På grund af det gode vejr i går blev onsdagsturen til en torsdagstur i sol og svag vind. Da vi mødtes, hilste vi på hinanden med et let spark støvle mod støvle på grund af risikoen for smitte med Covid-19, og vi var kun 4 af sted. Vi satte ud fra stranden ved Sandskredet i Kongsøre, stilheden var enorm, og vi kunne høre flere flagspætter hakke i træerne efter en godbid, men vi kunne ikke få øje på dem. Vi pakkede kajakkerne, og til underholdning var der en vinterbader, der bare gik ud i vandet, tog sig en dukkert og gik lige så stille og roligt op igen - sejt. Da Jens ikke har været i området før, startede vi turen ved at ro ud til "Næbbekroen", som dog aldrig har været kro. Vi vendte og roede tilbage til Sandskredet, og så videre mod Strandhusene. Ved Marinestationen var der mennesketomt, så det var nemt at passere området i dag. Langs hele kysten stod lystfiskerne tæt, og flere fortalte om fangst. Vi lagde ind ved pladsen mellem Strandhusene og Kildehusene, hvor vi fandt en fin plads i solen, hvor vi kunne nyde frokosten i god afstand mellem hinanden. Turen tilbage til Sandskredet var med lidt medvind, så vi kom hurtigt tilbage, eller sådan føltes det. Det var bare en fantastisk tur denne forårsdag i et lige så fantastisk vejr.
Foto: Kristian Wichmann.
Turen: Sandskredet, Kongsøre til Strandhusene og retur.
Dato: Torsdag den 19. marts.
Deltagere: Kristian, Finn, Jens og jeg.
Turens længde 22 kilometer.
Vejret: Få skyer, en masse sol og svag vind fra vest.
Temperaturerne: Luften 8 grader og vandet 6 grader.
Alle billeder og sporet er fra Kristian Wichmann, da jeg havde glemt kamera og GPS.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar