Vejret har holdt sig flot, siden vi forlod Skuldelev Strand i går, så torsdagsturen gik til Marsmanden. Vi lagde ud fra klubhuset og kom ud på en næsten spejlblank fjord; tempoet var højt, og alle nød det fantastiske vejr. Sammen med et par fritidsfiskere var vi stort set de eneste, der kunne skabe lidt bevægelse på vandoverfladen. Ved Bognæs var sejlklubben ved at tage bådbroen ind, og de nød også det flotte efterårsvejr. Fra Udby Vig roede vi direkte mod Marsmanden. Da vi nåede frem, lå vi længe og nød vejret og udsigten over inderbredningen, ja, vi lå så længe, at vi drev over til Orø, så turen skulle måske hedde til Orø i stedet for Marsmanden. Et par flyvemaskiner havde lige markeret på himlen, hvor Marsmanden står. Marsmanden trænger i den grad til lidt make up.
Vi lagde ud på en blank Holbæk Fjord.
Her står Marsmanden
Marsmanden tager sig bedst ud på afstand.
Turen tilbage gik lige så fint som udturen, vejret holdt sig, og solen bagte på vores lettere overophede kroppe. Tilbage i kajakklubben sluttede vi turen af med kaffe til hjemmebagte boller. En skøn tur i godt tempo - når der blev roet.
Turen: Holbæk Kajak Klub til Marsmanden og retur.
Antal deltagere: 7 deltagere.
Turens længde 14,2
Vejret: meget svag vind fra sydvest og ganske få skyer.
Temperaturerne: Luften 13 grader og vandet 12 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar