Dato: 23. oktober.
Deltagere: Lene, Finn, Kim, Jens H. og jeg.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Næsten skyfrit med flot solskin og svag vind fra sydvest til vest.
Temperaturerne: Luften var 14 grader og vandet 13 grader.
Efterår og løvfald hører nu en gang sammen, og hvor skal man så tage hen for at opleve den helt ultimative løvfaldstur? Jo det skal man naturligvis opleve med en tur på Esrum SØ. Esrum Sø er landets næststørste sø, som måler 8 kilometer i længden og største bredde på 3 kilometer, et flademål på 17,3 kvadratkilometer omkranset af løvtræer hele vejen rundt, med Rude Skov på vestsiden, og så har Esrum Sø en største vanddybde på 23,3 meter, som gør søen til Danmarks mest vandrige sø. Vi var fem, som mødtes ved Kajakklubben Esrum Sø ved Nødebo og roede først ind i Møllekrogen, og derefter til Sørup og Fredensborg Havn inden vi krydsede tilbage til Nødebo, og fortsatte til nordenden af søen i solsiden. Vi holdt en god lang frokostpause ved søbredden i sol inden vi roede tilbage til Nødebo. Jens havde æbler med fra egen have, som også passede perfekt til sådan en efterårstur, og så havde Lene bagt en sund kage til kaffen. Naturen langs Esrum Sø var usædvanlig flot i sine efterårsfarver med stille løvfald, som var en helt unik oplevelse, mens vi nærmest kunne ro inde under de stor flotte træer langs søbredden. Selv om billederne ikke kan gengive den unikke oplevelse af Gribskovs efterårsfarver, så viser billederne dog lidt af, hvad vi oplevede langs den godt 8 kilometer lange sø i efterårsfarver. Vi havde en fantastisk tur på Esrum Sø som sluttede med Lenes sunde efterårskage til afslutningskaffen, inden en lang tur tilbage til Holbæk.
Efterårsidyl i Møllekrogen.
Efterårsfarver langs søbredden.
Total løvfald på nogle af de mange store træer langs søbredden.
God vanddybde helt inde under land.
Landgang til en frokostpause.
Frokostpause i strandkanten ved den nordlige ende af Esrum Sø.
Noget nyt er at der er etableret en masse shelter langs kanten af søen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar