tirsdag den 18. maj 2010

Fantastiske Freya

Mandag den 17. maj.
.
Så blev det endelig Danskernes tur at høre og opleve Freyas og hendes tur rundt om Australien. Freya har været på tur i USA, Israel og Tyskland for at fortælle om turen og den fantastiske oplevelse. Arrangementet i Danamark var iværksat af Peter Unold i samarbejde med Dansk Kano og Kajakforbund sammen med Kajakbutikken. Arrangementet blev afholdt i Medborgerhuset på Islands Brygge. Salen var fyldt og det blev en fantastisk oplevelse at høre om planlægningen, de dyr, som Freya oplevede og de problemer der opstod under den næsten 15.000 km. lange tur over 10 måneder.
Freya stod selv og bød alle velkommen til arrangementet.
Freya havde taget sin anden kajak "Freya Sharkti" med, den første blev doneret i Australien. Der var stor trængsel omkring kajakken, så tilhørerne også kunne se pladsforhold og hvor slidt en kajak egentlig kan blive. Her bliver detaljer kigget efter af medlemmer fra Næstved Kajakklub.
Freya demonstrerede forholdene omkring kajakken og viste et rigtig flot billedemateriale.
Det synlige tegn på, at en haj angreb kajakken. Det skete faktisk kort tid efter, hun fik skiftet kajakken.
.
En stor oplevelse at se og opleve en kvinde, som virkelig har gjort noget stort. Det var ikke en ekspedition, men snarere "yes I kan do it - tur". Der kan ikke siges med ord, hvor stor en præstation jeg føler det har været. Bare det at ro gennem 5 tidszoner - det er godt nok langt.

 

onsdag den 28. april 2010

Vænget - Kulhuse

Onsdag den 28. april.
.
Jakob var med igen efter lang tid med dårlig ryg, men ryggen var nu ikke blevet helt smertefri. Jakob har det nok som efter årets istid, hvor panikken for at komme på vandet var ved at tage overhånd, nu skulle han altså på vandet, selv om ryggen mente noget andet. Jakob havde planlagt turen ud fra, hvad han mente, han kunne klare. På dagen tur var vi Ingerlise, Bjarne, Preben, Jakob, Torben, Kim, Elgjægeren, Jens og jeg. Jens er en meget erfaren kajakroer, og han var med os for første gang. Turen udgik fra Vænget ved Jægerspris, og det var planen at ro mod Kulhuse eller nærmere bestemt Sælvig, hvor sommerhusområdet ved Kulhuse begynder. En tur vi også roede den 23. september 2009, men i forhold til sidste gang havde vi i dag sol det meste af dagen. Vinden var vestlig, så der var ikke så meget vand i fjorden. Det er i forvejen et område, hvor der er meget lavvandet, så der var rig mulighed for grundstødninger på de mange sten, der er langs kysten. Jeg undgik alle stenene, men det var tæt på flere gange. Det er ikke ret godt kajak farvand, når det ikke er højvande.
Det meste af turen holdt vi tæt sammen, og vi skulle hele tiden være opmærksomme på de mange sten langs kysten. På denne tur kan man ikke ro kystnært, da der er meget lidt vand langs kysten. Man bør ro helt ude langs sejlrenden for at være fri af stenene, men så kan man ikke opleve skoven langs den flotte kyststrækning, så vi roede mellem sejlrenden og kysten, hvor der er under en meter dybt, og der var da også et par grundstødninger på turen.
Ved Dynæs Mole mødte vi to kajakroere fra Jægerspris, som hold pause ved solsiden af molen. Vi roede til Sælvig, hvor vi holdt frokost. Ved Sælvig er der en skøn lille plads med borde og bænke, hvor det er godt at holde pause. Da Jakob atter var med, havde Patricia naturligvis bagt kage til kaffen, så onsdagsturen med Patricias kage var kommet igen.
Turen tilbage var med rygvind til Dynæs Mole, hvorefter der var let modvind de sidste 5 kilometer til Vænget. Vi holdt også en kort kaffepause ved molen, hvor alle ni kajakker lå side om side.
.
Turen.
Udgangssted: Vænget ved Jægerspris
Dagen distance: 20,2 kilometer.
Deltagere: Ingerlise, Bjarne, Preben, Jakob, Torben, Elgjægeren, Kim, Jens og jeg. 
Vejret: Sol indtil kl. 15.00 derefter overskyet, vind fra vest til sydvest op til 5 m/s., temperaturen op mod 15 grader, og vandtemperaturen lå lige omkring 10 grader.





Første rotur med Holbæk Kajak Klub


Mandag den 26. april

Mandag var første tur med kajakklubben, vi var fem kajakker der ttog en lille tur fra kajakklubben til marianen, hvorefter den stod på redningsøvelser. Jeg var eneste havkajak, mens de andre fire roede i turkajakker.

Vi roede helt ind til slæbestedet inden vi roede tilbage til kajakklubben.
En af de hårde prøvede selvredning i sommerrotøj. Det vil sige shorts og t-shirl. Det varede ikke længe før det var for koldt og sikkerhedsmæssigt var vi klar til at træde til og det foregik lige ved rampen, hvor han kunne bunde, men det skulle prøves. Jeg var klart den mest pivede, jeg skulle bare lige prøve om min tørdragt var helt tæt, og det var med godt resultat. Jeg havde ikke lyst til at indvide badesæssonen endnu og det var egentlig noget pjat.
De to piger, der var på vandet viste lige flot selvredning med turkajak i havnebassinet. Det var sejt og vi andre måtte også erkende, at vi godt kunne have taget os lidt sammen.
Turens længde: 6 kilometer.


 

Standerhejsning i Holbæk Kajak Klub

Søndag den 25. april.

I et flot solskinsvejr var der standerhejsning i Holbæk Kajak Klub. Formanden bød velkommen til den nye sæsson og standeren blev hejst. Derefter var der kaffe med hjemmebag og så gik den nye sæsson i gang med at få rengjort, vokset og klargjort kajakkerne til den nye rosæsson. Sæssonen i kajakklubben tegner meget spændende, så nu må vi se hvordan det kommer til at gå. Jeg skal lige bevise, at jeg kan ro, redde mig selv og redde en makker inden jeg kan frigives og da jeg ikke synes, at vandet er til at ligge og rode i med redningssøvelser, vil jeg nok vente lidt endnu med det, jeg synes også jeg lige vil prøve selv inden jeg aflægger prøve.   
 
Formandinden Bolette Fokdal bød velkommen til den nye sæsson.


onsdag den 21. april 2010

Tempelkrogen i sol, hagl og sneslud

Onsdag den 21. april.

En kort onsdagstur rundt i Tempelkrogen.

Dagens tur i tal.
Turens længde: 11, 3 kilometer.
Vejret: Vind fra nordvest 3 - 11 m/s lidt sol i starten af turen, hagl og slud i den sidste del af turen. Temperaturen 3 - 6 grader og vandtemperaturen var 6 - 7 grader.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Kim, Preben G., Stig og jeg. Stig var med os for første gang.

I søndags så det ikke ud til, at det ville blive muligt at komme på vandet i dag, men vejrsituationen ændrede sig til det bedre, så vi kunne komme ud på vores onsdagstur. Det var fint vejr, da vi lagde ud fra stranden ved Munkholmbroen og roede ned i bunden af Tempelkrogen, men vi kunne mærke, at vinden tog til, så vi roede "med uret" rundt i den meget lavvandede del af Tempelkrogen, så kysten kunne give lidt læ på tilbageturen.

Eriksholm ligger flot ud mod vandet og Munkholm. Vi lagde ind ved den østlige del af Munkholm for at spise frokost. Vibeke havde lavet en dejlig kage til kaffen. Derefter roede vi mod Bredetved, hvor det var planen at lægge ind for kaffepause lige før skydebanen, men vinden tog stadig til, og så fik vi en haglbyge efterfulgt af slud, så vi besluttede at vende lige før skoven, hvorefter vi returnerede til udgangsstedet. I sidste uge talte vi om, at det var for varmt med tørdragt, men i dag var det som om,  vi lige skulle have lidt vintervejr, så det var bestemt ikke for varmt med tørdragt, alle havde da også deres tørdragt på i dag. Det er stadig vinterroning.

onsdag den 14. april 2010

Møllekrogen - Eskildsø i sommervejr

Onsdag den 14. april.
 
Det var målet, at dagens tur skulle udgå fra Møllekrogen ved Selsø og mod Eskildsø.
 
Deltagere: Elgjægeren, Torben, Kim, Ulrich, Preben, Christian og jeg. Christian deltog for første gang.
Dagens tur i tal.
Turens længde: 15 kilometer
Vejret: Sol fra en skyfri himmel næsten hele tiden. Vind fra øst ca. 5 m/s og ca. 8 m/s i vindstødene. Temperaturer mellem 10 og 15 grader. Vandet er nu oppe på mellem 10 og 11 grader (DMI).
 
Det var også årets første tur på Roskilde Fjord. Vi lagde ud fra rampen ved Møllekrogen. Med syv deltagere var der trængsel ved rampen, og så gik det af sted mod Selsø Hage. I dag var det lavvandet i fjorden, så stenen ved Sønderby var ovenvande. Vi havde modvind det meste af vejen mod Eskildsø, men solen skinnede fra en skyfri himmel, så det var helt sommeragtigt. Vi kunne også fornemme, at vandtemperaturen var steget nogle grader, så det var for varmt at have vanter på. Det var ekstremt varmt i tørdragten, og diskutionen gik da også på, hvad vi skal have på i næste uge.
 
Der var ikke megen strøm i renden mellem Eskildsø og Skovbroen, hvad er ret sjældent, men den lave vandstand betød også, at vi skulle passe på ikke at løbe på de mange sten, der er i området,men alle undgik at løbe på stenene. Vi have et lille problem med at holde sammen, men det var nu nok fordi, det var første  gang, at vi var syv på vandet. Da vi kom til Eskildsø skulle vi op til klosterruinen for at nyde naturen og madpakkerne. Torbens kone havde frembragt en dejlig chokoladekage til kaffen, så vi måtte holde en ekstra kaffepause på tilbageturen.
 
Det kunne lige så godt være noget senere på året, men vi er blot i midten af april. Vi nød pausen ved i læ af klosterruinen mens lærken kvidrede løs over engen. Det var meget klart, så der var en flot udsigt mod Roskilde og Frederikssund.

Da vi lagde ud fra Eskildsø, skulle Ulrich da også lige prøve at rulle, han havde det nok for varmt i tørdragten. Han påstod, at det ikke føltes koldt. Vi andre nøjedes med at tage vanterne af og kun holde hænderne i vandet - han havde delvis ret, vandet føles ikke ret koldt, og ifølge DMI er vandtemperaturen da også over ti grader i Roskilde Fjord. Vinden var taget af, så vi fik slet ikke glæde af rygvinden på tilbageturen, der skulle ros hele vejen til Skovbroen.
 

Vi havde aftalt et kaffepausestop på tilbageture, hvor vi lagde ind ved bugten neden for Selsø Slot, hvor den stod på Brittas kage til kaffen, Preben havde hjemmebragte småkager med og Christian bød på chokolade, så det blev nærmest en kaloriebombepause. Under kaffepausen oplevede vi havørnene svæve over bugten. Det var formentlig havørneparret fra Bognæs ved Roskilde der var på tur over fjorden. Et fantastisk flot syn med disse kæmpe store fugle i frit svæv over fjorden.
 En meget fin tur med gode naturoplevelser, masser af fugle og et forår der stå på spring.

onsdag den 7. april 2010

Solskinstur fra Vellerup

Onsdag den 7. april.
Dagens distance 19,6 kilometer.
Vejret: Sol, vind fra sydøst til syd ca. 8 m/s. og en temperatur på 10 - 14 grader, vandet blot 6 - 7 grader.
Deltagere: Elgjægeren, Torben, Kim og jeg. Jakob har nødvilligt måtte melde fra på grund af rygproblemer.   
Det var årets første tur på Isefjorden, og vi havde alle glædet os til at komme på fjorden efter vinteren. Ikke fordi de foregående ture langs Nordkysten har været kedelige, men mest fordi der er en eller anden form for gensynsforventning. Selvfølgelig var vejret helt sommeragtigt med sol og temperaturer over 10 grader. Vi lagde ud fra Vellerup Vig og havde planlagt en tur sydover mod Munkholmbroen. Vi fulgte kysten tæt, og der var mange lystfiskere, som stod og håbede på noget stort, men det så ikke ud til, der var mange fisk i fjorden, som havde lyst til flue eller blink.
Kyststrækningen fra Vellerup til Munkholmbroen er altid flot og varieret, og fuglelivet er også anderledes og meget mangfoldigt langs Isefjordens kyster.
Elgjægeren roede i dag med sin nye pagaj. En flot sag i fyr og cedertræ. Vi lagde ind i bugten lige før Munkholmbroen for at nyde frokosten i læ for vinden. Vi fandt en dejlig plet med en flot udsigt mod Munkholm og Inderbredningen. Under frokosten blev vi underholdt af en tårnfalk, som var på jagt efter lidt frokost lige bag ved os, en fantastisk fugl, som vi kunne opleve i luften få meter bag os. Ude over vandet svævede en musvåge i middagssolen. 
Efter frokostpausen fortsatte vi turen mod Munkholmbroen, hvor vi fortsatte et stykke ned i Tempelkrogen, inden vi vendte for at returnere til udgangsstedet.
Munkholmbroen i medlys. Vinden var også taget til, så vi blev nærmest blæst op langs kysten. For ikke at krydse ved Bramsnæs Vig rundede vi Bramsnæs Sejlklub for at indtage eftermiddagskaffen ved klubhuset. Den faste vinterbader ved Bramsnæs mødte vi også på sin første badedag i fjorden. Efter kaffepausen gik turen op langs kysten, hvor vi roede et stykke ind i Vellerup Vig, inden vi krydsede over til udgangsstedet. Nu var vinden blevet ret kraftig, så omklædningen var en kold affære.

Dejligt at være på fjorden igen. 



onsdag den 31. marts 2010

Tisvildeleje til Liseleje

Onsdag den 31. marts.

Dagens distance: 15 kilometer.
Dagens vejr: Overskyet med nogle regnbyger, senere opklaring med nogen sol. Vind fra sydlige retninger 3 - 5 m/s.

Vejrudsigten har drillet lidt de seneste dage, så vi valgte atter Nordkysten eller rettere sagt, en kajaktur fra Tisvildeleje til Liseleje og retur. Der var lovet noget mere regn og vind omkring fjordene, så årstiden taget i betragtning, måtte vi igen en tur til Nordkysten. Det var rent faktisk Jakobs ide med denne tur, men han måtte atter melde afbud på grund af dårlig ryg. På turen den sidste dag i marts deltog Ulla, Thomas, Kim, Torben og jeg. Vi lagde ud fra stranden i
Tisvildeleje og roede mod Liseleje.


Først på dagen var det noget diset, så sigtbarheden var ikke så god, og så der kom der også flere korte regnbyger på turen til Liseleje, men med den rette påklædning var det et mindre problem. Vi fulgtes ad, nød kysten og landskabet og hyggesnakkede under turen. Sigtbarheden var stadig begrænset, så først et par kilometer inden Liseleje kunne vi se husene og jollemolen.


I Liseleje fandt vi en fin sandstrand til landgang og frokosten blev indtaget i læ oppe i klitterne. Heller ikke under frokosten kunne det holde tørvejr, så vi kom hurtigt i kajakkerne igen. Da vi forlod Liseleje, kunne vi fornemme en vis opklaring endda med lidt blå himmel.


Kysten mellem Tisvilde og Liseleje er, selv efter en lang vinter, ganske flot med store strandkitter, så vi kunne nyde dette spændende område, hvor vi ikke kommer så tit. Bag klitterne gemmer sig Melbylejrens militære øvelsesområde. En enkelt nysgerrig sæl kom også til syne på turen tilbage til udgangsstedet.


Mod Tisvildeleje kom der atter en del skov bag klitterne og samtidig også beboelse. Kysten er nu kønnere uden alle disse sommerhuse, og samtidig kom solen frem.
Tilbage ved udgangsstedet efter en fin tur langs Nordkysten.
Kim syntes ikke at 15 kilometer var nok for i dag, så han tog en solotur videre mod Rågeleje. Vi ventede en lille time uden at kunne se ham, så det blev til en god ekstratur for ham. Ventetiden brugte vi til en lille snak om turen og en kop kaffe, inden vi skiltes ad.


onsdag den 24. marts 2010

Fra øst til vest for Gilleleje


Onsdag den 24. marts.
.
Dagens distance: 16 km.
Vejret: Vind fra sydvest skiftende til sydøst, 4 - 6 m/s. En del sol
Temperaturer: Luften ca. 10 grader og vandet ca. 4 grader.
.
Vejrudsigten lovede vind fra syd, så det blev besluttet at ro fra Smidstrup Strand til Nakkehoved gamle fyd lidt øst for Gilleleje. Med på turen var Torben, Kim, Elgjægeren og jeg. For de to første var det den første tur i år og hvilken debuttur. Solen trængte igennem skyerne under det meste af turen.

Vi lagde ud fra stranden i Smidstrup, hvor der stadig var dønninger fra de sidste dages vestenvind, så det blev en våd entring i de små brændingsbølger, der skyllede ind i kajakkerne hele tiden. Jeg fik ikke al vandet ud, så der var vådt i kajakken, og de 3 - 4 grader vandet  havde, gav en kraftig og ubehagelig nedkøling af benene. Vi havde aftalt med Erik, at vi skulle mødes ved Gilleleje Kajakklub klokken tolv, men Antonsens fiskefrikadeller trak gevaldigt i os, så vi blev nødt til at aflægge Antonsen et besøg for at konstatere, om hans deller var noget.
Det var Kims ide, med ham Antonsen, så det blev ikke så meget madpakketur, nærmest en delletur, altså fiskefrikadelletur. De fleste kunne nøjes med  to eller tre deller, men en enkelt skulle absolut have tre fra Antonsen og så lige smage, om den anden fiskeforretnings deller var lige så gode eller måske bedre. Efter at have spist og sundet os lidt roede vi over til kajakklubben, og snart dukkede Erik op. Efter kaffepausen, skulle vi da lige se klubbens faciliteter.
Klubben var både kajakklub, roklub og tilholdssted for vinterbaderne, og mens vi holdt kaffepause, var der da også en enkelt skjoldmø, som lige skulle have sig en dukkert. Det blev en meget kort badetur, men frisk.
Kajakklubbens kajakhus var spændende at se, men der var trængsel på hylderne, bemærk lige indriggerne nederst, og så var der en port mere alene for roklubbens både.
Vendpunktet var Nakkehoved gamle fyr, som ligger godt gemt oppe bag træerne.
Udsigten frem mod Hellebæk og Helsingør. I dag var der faktisk ret god sigtbarhed, og Kullen med Mølle Havn kunne da også ses ret tydelig.
 
Mod Gilleleje var der efterhånden kommet en god medvind, så det gik ret nemt  frem mod Gilleleje Havn. Dagen startede med vind fra sydvest, som efter middag gik over i sydøst og tog til, men det kunne ikke mærkes, når vi var i læ af skrænterne. Det var også formålet med at ro i dette område.
Det nye Nakkehoved Fyr ses tydeligt fra alle vinkler. Med den kystsikring, der er her ved fyrbakken, ser det ud til, at der skal spares sammen til et nyt fyr, inden Kattegat snupper de næste meter. 
Elgjægeren i sin nye Baffin.

onsdag den 17. marts 2010

Årets første tur

Onsdag den 17. marts 2010.

Efter tre måneders pause på grund af en ekstrem lang og kold isvinter, kom vi endelig på vandet igen. Dagens tur udgik fra Nivå, da Isefjorden og Roskilde Fjord stadig har masser af is. Da vinden blæste fra vest, foreslog Jakob, at Øresund ville være en god ide. Elgjægeren, Jakob og jeg deltog på årets første tur.


Turens længde: 20 km.
Vejret: Let vind fra vest ca. 6 m/s. ca. 10 graders varme og en vandtemperatur på blot 2 grader. Solen skinnede flere gange på turen til Vedbæk, ellers gråvejr under resten af turen.

Vi var klar i kajakkerne klokken 10.00 ved Nivå Havn. Målet var at ro til Rungsted og så se, hvordan kroppen havde det efter den lange ropause. Vi lagde ind ved Rungsted Kajakklub for at holde en kaffepause, derefter fortsatte vi ca fire kilometer mod Vedbæk.

.
Det var meget interessant at kigge på de mange mere eller mindre kønne kæmpevillaer langs Øresundskysten. Beliggenheden kan man ikke tage fra disse boliger, men meget få er en fryd for øjet. Vi vendte lige før Vedbæk Havn, da GPS'en viste 10 km. for at returnere til Rungsted, og der nyde frokosten. Det ville nok ikke være populært at benytte haverne langs Øresund til frokostpause.
  
.
Ved Rungsted Roklub lånte vi roklubbens borde, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten til Hven, mens vi spiste frokost

.
Kajakklubben i baggrunden er ved at bygge nyt klubhus med hal til kajakker i samme stil som roklubbens klubhus. Et meget flot byggeri med et imponerende stort bådhus.
  
.
Så er vi klar til de sidste kilometer tilbage mod Nivå. Kysten var fuld af tang, som ikke gjorde det let at komme i kajakkerne igen. I midten Elgjægerens nye Baffin, hans kommentar til den nye kajak er  "meget bedre end forventet".
  
 
.
Restaurant Mikkelborg ligge helt ude ved vandet, hvor den kostbare mad kan nydes med udsigt til Hven.
Strækningen mellem Rungsted og Nivå bød på langt flottere natur og rigtig mange fugle, end strækningen mellem Rungsted og Vedbæk.


.
Så er Nivå atter synlig. Turen havde efterhånden sat sine spor, det var hårdt at komme på kajaktur igen, kroppen gjorde virkelig ondt - det var også en lang første tur i 2010, men en meget fin tur i et område, vi ikke kommer så ofte.