torsdag den 3. maj 2018

Så kom madpakken på vandet

Jeg er inde i en lidt besværlig tid med mange opgaver, så der er efterhånden lidt langt imellem kajakoplevelserne, onsdagsturene er heller ikke blevet til ret meget, men i dag kom jeg på vandet. Da vi mødtes i klubben var vejret suverænt fuld sol og svag vind, men der blev lovet noget mere vind fra vest allerede klokken elleve, så vi var tre, som besluttede at tage til Gershøj og ror en tur rundt i Lejre Vig. Vi var hurtigt på vandet og roede mod Langholm, meningen var at ro mellem Langholm og Hyldeholm. Vi kunne mærke, at vinden tog til, så der var både modvind og sidevind. Fra Hyldeholm roede vi mod Herslev Hage og solen synes ikke den skulle være med længere, solen blev dog erstatter af en lille regnbyge, så vi besluttede at undlade et stop ved Borrevejle Roklub og i stedet krydse fjorden og ro i læ mod Lejre Havkajak. Da vi passerede Lyndby Havn mente Grethe at vi ville få sol igen, og hun havde dårligt nok nævnt det, før solen brød igennem, og så skinnede den under resten af turen. Vi lagde ind ved Lejre Havkajak, hvor vi nød frokosten i sol. Efter pausen fortsatte vi til Gershøj i så meget læ, som det var muligt, ved de åbne områder kunne vi godt mærke, at vinden var ret så kraftig. Ved Roarpladsen var der mange skoleelever ude og prøve kajak og s.u.b., og det var da dejligt at se så mange glade unge ude på vandet. Tilbage ved Gershøj fik vi hurtigt pakket sammen og sat kursen mod Holbæk. Det blev en fin madpakketur at komme i gang med, vejret var fint og foråret var i fuld gang langs kysterne, så nu er det forår.

Turen: Fra Gershøj og rundt i Lejre Vig.
Dato: 3. maj.
Deltagere: Grethe, Søren og jeg.
Turens længde: 15,7 kilometer.
Vejret: Sol, overskyet, støvregn og atter sol. Vind fra syd til vest på 3 - 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 1,5 grader og vandet 13 grader.


Ingen kommentarer: