onsdag den 30. juli 2014

Endelig på vandet igen

 
Efter en skøn tur til Hawaii, var det atter muligt at komme på vandet. Jeg kom hjem i mandags efter 3½ uge i San Francisco, på Maui, Big Island, Kauai og Oahu med fantastiske oplevelser på de fire øer. Jeg var meget spændt på om omstillingen til dansk tid var overstået (12 timers forskel), så jeg kunne komme i kajakken igen. Tirsdagen var ikke nem at komme igennem, men onsdag morgen virkede det som om, jeg var over det værste, så jeg skrev mig på til onsdagsturen i den tro, at det nok skulle gå.


Vi satte ud fra Møllekrogen og roede til Eskilsø, hvor vi gik op til Klosterruinen for at nyde frokosten sammen med udsigten ned over Øster Løb. Den direkte sti til Klosterruinen var blevet lagt om, så man nu skal rundt om gården for at komme op til ruinen. Det var lidt besværligt. Græsset var højt også oppe ved ruinen, hvor der ellers plejer at være god orden og slået græs, men det er nok også blevet opgivet. Kedeligt, at så skønt et sted skal se sådan ud. Efter frokostpausen med kage fra Søren, var der en del at gruppen, det gik en tur ud til den sydlige ende af øen, mens vi var fire, der gik ned til kajakkerne for at slappe lidt af inden turen tilbage.


Da vi var samlet igen, besluttede vi at ro op mellem holmene, inden vi krydsede løbet og roede tilbage til Møllekrogen. Jeg havde en gevaldig påsejling af en sten i det lave vand, skaden var ikke så stor, men det føltes grimt.

 
Turen tilbage til Møllekrogen var i let modvind, og så kom solen atter frem, så det blev ret varmt i kajakken. Tilbage ved udgangsstedet nød vi en kop kaffe til Torbens kanelsnegle, inden vi afsluttede dagens tur. Jeg kunne godt mærke, at kajakken havde ligget på hylden i en måned, så arme og ryg var lidt slidt.

Turen: Møllekrogen - Eskilsø - Østby - Møllekrogen.
Deltagere: Karin, Torben, Jakob, Kim, Benny, Palle, Bjarne, Søren og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Overskyet til over middag, derefter tiltagende sol, vind fra nordvest.
Temperaturer: Luften godt tyve grader og vandet 24 grader.