torsdag den 19. august 2021

5 dage langs solskinsøens kyster

Bornholm betegnes som solskinsøen, og det skal jeg da lige love for, at den overholdt. Vi havde sol hver dag og et par gange lidt regn om natten, så det kan ikke blive meget bedre. Vi, eller rettere jeg, valgte, efter anbefaling, at tage turen til Bornholm fra Køge med afgang lige så snart mandagen begyndte, hvilket ikke var helt så heldigt, da færgen var fyldt helt op, og så var der ikke mange ledige sovepladser, hverken i kahytter, sovesal eller hvileområde. Finn, Peter og jeg måtte sove på gulvet i legeområdet i støj og larm fra køkkenet. Da vi kom til Bornholm, kørte vi til Sandvig, hvor vi spiste morgenmad efter at have provianteret i Allinge, og derefter blev biler og trailer kørt til Sannes Camping. Der var problemer omkring kommunikationen, da jeg ikke havde de rigtige telefonnumre, men det blev også løst. Vi blev samlet efter lidt spildtid og fik sat kajakkerne i vandet i bagende sol og let medvind, så det var optimalt til et roligt tempo mod Gudhjem. Vi besøgte alle havnene under turen og lagde ind for frokost lige før et af de mange højdepunkter ved Helligdomsklipperne, her brugte vi en del tid. Derefter den smukke strækning til Salene og frem til Gudhjem. Turen gik fra Sandvig Havn til Sannes Camping, hvor vi havde booket tre gode pladser tæt ved stranden. Vi fik slået telte op og ordnet teltene til en uges ophold. Birgit og Jens stod for aftensmaden, som bestod af lasagne og salat, et perfekt måltid efter en laaaang dag med en hel del træthed til følge, så det blev tidligt i seng.
Mandagsturen var på 23 kilometer.
Klar til afgang på første tur.
Vi kunne ikke få bedre vejr til sådan en tur.
Sol over Allinge.
Frokostpause.
Helligdomsklipperne.

Tirsdag morgen stod vi op til svag vind og masser af sol, og så går det lidt lettere at få os gjort klar og at få biler med trailer placeret ved Årsdale. Vinden var stadig i sydvest, så det var nærmest fralandsvind, der blev kraftigere op ad dagen, så vi frygtede lidt turen fra Svaneke til Årsdale. Vi holdt pause i kajakkerne ved Randkløve Skæret og ved Haralds Havn. Frokosten blev nydt ved Vige Havn, hvor vi mødte et par kajakroere, som kunne berette om ret hårdt vejr på østsiden. Efter frokostpausen rundede vi Svaneke og fyret, hvor der var lidt bølger, men slet ikke i det omfang, vi havde hørt om. Vi kom fint til Årsdale med en del modvind de sidste kilometer. I Årsdale fik vi hurtigt pakket sammen og så tilbage til Sannes Camping for lidt hygge efter en god kajaktur og inden aftensmaden. Forventningerne til aftensmaden var ret store, Marianne og Per stod for den kulinariske oplevelse, og vi blev ikke snydt, da der var lagt op til pasta og kødsovs med salat til, og til dessert is og jordbær med portvin til.
Tirsdagsturen var på

Onsdag morgen var vi atter klar til en tur på vandet i sol og fralandsvind. Vi kom ret hurtigt afsted til start fra Svaneke Havn. I Svaneke fik vi atter bornholmernes gæstfrihed at føle, da vi skulle læsse kajakker af, måtte vi køre ind ved slæbestedet og blokere slæbestedet med bil og trailer, hvor der var indkørsel forbudt, mens vi klargjorde kajakkerne for en tur til Snogebæk. I ventetiden hjalp vi med tømning af en båd, der skulle destrueres. Da vi atter var samlet, kom vi fint afsted i en noget mere rovenligt Østersø end i går eftermiddags, så vi besøgte Årsdale Havn og var inde ved Svenskehavn, inden vi satte kursen mod Nexø. Det var planen at lægge ind ved Nexø Kajakklub for frokost. Stranden så ikke så indbydende ud med masser af rådden tang langs kysten. Da de første kom i land var der ca. ½ meter ildelugtende tang, der skulle passeres. Et par stykker valgte at entre den høje anløbsbro for ikke at komme for tæt på tang. Det lykkedes, men så var vandhanen ved kajakklubben lukket, så under bordet var der en rædsom stank af rådden tang, vi placerede os ved et bord, hvor der var en flot udsigt, men også ret meget vind, så duften af tang kunne slippe væk. Efter frokostpausen var vinden taget til, så vi roede ind i Nexø Havn for at undersøge, om vi kunne smutte igennem det sydlige gennemløb, men desværre var der ikke plads nok i højden, kun Bjarne kunne lige smutte igennem med besvær. Vi andre måtte ro uden om Nexø Havn, derefter var der strid modvind frem til den lille havn syd for den store havn. Der er vildtreservat langs kysten, men det er ikke markeret med bøjer, så en lille gruppe trodsede forbuddet, hvilket blev kraftigt påpeget fra havnens side. Det var ikke nemt at få kontakt med gruppen, men det lykkedes at få dem ud fra vildtreservatet. Fra enden af vildtreservatet til Balka Strand havde vi ret hård modvind, så det blev til en kort strække ben pause inden de sidste kilometer til Snogebæk. Vi kom fint gennem gennemløbet på Salthammer Rev. I Snogebæk fik vi hurtigt pakket sammen, inden vi skulle besøge Nettis for en lokal is. Atter store forventninger til aftensmaden, som var Italiensk inspireret og frembragt af Karin og Jens H., ja selv isen til dessert var også i italienske farver. Dagens tur var på kilometer 19 kilometer.
Klar til afgang fra Svaneke,
Flotte Svaneke.
Klar til at runde Svaneke Fyr og Hulle Havn.
Føj for en landgang til frokostpause.
Frokostpause i tanglugt og hård vind.
Pause ved Balka Strand efter et par hårde kilometer.
Ventetid.
Torsdag morgen var atter med sol fra en skyfri himmel og ganske svag og stabil vind fra vest, så det blev til drømmeturen fra Hasle til Allinge eller rettere Kampeløkke Havn. Vi parkerede Bjarnes bil ved Kampeløkke Havn og fortsatte derefter til Hasle Havn, hvor vi hurtigt fik gjort os klar. Vi startede med at ro til Kultipperne, inden vi satte kursen mod Hammerhavnen. Der var ikke interesse for at lægge ind til land for at opleve Kultipperne fra landsiden, da der var en del brændingsbølger, så vi vendte kajakkerne og roede stille og roligt mod Hammerhavnen med besøg i Helligpeder og Teglkås små havne. I Teglkås Havn var der en modbydelig stank af rådden tang, så det blev til et kort, - meget kort besøg. Vi roede igennem piren til Vang Granithavn og så et lille smut ind i Vang Havn. Vinden tog mere og mere til, selv om vejrudsigten lovede os stabil vind på 3 - 4 m/s, så da vi nærmede os Hammerhavnen, kunne vi se, at turistbådene til de våde ovne kun lige sejlede ind i starten af ovnene på grund af de høje dønninger. Vi kom fint til Hammerhavnen og glædede os til sandwich fra cafeen. Køen til cafeen var enorm med ventetid på ca. 45 minutter, men Stigs Marianne havde allerede stillet sig i køen, så vi kunne nøjes med en ventetid på 30 minutter. Maden blev bragt ud til os, og samlet ved et af de store borde kunne vi nyde frokosten. Efter frokost fortsatte vi rundt om Hammerknuden, men strækningen fra Hammerhavnen til Hammerknuden var noget af en oplevelse i høje dønninger og refleksbølger. Ingen tog billeder, vi havde nok i at holde balancen og dejligt, at ingen væltede. Fra Hammerknuden til Kampeløkken var der næsten ingen vind eller bølger. Da biler og trailer var pakket, var det tilbage til Sannes Camping. Finn og jeg stod for aftensmaden med støtte fra Stigs Marianne. Det blev til en omgang pottegryde med is  og kage til dessert. Dagens tur var på kilometer. 
Kultipperne fra søsiden.
Tilbage til Hasle fra Kultipperne.
Roligt vand mod Helligpeder.
Besøg i Helligpeder Havn.
Teglkås og Anders og Jonas hus.
De hvide klipper ved Hammershus.
Hammershus i sigte.
Hammerhus.
Frokostpause med sandwich i Hammerhavnen.
Hammerknude Fyr.
Sandvig ret foran.

Fredag var hjemrejsedag. Vi startede med at pakke telte med videre sammen, og så det blev til en kort tur fra lejrpladsen til Randkløveskæret og Haralds Havn. På Randkløveskæret var der bjergbestigere, der klatrede i kløften. Vejret var fint, men ikke med så meget sol som de andre dage. Marianne var skadet, så det var kun hendes anden tur på vandet i denne omgang. Efter roturen, nød vi frokosten på lejrpladsen og hyggede os lidt, inden vi skulle forlade campingpladsen. Vi skulle have Lykke fra campingpladsen med hjem til Holbæk, hvor hun blev hentet, hyggeligt at møde hende og høre om livet som campingmutter. En rigtig god uge på Sannes Camping med gode kajakture i et hyggeligt selskab.
Gensyn af Randkløveskæret.
Randkløve og bjergbestigere.

Turen: 5 dage langs Bornholms kyster.
Dato: Fra 9. til 13. august.
Deltagere: Karin, Marianne, Birgit, Jens R., Stig, Bjarne, Peter, Finn, Jens H. Per og jeg.
Turens længde 93 kilometer.
Vejret: Sol om dagen og regn nogle nætter, med vind fra vestlige retninger fra 2 - 5 m/s.




Ingen kommentarer: