.
Den sidste septemberdag havde vi aftalt en tur fra Skuldelev. På turen deltog Jakob, Arne, Kim, Henrik og jeg. Vi lagde ud fra stranden ved Skuldelev præcis klokken 10.00. og roede mod skovbroen. Jeg har haft nogle dage med forkølelse, formentlig på grund af for lidt tøj, så i dag var den med longjohn og rojakke, hvilket viste sig for varmt og en håbløs påklædning til dagens tur, nå men disse fejltagelser er jeg nok ikke ene om.
Da vi nærmede os Skovbroen kunne vi mærke, at vinden tog til. Alligevel besluttede vi at ro mod Sønderby, selv om den ville stå på god modvind fra Selsø Hage til Sønderby. På det tidspunkt havde jeg det for varmt, og vådbukserne generede som bare pokker.
Skoven ved Skovbroen er netop begyndt at få efterårsfarver, i morgen er det 1. oktober, så de næste par uger begynder efterårsfarverne rigtigt at præge naturen.
Tilbage mod Skuldelev gik det bare strygende med fin rygvind til Selsø Hage og derefter sidevind til Skuldelev.
Tilbage ved Skuldelev. Vi fik hurtigt pakket bilerne, hvorefter vi lige drak en kop kaffe, inden vi skiltes efter en meget fin dag på Roskilde Fjord. I dag lærte jeg, at det kan være særdeles svært at holde en gennemsnitsfart på 6 kilometer, når der sidder resterne af en forkølelse i kroppen..
Vejret: Sol, senere overskyet med en enkelt byge. Vind fra vest 5 m/s. med 10 m/s. i stødene.
.
Foto: Jakob og Ole.









































