søndag den 10. marts 2013

Gensyn med Rantzausmindegruppen.

Traditionen tro mødes dem, der var med på sommerturen til Rantzausminde, og det har hver gang været en ualmindelig god oplevelse. Lørdag den 9. marts mødtes 17 glade kajakroere fra sommerturen i Holbæk Kajak Klub. Det var ikke så mange, som vi kunne have været, men vi havde alligevel en rigtig god dag. Det er fantastisk at opleve den gode stemning, der hurtigt opstår blandt en gruppe kajakroere, der ikke har set hinanden i over ½ år. Vi startede med at ro en tur på Isefjorden, og ni kajakker satte ud fra Munkholmbroen i flot solskin og en strid blæst fra øst. Vi kunne ro i læ langs Hornsheredskysten, så vi ikke mærkede blæsten fuldt ud. Målet var at ro op til Vellerup Vig for at se, om isen var blæst ud af vigen. Meget af isen var væk, men der var en hel del is tilbage, som vi lige skulle se lidt nærmere på.

Isen i Vellerup Vige - sidste billeder fra min Olympus 810.

Efter Vellerup Vig lagde vi ind ved Kyndeløse Nordmark, eller samme sted som i onsdags, for at nyde frokosten i solen og i læ for vinden. Efter pausen havde vi overvejende medvind tilbage til Munkholmbroen, og vi kunne da også registrere, at blæsten havde taget til i styrke, men kystnært var der ingen vind, men ved dalstrøgene kom der kraftig sidevind, mens vi lagde krydset fra Ejby til spidsen af Bramsnæs, så vi havde rygvind. Da vi var tilbage ved Munkholmbroen var vandet forsvundet, så vi måtte bære kajakkerne de sidste hundrede meter ind til bilerne.

Jeg var ualmindelig uheldig at tabe mit kamera, som ikke kunne klare faldet fra redningsvestens lomme og ned i vandet, så det gik til. Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, for vandet dryppede ud af kameraet, og det var kun muligt at genskabe nogle af billederne fra SD-kortet.

Vi var tilbage ved kajakklubben ved tretiden, og efter et dejligt varmt bad stod den på kaffe og kage, inden vi gik i gang med madlavningen. Mens vi var på vandet havde Grethe og Dorthe dækket et flot bord og lavet kaffe. Festmenuen stod på gravad laks i pandekager til forrret, og Dorthe havde til hovedretten skaffet et ualmindeligt godt stykke kalvekød, som Grethe og Dorte fik tilberedt på grill. Ole skar stegen ud, så vi kunne nyde det udsøgte måltid.  Benthe og Dorthe havde bagt kager, som vi nød til billederne fra sommerturen i 2012 sammen med en kop kaffe.

Kajakturen.
Deltagere: Anne Grethe, Mette, Dorthe, Kristian, Ove, Arne, John, Peter og jeg.
Turens længde: 16,3 kilometer.



Ingen kommentarer: