onsdag den 13. april 2016

En forårsdag på Isefjorden

Nogle skønne forårsdage sammen med den svage østenvind betød, at vi kunne kommer ud at ro på Isefjorden. Nu skal det ikke lyde som om, vi aldrig kommer på Isefjorden, men det har overvejende været Roskilde Fjord, der har været vores rovand gennem vinteren. Vi satte ud fra Vellerup Vig, hvor der var meget lavvandet, hvilket også betød, at der ville være lavvandet hele strækningen til Kyndby.

Klar til afgang fra Vellerup Vig.

Under turen op gennem Østerløb og rundt om Kyndby Rev oplevede vi rigtig mange fugle, hvilket også er en klar forårsbebuder. Morten som ikke just er en forårsbebuder, men en ganske almindelig kajakroer stødte til os fra Lammefjorden og roede sammen med os ind til Kyndby Huse. Kyndbyrevet var tørlagt, så vi kunne ikke smutte igennem, det var hele vejen uden om, og Kyndbyrevet strækker sig ca. 2 kilometer ud i Isefjorden. Rundt om Kyndbyrevet fulgtes jeg med Niels-Ulrik, og som de eneste oplevede vi en lille gruppe sæler ude for enden af revet, det er svært at sig, om der var tre eller fem, men tre sæler så vi samtidig.

En af sælerne ved Kyndbyrevet.

Vi lagde ind, hvor vi har haft landgang mange gange, og vi fandt da også vores sædvanlige plads på skråningen, her nød vi frokosten og wienerbrød fra Lejrebageren, i dag var Peter giveren. Efter frokosten gik en del af os ud for at opleve området. Niels-Ulrik fortalte om mange af de små forårsplanter.




Tilbage ved frokoststedet fik vi hurtigt tingene i kajakkerne, og så roede vi tilbage til Vellerup, vinden var blevet lidt svagere, og sydgående strøm var der ikke meget af, så der skulle bare ros hele vejen. Ved Hammerbakke kunne vi opleve den lille kabelfærge i aktion med hurtig transport af en ambulance. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen og skiftet tøj, og så nød vi lige en kop kaffe, inden vi skiltes. Det blev en skøn forårstur, selv om vi ikke skal have ros for at følges ad, men det må vi få rettet op på.

Turen: Vellerup Vig til Kyndby Huse og retur.
Dato: 13. april.
Deltagere: Torben, Jakob, Peter, Jens, Palle, Jan, Bjarne, Søren, Niels-Ulrik, jeg og Morten for en kort bemærkning.
Turens længde: 22,6 kilometer.
Vejret: delvis overskyet, svag vind fra østlige retninger 3 - 2 m/s.
Temperaturerne: Luften var 11 grader og vandet knap 9 grader.


Ingen kommentarer: