søndag den 10. oktober 2010

Knudshoved igen.

John havde lagt op til en tur til Knudshoved, og da vejret denne søndag var perfekt til denne tur, så drog Jakob, Christian, John og jeg af sted mod Knudshoved klokken 07.30 fra kajakklubben. Når vejret byder sig til en tur til Knudshoved, så skal man udnytte muligheden, da det er en meget speciel oplevelse at komme i det område. Jakob, Christian og John havde aldrig være der og ro kajak før, så derfor var deres forventninger ekstra store. Vi fik hurtigt pakket traileren med kajakker og udstyr og så af sted mod Svinø, hvor vi ankom lidt over klokken ni. Det var meget diset, da vi forlod Holbæk, men det klarede fint op på vejen til Svinø, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var stort set ingen vind.



Vi kom hurtigt i kajakkerne og så af sted mod Avnø for at kigge på sæler. Det var meget lavvandet - omkring en halv meter under normal vandstand, så havbunden var meget tæt på. Det varede da heller ikke længe, før John observerede de første sæler, som fulgte os på behørig afstand. Sælbanken med de mange sten var i dag forvandlet til fast land, så der var ikke mange sæler, hvor de normalt opholder sig, men de var over hele fjorden, hvor der var lidt vand at svømme i. Jakob og Christian syntes, at sulten var ved at indfinde sig, så vi satte kursen mod Drejet for frokostpause, og den var ikke mange minutter over tolv, da vi lagde ind ved Drejet. Vi lå et godt stykke tid i græsset og nød maden og det fine vejr, inden vi fortsatte på sydsiden af Knudshoved til den yderste spids. Turen langs sydsiden var ekstrem flot i eftermiddagssolen, så vi nød turen. Vi lagde lige ind ved spidsen af Knudshoved for at nyde udsigten og området og for en kaffepause. Vi fortsatte tilbage mod Draget langs nordsiden, inden vi krydsede over til Svinø Strand. Turen tilbage mod Holbæk gik ad samme rute som udturen, og vi var tilbage ved kajakklubben klokken 18.30.
Selv om turen var magen til den tur, jeg var med på for et par uger siden, så er det en meget flot tur at ro i et meget specielt landskab.

Turen:
Dagens distance: 26 kilometer.
Deltagere: Jakob, Christian, John og jeg.
Vejret: Sol, vind fra sydøst faldende fra 3 m/s.

Ingen kommentarer: