Ja, det er mere end en måned siden, jeg sidst har været i kajakken, i søndags var jeg dog til vinterfrigivelse, hvor vi lavede redninger ude på fjorden i godt otte graders koldt fjordvand og 5 m/s frisk vind sammen med lidt svømning i havnen. Dette er betingelsen for at ro i Holbæk Kajak Klub om vinteren, og alt i alt helt i orden. I dag var jeg så med Kajakhornsherred på vandet, hvor vi satte ud fra Sandskredet ved Kongsøre og roede til Strandhuse. Vi satte ud i flot solskin og næsten ingen vind, og i et sådan vejr er det en usædvanlig flot tur.
Vi er altid spændte på, om der er aktiviteter på vandet ved Marinestation Kongsøre, men i dag lå det nærmest øde hen og mindede mest om noget, der var nedlagt, men vi kunne meget tydeligt høre marinens aktiviteter ved Sjællands Odde, og det lød meget voldsomt her inde på Isefjorden. Vi kom fint afsted og roede kystnært hele strækningen til Strandhuse, hvor vi lagde ind præcis klokken tolv, desværre var det samtidig med, at det blev overskyet, og da vi spiste frokost, begyndte det så småt at regne. Flere i gruppen syntes også, det var på høje tid med frokosten, men Jakob kom også fra Tisvilde, Kristian fra Lyngerup ved Jægerspris og Kim kom fra København, så må vi jo erkende, at de har ret langt til Kongsøre. Frokosten blev nydt, og til kaffen var der onsdagssnegle, så vi fik også kalorier nok på denne onsdagstur. Vi kom hurtigt tilbage i kajakkerne, og så var det om at få varmen igen. Vi havde ikke roet ret langt, før solen atter lod sine skarpe solstråler ramme os, og så blev det straks dejligt her ude på vandet. Det blev er flot tur tilbage til Sandskredet. Da vi var ved udgangsstedet, kunne vi se, at der var faldet en hel del regn her, så vi var heldige, at vi kun havde fået lidt støvregn. Vi fik hurtigt pakket sammen, og derefter nød vi en kop kaffe til resterne af onsdagssneglene.
Turen: Kongsøre til Strandhuse og retur.
Dato: 15 november.
Deltager: Jakob, Kim, Kristian, Palle, Finn og jeg.
Turens længde: 19,8 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel til overskyet med støvregn med svag vind fra vest.
Temperaturer: Luften og vandet ca. 8 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar