onsdag den 19. maj 2010

Møllekrogen til Eskildsø

Onsdag den 19. maj.
.
Efter et par ugers ferie er jeg atter tilbage i kajakken, og for anden gang i år gik onsdagsturen fra Møllekrogen til Eskildsø, hvor vi ville nyde frokosten i solen ved den gamle klosterruin oppe på øens højeste sted. Netop denne tur har rigtig fin flot natur med stor mulighed for at se ørne, og så er Eskildsø et meget smukt sted i Roskilde Fjord med en næsten uberørt natur. Med på turen var Torben, Kim, Stig og jeg.  
Vi lagde ud fra rampen i Møllekrogen. Der er i vinterens løb blevet ret lavvandet ved rampen, så det er et meget ideelt sted at sætte ud fra, og så begynder Klinten efter få hundrede meter.
Turen frem mod Skovbroen gik så kystnært, at vi kunne nyde den udsprungne natur.
Da vinden var i nord, var der meget kraftig modstrøm i renden mellem Skovbroen og Eskildsø. Bølger og strøm havde en underlig størrelse, så Torben og Kim lagde ind i læ af færgemolen, og Stig og jeg tog turen lige uden om molen og lagde ind i vindsiden.

Klosterruinen er et rigtig godt frokoststed, hvor der altid kan findes læ og så er udsigten også et kapitel for sig selv. Under frokosten i dag kunne vi sidde og nyde et par tårnfalke på jagt over engen.
Eskildsøs natur er helt unik, og der pliver passet godt på, at den forbliver uberørt, derfor er det også dejligt, at man har lavet dette lille område ved klosterruinen, så det er muligt at foretage landgang på øen. Eskildsø har egentlig kun fuglereservat,ved den sydlige ende, men da der yngler fugle over alt på Eskildsø, er der en almindelig aftale om, at landgang kun foretages ved havnen, og at man benytter stien frem til klosterruinen.
På turen tilbage til Møllekrogen havde vi sidesø, og så kunne vi nyde naturen langs kysten. Det er altså noget andet at tage turen, når træerne er sprunget ud, og det hele virker lidt sommeragtigt. Vi har tit talt om, at det er yderst sjældent, vi møder andre kajakker på fjordene, men i dag mødte vi først en ensom kajakroer fra Roskilde, senere kunne vi se to kajakker, der kæmpede sig mod strømmen i Vester Løb, og til sidst kunne vi se endnu et par kajakker på vej til Gershøj.
Da vi kom til bugten ud for Seløs slot, var det helt naturligt at tage turen ind i bunden af bugten, inden den sidste pynt før Klinten, hvor vi så også var tilbage ved udgangsstedet.
Turen i tal:
Deltagere: Torben, Kim, Stig og jeg.
Distance: 15,3 kilometer.
Vejret: Sol og lidt skyer vind fra nord til nordvest 5 - 8 m/s.
Temperaturer omkring 20 grader, og vandet var blot 11 grader.

Ingen kommentarer: