lørdag den 12. oktober 2013

Kulturnat i Københavns Havn

Morten fra kajakklubben havde lagt op til at vi skulle til Kulturnat i Københavns Havn, hvilket betyder rigtig mange mennesker over alt i de kulturelle områder af København, og så er det vel helt naturligt, at der også skal være kajakker på vandet ved en sådan begivenhed. Jeg har aldrig været i Københavns Havn, så jeg var da spændt på, hvordan det var at ro i denne stærkt trafikerede havn, som er andres normale rovand. Jeg fulgtes med Morten, Morten og Niels. Vi skulle til Christianshavn og mødes med rigtig mange kajakfolk fra Mortens netværk. Efter lidt søgen fandt vi en P-plads ved teaterskolen, og sådan en slipper man ikke, selv om det betød omklædning på fortovet, til gengæld gik det hurtigt. Der var ledige P-pladser ved vandet, men de var private, så vi turde ikke forlade pladsen for at læsse af tættere på, nu vi havde fundet en god plads til bil og trailer. Vi fik hurtigt klargjort, mens flere og flere stødte til. Vi var ni kajakker, der lagde ud fra den lille kajakbro præcis klokken 19.00. Da vi kom på vandet, var vi omkring tyve kajakker. En anden gruppe havde lige forladt området, da vi ankom, så der var rigtig mange kajakker ude i kanalerne til Kulturnatten.   

 Morten i gang med de sidste instruktioner inden afgang.

Med lys på kajakkerne og pandelamperne tændte roede vi ud i kanalen og det første flotte syn, der mødte os, var en oplyst Georg Stage, som lå flot ved Holmen.

Georg Stage med lys på dæk, master og rær.

Så krydsede vi havnen, vind og bølger stod lige ind i havnen, så der var bølger fra alle retninger, men slet ikke så slemt, som jeg har fået fortalt. Vi fortsatte ind i den lille havn ved Esplanaden, hvor vi lige skulle se Grubleren og høre historien om den tilblivelse og opsætning. En stor svejst skultur overvejende opbygget af skrot, og så kan vi jo gruble lidt over det. 

 Grubleren.

Ingen kultur uden Den lille havfrue, så vi skulle lige hen til hende, selv om hun vender ryggen til kajakfolket, men her var totalt mennesketomt, så hun var nok ikke indbudt til kulturnatten.

Den lille havfrue sad ensom på sin sten.

Så gik turen tilbage til Amaliehaven og en hilsen til Daisy, inden vi igen krydsede til Christianshavn og kanalerne, vi kom lige forbi Operahuset, hvor der var rigtig mange mennesker, og køen ved havnebussen var vel omkring hundrede meter lang, så der var også lang ventetid. 

Operahuset (hvor er det svært at tage billeder, specielt om natten).

Vi lagde ind på flydebroen ved KajakOle og Christianshavns Torv, hvor omkring 20 kajakken blev pakket på kryds og tværs på den lille flydebro. Så blev kaffekanderne fundet frem, og der blev budt på gløgg og kager, så det er som det plejer på kajakturene.

Kajakkerne pakket på den lille flydebro. 

I pandelampernes skær blev der budt på kage og gløgg.

Efter pausen fortsatte vi via kanalen ud i havnen. Da vi skulle ud i havnen, blev der skudt med de gamle kanoner over i Tøjhusets gård, så krudtslam stod hen over byen sammen med nogle gevaldige brag fra de gamle kanoner. Vi rundede badeanlægget ved Islands Brygge, inden vi atter krydsede havnen og roede rundt om Slotsholmen. Ud for Christiansborg havde Forsvaret en stor udstilling med bl.a. dykkerskolen, der viste dykning i kanalen. Det dykkerne kunne se i kanalen, blev vis på storskærm, hvor vi også kunne se os selv i kajakkerne. Ved Kajakcafeen var trafikken af kajakker voldsom, der var både kajakker, der holdt pause og kajakker på tur. Ude i havnen igen fortsatte vi forbi Havnegade og ind i Nyhavn, hvor det så ud som om, alle københavnerne var samlet. Nogle viste rul til stor glæde for alle dem, der stod og ventede på Havnerundfarten.

Hele København samlet i Nyhavn.

Ude af Nyhavn roede vi under Skuespilhuset, inden vi krydsede havnen igen, holdt god afstand til Havnebusserne, som nok havde en af det helt store dage, masser af mennesker stod tilbage, når de havde fyldt bussen. Så roede vi rundt om operaen, inden vi afsluttede en meget fin kulturaften i Københavns Havn.
I totalt mørke fik vi hurtigt klædt om og pakket bilerne. Vi var tilbage ved Holbæk Kajak Klub klokken 00.30 efter en rigtig god oplevelse.

Turen.
Detagere: Ukendt
Turens længde 11 kilometer.
Vejret: Tørt med vind fra sydøst ca. 6 m/s.

GPSens spor skifter farve, da vi roede i kanalen ved Christiansholm og under Skuespilhuset.



Ingen kommentarer: