fredag den 23. august 2019

Bornholm 2019

Jeg har længe set frem til årets tur til Bornholm. I år tog vi hjemmefra søndag den 18. august, hvilket er en uge tidligere end sidste år. Vi skulle med færgen 18:30 fra Ystad, så vi mødtes klokken 15:00, og forlod klubben 15:15, og af sted mod Ystad i tre biler, så vi kunne transporteres optimalt rundt på Bornholm ud fra vejrudsigten. Vi havde fået mulighed for at overnatte i Rønne Ro- og Kajakklubs lokaler i Nørrekås. Vi mødte et hold, som havde været på inriggertur til Blekinge Skærgård på færgehavnen i Ystad. Da vi kom til klubben, ville vi ikke forstyrre turholdet, så efter vi havde fået nøgler m.v., kørte vi ind til centrum, hvor vi lige nåede at få lidt mad, inden køkkenet lukkede, derefter tilbage til roklubben i en meget kraftig regnbyge. Vi sad lidt og hyggede med lidt snacks og kaffe, inden vi gik til ro.

Mandag den 19.
Vi havde ingen forventninger om at ro hele turen rundt om Bornholm, men alene at ro optimalt ud fra vejrforholdene. Vejret bød på sol og vind fra sydvest, så vi kørte til Sandvig og læssede kajakkerne af ved havnen, og gjorde os klar til den første tur, derefter kørte vi to biler til Sannes Familiecamping i Gudhjem, hvor vi skulle have vores lejr til fredag. Den sidste bil kørte tilbage til Sandvig, hvor vi hurtigt kom i kajakkerne og ud på Østersøen på tur langs kysten til Gudhjem. Østersøen lå næsten spejl blank, så det var en meget lækker måde at starte turene langs Bornholms kyster. Vi roede ind i de fleste havne under turen, så vi startede med at ro ind i Allinge Havn efter få kilometer, derefter fulgte vi kysten i passende afstand, så vi kunne nyde den fantastiske natur med klipper og lyngbeklædte bakker. Vi droppede Tejn Havn, da den ikke er så interessant for os. Efter Tejn lagde vi ind for frokostpause lige før Dynddalen, hvor der var lidt sandstrand at komme i land ved. Et fint sted med borde og bænke. Derefter kom vi frem Helligdomsklipperne, som er højdepunktet på denne strækning. Helligdomsklipperne er en klippestrækning, som under istiden lå under havoverfladen, og da isen forsvandt, hævede øen sig, så de meget flotte klippepartier står ca. tyve meter over Østersøen. Vi lå lidt og betragtede Helligdomsklipperne, inden vi fortsatte til Salene Bugt, derefter Nørresand og Gudhjem Havn. Da vi var ude af havnen, forvandlede den blå himmel sig til meget mørke og regnvåde skyer, som afgav lidt regn, inden vi lagde ind til sandstranden ved Sannes Camping. Vi var blevet lovet samme pladser, som sidste år, men aftalen holdt ikke helt, men vi fik en meget fin plads med udsigt og tæt på biler og strand. Sannes Familiecamping er ren luksus for os, der er rigtig fine faciliteter, specielt toilet og badeforhold samt familierum med køkken, opvaskemaskine  m. m. Det eneste minus er, at der var lidt langt at gå fra lejren til familierummet. Efter vi havde tjekket ind, slog vi telte op og var lige en tur i vandet. Bilen i Sandvig blev hentet, derefter kunne vi slappe lidt af. Noget nyt i år var, at vi havde etableret madhold, så to personer på skift stod for madlavningen. Mandagens madhold var Grethe og Lisbeth, som lavede ovnstegte kyllingebryster med bacon, ris og salat. En skøn ret.
Derefter var det madholdet, den sidste dag, der stod for opvasken.
Af sted mod Gudhjem.
Kampelykken Havn med folkemødeparken.
Frokostpause ved Dynddalen.
Så er vi fremme ved Helligdomsklipperne.
Helligdomsklipperne.
Roning mellem klippeskær.
Vores lejrplads.

Mandagens tur: Sandvig til Gudhjem.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Fra en skyfri himmel til en enkelt kraftig regnbyge og vind fra sydvest på ca. 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var ca. 20 grader og vandet lige over 18 grader.


Tirsdag den 20.
Vi stop op til sol og næsten ingen vind, så planen var at ro fra campingpladsen til Årsdale,  da vi havde pakket kajakkerne med frokost og badetøj, kørte vi to biler og traileren til Årsdale. Det tager ca. 40 minutter at sætte bilerne i Årsdale, så vi kom tidligt afsted. Det første spændende område er Randkløve og Randkløveskæret og derefter Haralds Havn, som blot er en lille mole opkaldt efter fiskeren Harald Hansen. Under den tyske besættelse blev der udskibet mange flygtninge til Sverige, og modstandsbevægelsen modtog betydelige våbensendinger via denne lille havn. Tyskerne kendte ikke noget til havnen, da der ikke er vejforbindelse ned til Harald Hansen. Der har aldrig udfoldet sig ret meget fiskeri fra Haralds Havn. Vi var også lige en tur inde i Bølshavn og Listed Havn, men begge steder var ramperne så glatte, at landgang var for risikabelt, så vi holdt kaffepause i den lille Vige Havn, her var rampen fin til landgang. Vi rundede pynten flot, da der kun var svag vind fra sydvest, men alligevel lidt modvind ind til Svaneke. Vi var ikke inde i Svaneke Havn, men fortsatte til Hulle Havn, hvor vi holdt frokostpause. Efter en god lang frokostpause, fortsatte vi de sidste kilometer til Årsdale. Vi fik hurtigt pakket bilerne, og så kørte vi ind til Svaneke og var turister for et par timer. Vi sad på havnen og nød en lokal øl, inden vi kørte tilbage til lejren. Aftensmaden stod Birgit og Peter for, chili con carne, som smagte super, derefter opvask og hygge.
Af sted mod rsdale.
Hvor det var muligt roede vi mellem skærene.
Haralds  Havn med hejs og slæbested.
Så kystnært.
Venge havn og kaffepause.
Frokostpause ved Hulle Havn.
En flot hollænder på Østersøen.
Af sted igen mod Årsdale.
Svanefamilie med seks unger.
Fremme ved stranden i Årsdale.
Til middag hos Birgit og Peter. lækker Chili con carne.

Tirsdagen tur: Gudhjem til Årsdale
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel og vind fra sydvest på ca. 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var 21 grader og vandet 18 grader.


Onsdag den 21.
Klokken er ikke meget over seks om morgenen, når vi stå op. Morgenmaden tager ikke så lang tid, og gruppen er hurtig til at få pakket biler og kajakker. I dag skulle vi fortsætte turen fra Årsdale til Dueodde, så et stop i Årsdale, aflæsning af kajakker og så til Snogebæk for at parkere to biler og traileren, tilbage til Årsdale og på vandet. Lige inden Nexø mødte vi Anders Jørgensen fra Rønne Roklub, som roede med os ind til Nexø, dejligt at møde Anders igen. Vi skulle lige ind at se hvor Rønne Roklub havde lokaler her og så roede vi en tur rundt i havnen. Den har en gang været en af landets mest betydelige fiskerihavne, men i dag ligger den øde hen, da der næsten ingen fiskerflåde er tilbage. Ude af havnen igen fortsatte Anders mod Årsdale, mens vi roede mod Dueodde. Ved Balka Strand lagde vi ind for frokostpause og en lille svømmetur. Ved Snogebæk skulle vi passere Salthammer rev og da det i dag var højvandet, så kunne vi ro gennem den smalle rende og ind omkring Snogebæk Havn. Salthammer Rev er meget stenet og normalt besværligt at passere. Efter Snogebæk kommer Broens Rev, som er knap så besværligt, derefter fulgte vi bare kysten til Dueodde. Bølgerne og modvinden blev kraftigere og kraftigere, så den sidste kilometer var ret så hård. Vi vendte lige før spidsen af Dueodde og så var der ellers fin modvind tilbage til Snogebæk. Vi brugte rampen til landgang, og Peter kørte bil og trailer helt hen til rampen, så vi hurtigt kunne komme af sted. Vi kørte over forbi Dueodde og ned til kysten, så vi kunne gå, en lille tur i plantagen og se Peters sommerhus. Ved stranden fandt vi Peters havebænk, som nogen havde slæbt ned til stranden, men ikke orkede at slæbe tilbage. Et lille stop i Årsdale for at hente bil og så hjem til lejren. Inger og jeg stod for aftensmaden, som bestod af pottegryde med ris. Efter aftensmaden blev der vasket op, og så stod den på hygge, indtil vi trætte kunne komme til ro.
Morgenmad og blå himmel.
Af sted mod Dueodde.
Nej ikke er uhyre, blot en stor sten.
Inde mellem skær og klipper.
Husbådene ved Nexø Havn.
Næe der kunne vi ikke komme igennem, så tilbage igen ved Nexø Havn.
Igod afstand til fuglebeskyttelsesområdet ved Nexø.
Frokostpause.
Klar til afgang fra Balka Strand.
Lyngen blomstrer overalt på Bornholm.
Til middag hos Inger og Ole.

Onsdagens tur:  Årsdale til Dueodde.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Sol, masser af sol og let vind fra vest på 6 - 7 m/s.
Temperaturerne: Luften var 24 grader og vandet stadig på 18 grader.

Torsdag den 22.
Torsdagen skulle bruges til en tur fra campingpladsen til Tejn og tilbage igen. Peter var ikke helt på toppen, så han plejede helbredet, mens vi tog på tur i det mest fantastiske vejr. Ingen skyer, kun sol og svag vind fra syd. Vi holdt et svagt tempo og roede meget kystnært. Vi lagde ind ved den nye shelterplads for kaffepause og kig til shelterne. Shelterne ligner ikke de sheltere, vi normalt ser, men de bornholmske sheltere er ret så geniale, da Bornholm en meget eksponeret for vind generelt. Efter kaffepausen fortsatte vi ind omkring Helligdomsklipperne, hvor vi mødte Peter. Der var mange turister på klipperne, nogle lidt mere dumdristige end andre. Ved Bådstad lagde vi ind for frokostpause, inden vi roede tilbage til lejren og den sidste aften på denne tur. Det var atter en fantastisk tur langs de bornholmske kyster. Aftensmaden var henlagt til Margeritten i Allinge, og tilbage på campingpladsen hyggede vi til midnat i fælleshuset.
Ny geniale  shelter langs kysten.

Torsdagens tur: Gudhjem til Tejn og retur.
Turens længde: 22 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel og lidt vind fra sydvest.
Temperaturerne: Luften var 24 grader og vandet 18 grader.


Ialt roede vi 85 kilometer på de fire dage. Masser af sol på læsiden af Bornholm.

Ingen kommentarer: