tilbage til Skuldelev efter en herlig dag på Roskilde Fjord. Da vi kom tilbage og havde pakket biler og trailere, skulle Erik lige have sig en dukkert, nu vandet var over 10 grader - han så ud til at nyde det.

Der var inge andre der følte trang til at følge Erik.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Erik, Jan, Peter, Peter, Thomas og jeg.
Turens Længde: 18, 5 kilometer.
Vejret: Solskin i starten på turen og efter middag skyet.
Vinden: Vind fra sydvest 4 - 12 m/s.
Temperaturerne: Luften 15 - 16 grader, og vandet er nu oppe på 10.2 grader.



søndag den 21. april 2013

Søndagstur på Roskilde Fjord

Benny og jeg aftalte lørdag aften, at vi skulle en tur rundt i Lejre Vig. Vi satte ud fra Herslev Strand, roede op langs Bognæs til Færgebro Rev og krydsede over til Gershøj i medvind. Derefter roede vi langs kysten, hvor vi også var i onsdags. Vinden kom ovre fra Herslev, så den nåede at få god fart på hen over fjorden, så det blev en ret hård tur ned til "det lille gule hus", hvor vi lagde ind for at nyde frokosten på dette dejlige sted. Vi måtte dog gå i land i bugten lige syd for pladsen på grund af vinden.

"Det lille gule hus" er efterhånden blevet vores faste frokoststed i dette område.

I forhold til i onsdags er der kommet rigtig mange fugle på fjorden, så nu er det ikke kun svaner og blishøns, men stort set alle de andefugle, der normalt holdet til på fjorden, er tilbage, men vi så desværre ikke havørnene. Mens vi holdt frokostpause, kom to andre kajakker tilbage fra en tur i den nederste del af vigen. Efter en god lang frokostpause fortsatte vi ned til Lindenborg Roklub. Plastiksælen er kommet på plads på sælstenen.

Var det ikke fordi, sælen er af plastik, så skulle de optræde i cirkus med det nummer.

Den sidste del af turen langs Hornsherred var ikke lige så hård som den første del, selv om det var blæst lidt mere op. Turen tilbage til Herslev var i skøn medvind, så vi rigtig kunne nyde den flotte kyststrækning. Selv om det var lavvandet, så skulle vi da lige ind i Gevninge Å for at se de mange fugle, der normalt holder til i åens udmunding. Tilbage i Herslev fik vi hurtigt pakket bilerne, hvorefter vi sad og nød de sidste to muffins sammen med Bennys skildpadder til kaffen, inden vi kørte hjem efter en skøn tur på Roskilde Fjord.

Selv om træer og buske ikke er sprunget ud, så er kysterne alligevel flotte.
Turen
Deltagere Benny og jeg.
Turens længde: 20,1 kilometer.
Vejret: Solskin og lidt skyer sidst på turen.
Vinden: Vind fra syd sydøst 4 - 7 m/s.
Temperaturerne: Luften 16 - 18 grader, og vandet er nu oppe på 8 grader.




onsdag den 17. april 2013

En solskinsdag på Roskilde Fjord

I sidste uge var det koldt og blæsende, og i dag var det bare den flotteste solskinsdag. Det betød et stort fremmøde til turen fra Møllekrogen til Lyndby og retur. Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Stig, Jan, Peter, Palle, Bjarne, Folmer og jeg, ialt 12 deltagere på onsdagsturen, det må tilskrives, at foråret er stærkt på vej. Kim kom for at hilse på og mente, at han er med igen efter rigtig langt sygefravær. Det glæder os rigtig meget at se ham og høre, at han er klar til at komme på vandet. Han havde gjort kajakken klar, så det er kun et spørgsmål om temperaturen.

Hestene er atter på græs og de nød det gode vejr, men der er nok ikke sæ meget frisk græs.

Vi satte ud fra vores sædvanlige plads ved Møllekrogen og roede i let modvind ned langs kysten, der var ikke meget liv på fjorden ud over en hel del flotte svaner og blishøns.

  Lige syd for Gershøj var det lille skønne lystfartøj fra sidste år ikke mere flydende, men plantet på
bunden, et kedeligt syn at se det dejlige lille skib ligge sådan.

Vi holdt en fin fart mod Sælstenen ved Lyndby, hvor vi vendte og roede til Lyndbypladsen eller til det lille gule hus, som det hedder i vores kreds. Vi fik plads til alle kajakkerne ved stranden, og satte os ved kajakklubbens bord for at nyde frokosten i det dejlige solskin, vi kunne alle være ved bordet, og det blev en god lang frokostpause. Patricia havde endnu en gang bagt en lækker kage, som vi nød til kaffen og Folmer bød på nøddechokolade.

"Det lille gule Hus", hvor vi har brugt området rigtig mange gange til frokostpsuse.

Efter pausen roede vi tilbage mod Møllekrogen, vinden var taget lidt til, så det blev i god medvind, det var bare en skøn tur i medvind og solskin, men vi havde nok håbet på at møde en af havørnene, men det skete desværre ikke. Hvis vejret holder, bliver tørdragten nok hængt væk i næste uge, spørgsmålet er så, om det bliver før eller efter onsdag.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Stig, Jan, Peter, Palle, Bjarne, Folmer og jeg
Turens Længde: 19 kilometer.
Vejret: Solskin hele dagen.
Vinden: Vind fra syd sydvest 6 - 7 m/s.
Temperaturerne: Luften 15 - 16 grader og vandet er blot 7 grader.



onsdag den 10. april 2013

69 traner over Roskilde Fjord.

Hård, kold vind fra øst og ingen sol kunne ikke forhindre Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og jeg i at komme på vandet denne onsdag. Jens kom i nye sin kajak. Valget faldt på Kayman Raider efter grundigt forarbejde. Den nye kajak skulle ud på sin jomfrutur, endda med helt ny Epic pagaj.

Jens på jomfrutur i sin nye Kayman Raider.

Vi satte ud fra Skallehavnen ved Marbæk og roede til Jyllinge for at indtage frokosten ved stranen mellem Den Gamle Havn og Lystbådehavnen. Da vinden var hård, var det om at holde sig inde nær kysten for at få lidt læ, men der er ikke meget læ langs denne kyststrækning, til gengæld er der ekstremt lavvandet med mange sten lige under overfladen. Flere af os var da også i direkte kontakt med stenene. I hele Jyllingebugten havde vi modvind, så der skulle hænges i. Det blev ikke til ret mange ropauser under turen til Jyllinge. Vi lagde ind til kysten for frokostpause, et sted vi tidligere har været. Mens vi sad og nød frokosten, var det som om, at solen var ved at bryde igennem skydækket flere gange, men det blev ved gråvejret. Det blev til  en god lang frokostpause, og til kaffen havde Jakob lækre muffins fra Patricia med, og Jens havde jomfrutur- chokolade med. Tilbage i kajakkerne skulle vi lige ned til lystbådehavnen, inden vi satte næsen mod Skallehavnen. De første kilometer var med rygvind, så det gik strygende ud af Jyllingebugten, og fra højspændingsmasterne var der sidevind, og så holdt vi os noget længere ude på fjorden, så vi kunne slippe for de mange sten. Det blev en hurtig omklædning på stranden, og så trak vi op på parkeringspladsen for at afslutte turen med en kop kaffe til resterne af kagerne. Det er tranetid, så mens vi stod og nød kaffen, kom først en flok på 19 traner hen over os, og straks efter kom ydeligere en flok på 50 traner. Det blev en rigtig flot afslutning på turen. 



Traner over Marbæk. Bemærk rovfuglen øverst på nederste billede.
(Den lille uklare plet øverst i højre hjørne.)

Turen.
Deltagere:  Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og jeg.
Turens længde: 19,4 kilometer. 


onsdag den 3. april 2013

Næsten sommerligt.

Onsdagsturen er stadig henlagt til Isefjorden, da er der stadig meget is i Roskilde Fjord, og så kommer vinden fra øst for tiden. Det vil sige, at det er stadig vinter ovre i Roskilde Fjord, men også når jeg kigger på termometret, som målte ned til minus seks grader i nat. Da der var meldt sol fra en næsten skyfri himmel, satte Torben, Jakob, Benny, Erik, Palle, Peter, Troels og jeg ud fra Vellerup Vig og roede til Bramsnæs, hvor vi lagde ind til draget for at nyde frokosten i læ og fuld sol. Troels var med for første gang, så det blev en rigtig fin debut i dette fantastiske forårsvejr. Kysten er dog stadig lidt vinterkedelig i farverne, men der er mange tegn på, at det grønne er på vej. Vi skal bare have lidt tålmodighed, men det er lidt svært, når den kølige tid trækker ud i det omfang, vi har være belastet af i marts.


Da vi sad og spiste, målte Jakob 15 grader på termometret i ly for vinden, så det var helt sommerligt. Det betød også, at frokostpausen blev lidt længere, end den plejer. Torben og Troels havde kage med, så vi nød det fine vejr og kagen til kaffen. Efter frokostpausen satte vi os tilbage i kajakkerne og roede tilbage til Vellerup Vig. Der var mange ude at gå tur i det flotte vejr. Det var som om, vi kunne se udtrykket i deres ansigter - bare det var mig, der sad i en af disse kajakker. Tilbage i Vellerup Vig skulle vi lige teste den is, der var tilbage, og måtte konstatere, at den er tyk og sej, så den forsvinder ikke de første dage, selv om vejret nemt kan smelte nyisen om morgenen.

Jakob i isen.
Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Erik, Palle, Peter, Troels og jeg.
Turens længde: 16,1 kilometer.