onsdag den 14. juli 2021

Den dag GPSen fik solstik

Det er ikke kun os mennesker der kan få solstik, det kan en GPS tilsyneladende også. Den var i hvert fald ikke nem at få liv i igen efter at have opholdt sig i solen i en times tid, men den overlevede og har det godt igen, vi andre tog ingen skade af solen. Det er årsagen til, at sporet mangler den sidste halvdel. Vi var fem, som kunne ro denne onsdag, og det blev til en rundtur i Lejre Vig fra Herslev og efter vejrudsigten ville vi få lidt vind, når vi kom over til Gershøj og sydover til til Lyndby, hvilket ville være dejligt, når nu temperaturen skulle nærme sig de tredive grader. Der var allerede ret mange badende ved Herslev Strand denne morgen, så det ville nok blive et særdeles velbesøgt sted, med rigtig mange mennesker ved stranden. Vi fik hurtigt pakket kajakkerne og kom fint ud på vandet. Vejret var fantastisk med sol og vindstille, og varmen føltes ret så voldsom, så vi glædede og faktisk til at fø lidt vind. Vi roede mod Gershøj i et ganske modetat tempo og kunne nyde kysten og fjorden langs Vestskoven. Ved Gershøj var der også fyldt op på stranden af badende, som var taget til stranden nu, hvor vandet var varmt og solen skinnede. Nu skulle der være lidt østenvind, som skulle køle os lidt af under strækningen til Lyndby, men ingen vind, så fjorden lå spejl blank. Det var lidt hårdt at ro i den enorme varme og fjordvandet var da også ganske lunt, så det kølede ikke meget. Vi kom fint til Lyndby Strand, men her var også en mange mennesker og ingen skygge, så vi fortsatte over til Bådlauget og vikingeskibene, hvor vi kunne nyde frokosten i svalende skygge under de store træer. Det blev ikke så lang en frokostpause, så vi skulle i gang igen. Jeg havde lagt mit spreydæk i solen, det var så varmt, at jeg ikke kunne røre ved det. GPsen var også meget varm af solen, så den ville ikke være med til mere den dag. Da den var kølet ned, kom der liv i den igen, men sporet ville ikke starte op, derfor er sporet kun til frokostpausen. Da vi kom på vandet var der endelig kommet lidt vind fra sydøst, som var dejligt at ro i. Vi roede ned i bunden af Lejre Vig inden vi satte kursen mod Herslev. Det blev så nogle kilometer i medvind og enorm varme. Da vi kom tilbage til Herslev fik vi hurtigt pakket sammen og så var det ellers om af finde badetøjet frem og få en dukkert inden vi skulle slutte kajakdagen med en kop kaffe. Fantastisk tur i fantastisk vejr, men nok lidt for varmt til en tur på 21 kilometer.

Turen: Lejre Vig rundt.
Dato: 14. juli.
Deltagere: Karin, Kim, Bjarne, Jens H. og jeg.
Turens længde: 21 kilometer.
Vejre: Sol, ingen vind højst 3 m/s.
Temperaturerne: Luften var lige under 30 grader og vandet 24 grader.








Ingen kommentarer: