Da vi ankom til Møllekrogen var det stort set vindstille, solen var ved at blive dækket helt af skyer, en skøn formiddag til en rotur. Vi kom hurtigt i kajakkerne og afsted mod Roarpladsen. Det er første gang vi sætter i fra Møllekrogen, som faktisk er et meget ideelt sted at starte en rotur fra, der er let adgang til vandet, rampe, og så er der også gode parkeringsforhold med simpel toilet. Det er et godt sted at starte en tur fra, både sydover mod Borrevejle og øst over mod Selsø Hage og Eskildsø, så det gør vi nok igen en anden gang.
Vejret holdt stort set tørt hele dagen, men det begyndte at blæse lidt op som forudsagt.
Efter en time og fyrre minutters roning i roligt tempo var vi fremme ved Roarpladsen, der ligger lige ud til fjorden mellem Gershøj og Lyndby, og som planlagt holdt vi pause ved Roarpladsens shelter, hvis det skulle begynde at regne. Det holdt tørt - så vi nød de gode forhold ved pladsen inden turen gik tilbage mod Møllekrogen. Jakob havde atter kage med til kaffen - men den var ikke helt så god som den kage hans kone laver.
Roarpladsen er et rigtig godt sted til pause og overnatning, idet pladsen har en meget fin shelter, der er gode adgangsforhold fra stranden, og den ligger i læ for vestenvinden.
Vejret: 4 - 13 m/s. 8 - 10 grader, overskyet med vind fra syd til vest. Ingen regnbyger, kun lidt støvregn.
Vandet: blot 8 grader
Distancen: 13,2 km.
Distancen: 13,2 km.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar