En kold og tåget morgen / formiddag satte vi ud fra Møllekrogen og roede til Lyndby. Vi var fire kajakker ,der trodsede denne kolde januardag. Vejret var faktisk fint, det var bare noget tåget i starten af turen, men det klarede fint op, og vi så da solen, inden vi kørte hjem. Ved bugten lidt nord for Gershøj lå i hundredevis af svaner, så vi trak godt ud på fjorden, men ikke nok, i et inferno af støj lettede de mange svaner, et flot syn. Da vi kom til Lyndby, var der også en del svaner langs kysten, men de var ligeglade med os, så de var nok mere vant til mennesker og kajakker. Da vi var kommet i land, oplevede vi en havørn lige ud for os, den var på fiskeri, et fantastisk syn at stå og se den store fugl dykke efter fisk. Den var som sædvanlig generet af måger og andre fugle, som nok også ville have del i byttet. Vi nød frokosten i shelteren ved Lejre Havkajak, og til kaffen havde Finns Lene bagt chokoladekage med masser af chokolade og nødder i. Turen tilbage var i medvind, så vi strøg af sted, og det var nok den hurtigste tur fra Lyndby til Møllekrogen, vi længe har roet. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen, og så nød vi lige en kop kaffe sammen med mere chokoladekage. Den første tur i 2022 var en ganske fin tur, selv om den startede i tåge og minimal sigtbarhed.
Klar til afgang fra Møllekrogen.
En stor havørn syner ikke af meget fra nogle få hundrede meter.
Et ganske flot syn at opleve en havørn på jagt.
Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 12 januar.
Deltagere: Kim, Finn, Jens og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Tåge i starten af turen. lidt sol og vind fra sydvest på 4 - 5 m/s.
Temperaturer: Vandet 4 grader og luften lidt mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar