onsdag den 29. december 2021

Sidste onsdagstur i 2021

Vi satte ud fra Hammer Bakke i diset og vindstille vejr, det var det vejr, der var grundlaget for årets sidste onsdagstur, men solen var næsten ved at komme igennem, men i stedet for sol kom der lidt regn. Vi roede en tur ind i Vellerup Vig for at opleve lidt nyis på denne tur. I Vellerup Vig mødte vi Malou, Jørgen og Ole fra Hammerkrogens Kajakklub. Bunden af vigen var fyldt med nyis, nok på grund af udløbet fra åen. Isen var kun få millimeter tyk, så vi roede langs kanten til vi var ude af fjorden igen. Det lyder ikke så rart, når vi ror ind i den tynde nyis og skal slå pagajen gennem isen. Under turen ud til fjorden mødte vi en ensom kajakroer, på alenetur. Vi var først inde i Ejby Havn for at finde et pausested i tørvejr for regnen, men besluttede os for at ro til Sejlklubben, hvor vi lagde ind for frokost. Regnen holdt op, så vi holdt frokostpause i tørvejr. Per havde dejlig varm gløgg med til frokosten, og Steen bød på kold øl til dem, som havde lyst, og så var der en spandauer til kaffen. I frokostpausen blev vi underholdt af en del vinterbadere, som bare gik ud på badebroen og ned i vandet og tog sig en lille svømmetur, det skal bare lige nævnes, at vandet var isnende koldt. Efter frokostpausen roede vi tilbage til Hammer Bakke i endnu mere diset vejr. Vi fik hurtigt pakket sammen, og så nød vi en kop kaffe med romkage til,  en god afslutning på årets onsdagsture. Det var meget koldt at stå stille og drikke kaffe, så det tog ikke ret lang tid.
En enkel lystbåd i Vellerup Vig.
Vindstille, diset og koldt.
Nyis i Vellerup Vig.
Meget lille sigtbarhed på årets sidste onsdagstur.

Turen: Hammer Bakke til Ejby og retur.
Dato: 29 december.
Deltagere: Finn, Jens, Steen, Per og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Disen med meget svag vind fra syd på 1 - 2 m/s.
Temperaturerne; Både vand og luft var 1 grad.


Ingen kommentarer: