torsdag den 22. oktober 2009

Hammer Bakke til Bramsnæs Vig.

Onsdag den 21. oktober.
.
Efter 2 ugers ualmindelig dejlig ferie på Samos i Grækenland var det atter blevet tid til onsdagstur i kajak.


Vi var på Samos i byen Pythagorio, der er en pragtfuld lille by på det sydøstlige hjørne af Samos. Byen har en meget lille trafikhavn og en lystbådehavn, her er udsigten fra havnemolen ved trafikhavnen. Der var nu ikke megen trafik i havnen, nærmest kun en afsejling om dagen til Patmos og der var flere badende end skibe i havnen.
.
Vejret var i begge uger bare fantastisk, med kun to skidtvejrsdage, og temperaturen lå mellem 25 og 29 grader, og Middelhavet holdt stadig mere end 20 grader.


De små fiskerihavne ligger hyggeligt langs kysten. Fiskerbådene er nu ikke så store, og effektiviteten følger bådenes størrelse. Modsat herhjemme landes og sælges fiskene urenset, måske er der derfor lugten eller nærmere stanken fra fiskeudsalgene var rimelig skarp, og så vejer fiskene jo også lidt mere.

En af de helt store perler på øen var Platanos, som ligger et godt stykke oppe på bjergsiden. På torvet med de tre platantræer er der tre cafeer, som hver må have 10 borde ude på vejen, for det er den officielle hovedvej gennem byen lige akkurat så bred, at en bil kan passere. P-skiltet viser retningen til en af byens to P-pladser, og passagen giver lige nøjagtig plads til, at en lille personbil kan komme mellem platantræet og cafeen. Men her opleves noget af den rigtige græske stemning.
Nå, men også lidt om dagens tur. I dag var vi Torben, Jakob, Kim, Ulrich, Henrik og jeg, som havde Færgemolen ved Hammer Bakke som udgangssted, og turen skulle gå langs kysten over Vellerup Vig til Bramsnæs Vig for frokost. Vejret var ret blæsende med en kold vind fra øst, så det var om at holde sig under land, hvor der var lidt læ for vinden. Vejrudsigten havde lovet os lidt solskin mellem klokken ti og tolv.
Det meste af kysten var i efterårsfarver, og køerne var stadig på græs ved Kyndeløse. Vanddybden er god helt ind under kysten, og fra Vellerup Vig til Ejby er der ingen stor sten at sætte sig på, hvis man blot er 10 meter fra kysten. Derfor er det en ideel strækning, når det blæser fra øst.

Da vi nærmede os Ejby, kom solen frem, og så skinnede den hele eftermiddagen, så vejrudsigten var lidt sent på den med solskin og noget mere pessimistisk end virkeligheden. På strækningen fra Kyndeløse til Ejby fulgtes vi med to kajakroere fra Bramsnæs Seniorroere, som også havde fået mod på en tur på fjorden.

Skrænterne langs strækningen er altid flotte uanset årstiden.

Jakob og Torben i modlys på vejen tilbage fra Bramsnæs Vig. Vi skulle lige en tur ind i Vellerup Vig, da det er ret længe siden, vi har roet denne strækning. Det er en rigtig god strækning at ro i den kolde årstid, og det må vi jo sige er ret aktuel nu. Vi lagde ind ved den sydlige del af vigen, hvor Isefjordsstien kommer ud til kysten,og her drak vi eftermiddagskaffen i sol og med lidt læ.

Ud over Patricias hjemmebag, havde Ulrich været forbi en bager og køb store tykke "træstammer" til eftermiddagskaffen, det var nogle ordentlige kaloriebomber.

Klar til afgang fra Vellerup Vig. Her midt på eftermiddagen var der helt sommerstemning over turen, og Henrik skulle da også lige prøve en sommerlandgang, han kundgjorde bagefter, at vandet var s.... koldt. Dejligt at komme lidt væk hjemmefra, men skønt at være tilbage i kajakken igen.

Dagens distance: 18,7 kilometer.
.
Dagens vejr: Overskyet, lidt diset og senere sol og få skyer.
Temperaturen lå lige som vandet på 9 grader, og vinden kom fra øst, 6 til 8 m/s. .
.
Jeg var meget spændt på, hvordan min krop havde det med at komme ned i kajakken igen, men lidt af smidigheder er der stadig, jeg var kun øm i r.....
.
.

Ingen kommentarer: