Efter en uges højskole i Aabenraa var det atter muligt at ro en tur med Kajakhornsherred. Dagen startede med lyn, torden og regn, men klarede fint op, og det så ud som om, dagen skulle blive lige så varm som de foregående. Vi satte ud fra Herslev Strand i fint rovejr og roede "med uret" Lejre Vig rundt. Vi havde sidevind fra Herslev Strand ud mod Lyndby, hvor vi mødte en enkelt in-rigger fra Borrevejle Roklub, derefter vinden i ryggen ned til Gevninge Å, hvor vi roede lidt ind i åen. Bjarne nappede lige en stor havørred, som han flot kunne fremvise, men den var der ikke meget liv i, så den måtte tilbage i åen. Ude af åen igen fortsatte vi ned til Borrevejle Roklub, hvor vi krydsede fjorden og fortsatte mod Lejre Havkajak, mens vi kunne mærke, at vinden aftog mere og mere, og solen sørgede, for at denne onsdag skulle blive lige så varm, som de foregående dage, præcis som vejrudsigten havde beskrevet. Vi lagde ind ved "Det lille gule hus", hvor to piger samtidig satte ud. Det blev en meget lang og hyggelig frokost i det skønne vejr. Tilbage i kajakkerne var det dejligt med lidt modvind frem til Gershøj Havn, derefter krydsede vi fjorden for at ro langs Vestskoven, men der var så skønt ude på fjorden, så kursen var nærmere direkte til Herslev. Med vinden i ryggen var det ekstremt varmt, så der var mange små pauser under turen tilbage til Herslev. Da vi satte kajakkerne ind på stranden, fik vi hurtigt pakket sammen, og så var det om at komme i badetøjet og få en dukkert, vandet var meget grumset, men alligevel dejligt med en lunkent dukkert. Efter omklædningen nød vi en kop kaffe og de sidste af Patricias kager, inden vi kørte hjem.
Turen: Rundtur på Lejre Vig.
Dato: 1. august.
Deltagere: Karin, Jakob, Kim, Bjarne og jeg.
Turens længde: 19,6 kilometer.
Vejret: Overskyet med let vind fra nord, skiftende til spredte skyer, sol og svag vind fra vest.
Temperaturerne: Luft og vand sidst i tyverne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar