lørdag den 17. november 2012

Fra Jungedal til Kulhuse og retur i modvind.

Endelig en dag, hvor der ikke skulle skydes fra Jægerspris Skydeterræn, og så er det om at ro turen fra Jungedal til Kulhuse, hvis vejret er til en sådan tur på denne årstid. Vejrudsigten lovede en hel del sol, ingen regn, middel vind fra sydsydøst. Benny, Thomas, Peter og jeg syntes, det var ok, så vi mødtes halv ti ved stranden i Jungedal. Benny kom med sin nye Arrow Empower, som skulle på vandet for første gang. En meget smuk kajak, som han hentede hos Nicolai i går.

Bennys nye Arrow Empower i vandet for første gang.

Det var hamrende koldt, så nu er vi i fuldt vinterudstyr, og det er lidt mere besværligt at komme i kajakken, men vi kom hurtigt afsted, dagene er blevet mærkbart kortere, så vi skal ikke spilde tiden, hvis vi vil ro turen, inden det bliver mørkt. Vi havde side- og rygvind på turen gennem skydeområdet, så det gik helt fint. På turen til Kulhuse kunne vi opleve adskillige rovfugle inde over skydeterrænet, men vi kunne ikke se, hvad det var for nogle, da vi var nødt til at holde god afstand til kysten. Det var lavvandet, og området har rigtig mange sten liggende lige under vandoverfladen. Vi spiste frokost ved den nordlige vagtbygning, hvor vi også kunne opleve en større gruppe badende. Det så koldt ud, men de var ikke så længe i vandet. Vi fik spist frokost og så afsted igen. Vinden var ret kraftig, og de næste 5 kilometer var i strid modvind og en kraftig modsø, men vi kunne holde en nogenlunde fart, og først da vi kom ind i Dalbybugten, var modvinden moderat, men de sidste kilometer var ikke så nemme at ro, da der var sidesø og kraftig vind fra land.

Det var hvad vi fik af sol i dag, vi var ellers lovet sol det meste af dagen.

Først da vi var ved Jungedal, kom vi i læ for vinden, men vi havde nu roet 12 kilometer i modvind. Solen var tilmed også ved at sige tak for i dag, og det var også blevet mørkt, da vi kørte fra Jungedal.  

Tilbage ved Jungedal efter en fin tur på Isefjorden, hvor vinden var lidt hård ved os.

Turen gennem Jægerspris Skydeterræn er en meget flot tur, men jeg må indrømme, at turen tager sig bedst ud, når det er sommer, solen skinner, og vi kan ro i sommerdres.

Turen.
Deltagere: Benny, Thomas, Peter og jeg.
Turens længde: 25,0 kilometer.
Vejret: Kraftig vind fra syssydøst ca. 7 m/s og over 10 m/s. i vindstødene, ingen sol, ingen regn og temperaturerne lå mellem 2,5 - 4 grader.

onsdag den 14. november 2012

En novemberdag i Kattinge Vig

Onsdagsturen skulle i dag være en tur fra Roskilde Roklub og ind i Kattinge Vig og derefter en tur ud på Nordsiden af Bognæs og hen til "træstammen". I dag var vi 13 kajakker på tur. Torben, Elgjægeren, Benny, Jakob, Jens, Stig, Peter og Peter, Palle, Dorthe, Henrik og jeg  satte ud fra roklubbens bro, mens Bjarne satte ud fra Veddelev, da han mente parkeringsproblemerne var for store ved Roskilde Havn, og det havde han helt ret i. Jeg parkerede næsten en kilometer fra roklubben, så vi skal nok finde et andet sted at sætte ud fra i Roskilde. Det var meget diset denne dag, så vi kunne ikke se ret langt, og det føltes koldt og vådt. Vi roede helt ind til stemmeværket ved Kattinge Værk og rundede Ringøen, inden vi roede ud på nordsiden af Bognæs. Da vi var ud for havørnens rede, mødte vi først en stor flok dådyr, som betragtede os fra skovkanten, og så var der nogle, der syntes, vi skulle lægge ind til frokost. Vi fandt ret hurtigt en plet, hvor der ikke var så meget komøg. Vi  gik en lille tur for at få lidt varme i kroppen, inden vi tog hul på madpakkerne. Det særlige ved denne onsdag var, at Jens havde meddelt, at han ville lave othello lagkage til kaffen. Vi har tidligere smagt hans othello lagkage, så der var noget at glæde sig til, og i græsset stod to store lagkager pakket ind i folie.

Othello lagkage og portvin er bare en skøn dessert på en kajaktur.

Det med madpakken gik ret hurtigt, og 24 øjne hvilede på lagkagerne, mens de sirligt blev delt ud i stykker. Da vi havde fået lagkage, åbnede Jens også en flaske portvin, så der var othello lagkage og portvin til kaffen, frokostpausen tog lidt længere tid i dag. Årsagen til denne ødselhed var, at det var første gang, Jens roede en hel tur efter sin skulderskade, så nu er Jens klar igen. Efter frokostpausen roede vi direkte tilbage til roklubben og fik hurtigt hentet biler og pakket sammen. Når 12 kajakker lægger ud fra Roskilde Havn, er det noget af et kaos med biler, trailere og kajakker på parkeringspladsen. 13 på tur er efter min mening lidt for mange, ikke fordi det giver problemer med at holde sammen, det kan et mindre antal også give, men det er besværligt, når vi skal afsted, og når vi skal holde pause, vi fylder ret meget. Det er noget, vi må tage op.

Turen.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Benny, Jakob, Jens, Stig, Peter og Peter, Palle, Bjarne, Dorthe, Henrik og jeg.
Turens længde: 18,4 kilometer.






onsdag den 7. november 2012

En blæsende efterårsdag på Roskilde Fjord

Normalt betyder vinterroning et begrænset deltagerantal, men ikke på Kajakhornsherreds ture. I dag var vi 11 kajakker på tur fra Skuldelev til Skovbroen, og vejret var ikke det bedste. Torben, Jakob, Benny, Erik, Stig, Peter og Peter, Palle, Bjarne og jeg lagde ud fra Skuldelev Strand lidt i ti og roede forbi Skuldelev Havn og ind i Kølholmbugten. En kraftig vind kom fra nordvest, så det var lidt hårdt at ro ind i bugten. Vi vendte et godt stykke før land og returnerede til Skuldelev Strand for at samle Jens op, og derefter roede vi mod Skovbroen.


Med den kraftige vind på denne årstid, skal vi holde os tæt sammen, og sådan blev det på turen til Skovbroen. Ud for Roskilde Roklubs grund kunne vi se det prægtige syn af to store flotte havørne svæve inde over land. Bugten ved Østby gav ikke de store problemer i forhold til Hyldeholmbugten, og den kraftige vind kunne kun mærkes svagt. Vi anløb den lille bugt ved Skovbroen kvarter over tolv, så maveuret sagde spisetid, og dette sted har fint læ, når det blæser fra vest. Da vi havde spist, skulle vi have kaffe med kage til. Det var min tur til at have kage med, og jeg havde fået Vibeke til at lave en sacherorte, som bare lige skulle skæres ud i elleve stykker - det lykkedes, og det var helt fint med sachertorte til kaffen på en kajaktur. Vi har flere gange talt om, at vi skulle gå en lille tur, inden vi spiste, men det er ikke slået rigtig an, så vi går en lille tur for at få varmen i benene, når vi har spist, drukket kaffe og spist kage. På Selsø Hage kunne man rigtig mærke den kraftige vind, så den var ikke løjet af. Tilbage ved kajakkerne fik vi pakket sammen, fjernet affald og så afsted mod Skuldelev. Vinden var stadig mellem 8 og 9 m/s fra vestlige retninger, så det var bedst at holde sig langs kysten.


Tilbage ved Skuldelev Strand fik vi hurtigt pakket sammen efter en fin tur, og så sluttede vi med en kop kaffe, inden vi kørte hjem. Sjovt nok tager omklædningen kun et par minutter på denne årstid.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Erik, Stig, Peter og Peter, Palle, Jens, Bjarne og jeg
Turens længde: 18,2 kilometer.
Vejret: Overvejende overskyet med enkelt solstrejf,  vind fra vestlige retninger 8 - 9 m/s. og temperaturer lige under 10 grader.


onsdag den 31. oktober 2012

Onsdagsroning og fødselsdag

Torben har netop holdt rund fødselsdag, og det syntes Torben, at han, Jakob, Benny, Jens, Erik, Palle og jeg skulle fejre med en lækker hjemmelavet lagkage fra hans kone. Hvad Torben ikke vidste var, at vi syntes, det skulle fejres lidt mere, så vi havde købt smørebrød, og på den måde fik vi gjort lidt ekstra ud af madpakken uden Torbens viden.
Vinden var kraftig sydlig, så med den vindretning er der ikke mange muligheder i fjordene, men fra Herslev til "det lille gule hus" kan der gøres en fin lille tur, når vinden er kraftig fra syd,så vi satte ud fra Herslev Strand. En lille sæl lå lige uden for stranden og kiggede på os, den kom meget tæt hen til kajakkerne, inden den søgte over mod havnen, og vi fulgte kysten den anden vej mod Borrevejle, hvor vi krydsede fjorden og fulgte kysten op til Sejlklubben ved Lyndby, hvor vi prøvede at komme i land, men det var ikke muligt på grund af vanddybden og så en aldeles ildeugtende strand sammen med en glat jollerampe, så vi roede over til "det lille gule hus", hvor det var fint at komme i land. Det var dog ikke ret let at finde et sted med læ til frokosten, så det blev på nordsiden af huset, men vinden suste rundt om huset, så det var ikke det bedste sted at indtage højt belagt smørebrød omgivet af små flag. Torben blev noget overrasket, da jeg bad ham hente min madpakke i den bagerste luge på kajakken, hvor det lå tre kasser med smørebrød. Da vi havde spist, gik vi på jagt efter et mere vindstille sted til kaffen og Torbens lagkage. Det blev helt oppe ved vejen, hvor det var fint at være, og vinden ikke kunne mærkes. Lagkagen blev skåret fint ud, og den smagte himmelsk.

En lagkage til 7 personer.

Efter det store måltid med fint smørebrød, lagkage og kaffe gik vi tilbage til kajakkerne, fik hurtigt pakket og så tilbage mod Herslev. Vinden var taget til, så den stod på kraftig modvind til Lyndby Havn, hvorefter det var fint rovand, men ret så koldt. Vi krydsede tilbage til Borrevejle, inden vi roede nordpå, da vinden samtidig lagde sig, var det helt fint vejr resten af turen. Da vi kom til Gevninge Å, roede vi et lille stykke op ad åen for lige at se åens udløb i Roskilde Fjord. Åens udløb var en fin oplevelse inden vi satte kursen mod Herslev. Tilbage ved Herslev Strand fik vi hurtigt pakket sammen efter en fin, men kold tur og så en kop kaffe, inden vi kørte hver til sit.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Palle og jeg.
Turens længde: 17,6 kilometer.  
Vejret: kraftig vind fra sydige retninger 6 - 8 m/s., ganske lidt sol og temperaturerne lå på blot 6 grader.



søndag den 28. oktober 2012

Rotur og standerstrygning

Så er sommertiden slut for denne gang, og dermed er kajakklubbens sommersæsson også forbi. Vejret viste sig fra sin mest positive side, næsten vindstille, skyfrit og dermed også flot solskin. Måske havde vejret fået dårlig samvittighed over alt den regn og blæst, vi har fået gennem hele sommersæssonen. 12 kajakker lagde ud fra flydebroen for at markere, at sommersæssonen er slut. Turen gik til den gamle marinestation og retur, inden standeren blev taget ned denne fantastiske dag. Efter roturen spiste vi frokost, og klubbens standersang blev sunget. Bolette talte lidt om sæssonen, og så tog Henning standeren ned. Efter standerstrygningen blev der holdt aktivitetsmøde, og der blev sat rigtig mange spændende aktiviteter på vinterprogrammet.


Turen.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: sol fra en næsten skyfri himmel, ingen vind og temperaturer på ca. 6 grader.



onsdag den 24. oktober 2012

En gylden efterårstur

Efteråret er i fuldt flor, og vi er inde i en periode med roligt vejr, godt nok ikke så meget sol, men så forsvinder efterårsfarverne ikke så hurtigt, så de kan nydes over flere uger. Det var lidt diset, da vi satte ud, men det klarede op hen over dagen. Dagens tur var fra Herslev til bugten ved ørnereden, og Torben, Elgjægeren, Benny, Jens, Palle og jeg var klar fra Herslev Strand. Erik havde tilmeldt sig, men dukkede ikke op, ærgeligt, da han havde lovet kage til kaffen. Vi fulgte kysten rimelig tæt for at nyde efterårets farver, som netop er så flot langs kysten rundt om Bognæs.Vinden var meget svag, så turen frem til frokoststedet foregik i særdeles roligt tempo, så vi kunne nyde kysten, og et par gange kunne vi også opleve havørnene. Vi lagde ind i den lille bugt, hvor havørnereden befinder sig og fandt en fint sted med læ til frokostpausen. Da vi havde spist, gik vi en lille tur i området, da det er så sjældent, at man må være i dette område på grund af havørnenes reder.


Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt pakket sammen og af sted igen. Det var blæst lidt op, men ikke noget af betydning, og nu havde vi modvind til Færgebrorevet. Det var samtidig blevet klart i vejret, så sigtbarheden var meget fin. Fra Ølvig kunne vi opleve et par havørne svæve inde over skovkanten og ude over næsset. Tilbage ved Herslev fik vi hurtigt pakket sammen, vi kunne mærke, at det var blevet mere køligt, men vi skulle da lige have en kop kaffe at slutte turen af på. Det blev en onsdagstur med masser af efterårsfarver og havørne.

Turen.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Benny, Jens, Palle og jeg.
Turens længde: 17,3 kilometer.
Vejret: Kold vind fra vestlige retninger 1 - 4 m/s. ingen sol, ingen regn, men temperaturer på lige under 10 grader.



søndag den 21. oktober 2012

Med Orø i midten

Thomas og jeg syntes ikke, at Kristian skulle tage Orø rundt alene, så vi ville gerne med på turen rundt om Isefjordens Perle. Vi lagde ud fra Hammer Bakke og roede op i Øster Løb en stille formiddag, hvor der ikke var nogen vind og ingen bølger samt en let formiddagsdis, som gav den rette efterårsstemning. Næsby Rev, og specielt skrænterne inde på land, var iklædt efterårsfarver, som gav skrænterne et meget flot efterårsudseende.


Vi holdt en fin hastighed op gennem Øster Løb, og da vi kom over til Børrehoved Rev, kunne vi konstatere, at det var for tidligt at indtage frokosten, så vi besluttede at fortsætte over til Hønsehalsen for at holde pause der, så vi krydsede sejlrenden og roede over til Hønsehalsskoven, som vi fulgte er godt stykke, inden vi gik i land for at nyde frokosten i de flotte efterårsfarver. Det blev en kort frokostpause, som blev afsluttet med kage fra Kristians kone.


Tilbage i kajakkerne roede vi mod Marsmanden, og vi kunne konstatere, at der var kommet lidt mere vind. En enkelt lystfisker, som lå ved Marsmanden, fangede netop en lille fladfisk, der var så tynd som et stykke brevpapir. Vi krydsede igen sejlrenden og holdt os i nærheden af Orø. Der var lidt højvande i fjorden, så det var ingen sag at ro mellem Orø og Lindholm, og der var god vanddybde under denne del af turen. Til sidst passerede vi færgelinien ved Hammer Bakke, inden vi krydsede tilbage. Vi fik hurtigt pakket sammen og læsset bilerne, inden vi afsluttede turen med en kop kaffen og kørte hver til sit.

Turen.
Deltagere: Kristian, Thomas og jeg.
Turens længde: 21,4 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra nordlige retninger, ingen sol, ingen regn og temperaturer omkring 13 grader. Vandets temperatur er nu lige under 12 grader.



onsdag den 17. oktober 2012

Efterårstur til Anneberg.

Jeg havde egentlig sat næsen op efter en tur fra Lumsås til Gniben, men vejrsituationen ændrede sig til mere vind og mindre sol, så Peter, Erik og jeg besluttede i stedet at tage til Kongsøre og ro mod Nykøbing, så ville det kun være fra Sandskredet til marinestationen, der ville være problemer med vind og bølger. Peter har roet turen mange gange, mens Erik aldrig har været på de kanter, og så var vejrsituationen lige passende for denne tur. Vi mødtes ved kajakklubben og kom hurtigt af sted til Kongsøre, fik pakket kajakkerne og af sted mod Nykøbing. Nu er Nykøbing ikke særlig spændende at besøge, men retningen er god nok. Ved marinestationen var der ret hæftige bølger med refleksbølger, så de var tættet og store. På ydersiden af molen var dykkere i gang med at undersøge spunsvæggen. Sidste gang vi roede forbi, bemærkede jeg da også ret stor nedbrydning af moleanlægget. Da vi havde passeret marinestationen, var det bare fint vand at ro på, og så var der medvind og sol, så det gik bare i god fart mod Strandhusene, og vi besluttede straks at fortsætte til Anneberg, hvor vi vendte ud for Annebergmuseet og roede tilbage til Strandhusene, hvor vi lagde ind for frokostpause.


Turen fra Anneberg til Strandhusene var i modvind, og den var da ret kraftig. Da vi sad ved det grønne område, kom en af de lokale forbi, han  var ude at lufte børnebørnene, og så fik vi en snak om området, som havde fået meget høj status for lokalbefolkningen, nu hvor det var blevet sat i fin stand.  


Efter frokostpausen kom vi ret hurtigt af sted igen, og så var der lige 10 kilometer med modvind og masser af sol, men når vi holdt os tæt inde ved kysten, var det ikke så slemted vinden, så vi holdt en fin fart hele vejen til Kongsøre og nød solen og efterårsfarverne. Vind og bølger havde taget til, så turen rundt om marinestationen var ret voldsom med meget kraftige bølger, som kom langs med molen. Vi søgte hurtigt ind under land, da vi havde passeret molen, og så var det fint rovand igen. Tilbage ved Sandskrdeet fik vi hurtigt pakket sammen og så retur til kajakklubben, hvor vi fik fordelt udstyret i de respektive biler. Det blev også til en hurtig kop kaffe, inden vi kørte hver til sit efter en meget flot efterårstur på Isefjorden.

Turen.
Fra Sandskredet i Kongsøre til Anneberg og retur.
Deltagere: Peter, Erik og jeg.Turens længde: 24,6 kilometer.
Vejret: vind fra sydvest 6 - 8 m/s, en hel del sol og overskyet fra kl. 15.00, temperaturen var 13 grader. Vandet er nu nede på 11 grader "varmt".


onsdag den 10. oktober 2012

Rundt om Eskilsø

Onsdagsturen skulle i dag udgå fra Skovbroen, og turen var først rundt om Eskilsø, så skulle Jens komme til, og derefter skulle vi ind til Møllekrogen eller Klinten for at spise frokost, derefter retur til Skovbroen. På dagens tur var vi Torben, Jakob, Benny, Karin, Jens, Stig, Erik, Peter, Palle, Bjarne og jeg. Det var ret mange, og det var heldigt at Karin og Bjarne satte ud fra Jyllinge, ellers ville der være parkeringsproblemer ved Skovbroen. Stig parkerede da også for tæt på en af skovvejene, det mente åbenbart skovtrolden Knud. Han havde derfor tapet en ret uartig seddel fast på Stigs bil; ufatteligt at skovens folk ikke kan opføre sig bare lidt civiliseret. Vi kom ret hurtigt på vandet, og da der var meget højvande i dag, kunne vi ro tæt ind under Eskilsø og nyde den fantastiske lille ø. Fra den østlige tange til Skovbroen havde vi ret kraftig modvind. På sydsiden af øen så vi havørn, og Torben mente, at det var en musvåge, der generede havørnen, men den var ret langt væk.


Da vi nåede tilbage ved Skovbroen, mødte vi Jens, og så tog vi en beslutning om, at turen til Møllekrogen ville blive ret hård på grund af modvinden, så vi roede i stedet til Østby Havn for at spise frokost. Vestenvinden var noget mere kraftig, end vejrudsigten havde forudsagt. Vi holdt en god lang frokostpause, da vi sad i læ og solskin. Først den lidt kedelige madpakke og til kaffen, den mere spædende kage fra Patricia. Efter frokostpausen fulgte vi Karin og Bjarne et stykke nordover, inden de krydsede over fjorden. Derefter roede vi i roligt tempo tilbage til Skovbroen, hvor vi hurtigt fik pakket sammen og sluttede en rigtig fin tur med en kop kaffe.


Til andre kajakroere som bruger Skovbroen, så skal I parkere i skoven, og I må ikke benytte områderne ved skovvejene til parkering. Skovens folk kræver plads til deres maskiner, og da gæster åbenbart ikke er så velkomne ved Skovbroen, er der ingen grund til at genere skovens folk ydeligere.

Turen.
Fra Skovbroen rundt om Eskilsø og til Østby Havn.
Dato: 10 oktober, 2012.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Karin, Jens, Stig, Erik, Peter, Palle, Bjarne og jeg.
Turens længde: 15 kilometer.
Vejret: vind fra vest 5 - 7 m/s. regnbyger i starten af dagen og sol fra middag. Temperaturen lå på 12 grader.



onsdag den 3. oktober 2012

Herslev - Roarpladsen og retur.

Onsdagsturen var en tur fra Herslev Strand til Roarpladsen sammen med Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og mig selv. Jens stødte dog først til ved Lyndby, da det er meget længe siden, han har været på vandet med os, og så var det Peters fødselsdag, men det var vi ikke klar over, før han sagde det. Peter havde fødselsdagskage med. Der var meldt vind fra syd, så vi roede vinterroning kystnært og uden voldsomme kryds, vi fulgte kysten hele vejen og holdt nogenlunde sammen,men det sidste kunne være langt bedre. Da vi var kommet over ved Lyndby, stødte Jens til, og så roede vi alle otte i medvind til Roarpladsen, hvor vi spiste frokost under åben himmel og i læ for vinden.


Vi kiggede lige på shelteren og måtte konstatere, at den trængte gevaldigt til en gang rengøring - sørgeligt at se. Efter en god lang frokostpause roede vi tilbage af stort set samme rute, men nu havde vi modvind hele vejen ned til Lindenborg, det var en rigtig god test af min skulder, og den gav ikke de store problemer i modvinden, så jeg vil nok ikke have den opereret. Vi sagde farvel til Jens ved Lyndby, og Erik forlod os ved Lindenborg, da han havde problemer med bentøjet, og så ville han tilbage hurtigst muligt, men nok ikke den mest smarte løsning at ro alene under de forhold.


Der var en hel del fugleflokke på vandet og i luften, så der var både flotte efterårsfarver og fugleflokke at nyde på turen.


Turen.
Herslev til Roarpladsen og retur.
Dato: 3. oktober 2012.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og jeg.
Turens længde: 20,1 kilometer.
Vejret: Overvejende skyet, vind fra syd ca. 5 - 6 m/s. og temperaturer på ca. 16 grader og vandet var blot 13 grader.