Velkommen til Oleshavkajak. Her skriver jeg om nogle af de oplevelser jeg har ved at ro havkajak. Jeg ror primært kajak for at komme ud og få nogle gode oplevelser langs de sjællandske kyster. Jeg ror med netværket Kajakhornsherred, som prøver at holde fast i en ugentlig kajaktur det meste af året, og så ror jeg med Holbæk Kajak Klub, når det passer ind i kalenderen og med turprogrammet.
onsdag den 13. oktober 2021
Kongsøre - Nykøbing
Så var vi igen af sted på turen mellem Kongsøre og Nykøbing. Onsdagsvejret var perfekt til denne tur, og så er det lang tid siden, vi sidst har været i dette område. Vi satte ud fra Sandskredet og roede af sted mod Nykøbing. Ude på vandet var der stor aktivitet ved Marinestationen med både hurtige rib-både og helikopter, så vi var lidt spændte på, om vi kunne ro forbi. Da vi nåede de gule bøjer, kunne vi se, at den røde kugle var hejst, så vi skyndte os forbi. Vi nåede da også kun lige om bag brohovedet, før skyderiet begyndte, et ret voldsomt skyderi. En gummibåd med hund til eftersøgning syntes vi skulle holde os uden for de gule bøjer, men andre vil have os hurtigt forbi, og ingen steder kan vi få at vide, hvordan vi bedst kan passere uden at genere. Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at det også var dagen, hvor et hold nye frømænd var blevet færdige, så der var en årsag til aktiviteterne. Ellers var turen til Nykøbing en særdeles flot tur i starten af efteråret, hvor efterårsfarverne så småt er på vej. Vi lagde ind ved Nykøbing Roklub, hvor vi mødte to kajakroere fra Rørvig, som også var på tur i det skønne efterårsvejr. Flemming havde været forbi Kagekassen, så vi også fik kage til kaffen, inden vi skulle af sted igen. Turen tilbage til Kongsøre var i periodevis sol, og når solen var bag skyer, føltes det ret så efterårskoldt, og når solen var fremme, var det bare skønt og varmt, så nu er vi en periode, hvor det er svært, hvor meget tøj vi skal have på. Ved Marinestationen var der fred og ro, og vi holdt os godt uden om molen, dog ikke helt uden om den midlertidige afspærring. Det vil være godt for alle parter, hvis området var forsynet med et tændt blitzlys, når der er aktiviteter, og vi skal uden om bøjerne. Tilbage ved Sandskredet fik vi hurtigt pakket sammen og nød den sædvanlige kaffe med wienerbrød til.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar