Tirsdag var der ingen der ville med ud og ro, onsdag var der heller ikke nogen der var klar til en rotur. Vejret kunne ikke være undskyldningen, da der var sol fra en næsten skyfri himmel, sammen med tocifrede temperaturer, men torsdag var der gevinst, vi blev fire, som var klar til at komme på vandet i flot vejr med kurs mod Bredetved. Da vi satte ud, var det i vindstille, med lidt tiltagende vind fra sydøst, så vi ville få lidt medvind på turen tilbage til Kirsebærholmen og så svag sidevind de sidste kilometer ind til Holbæk, men også med rimfrost på flydebroen, så alt i alt perfekt rovejr til en torsdagstur. Ved Søminen oplevede vi luftakrobatik med en flok skader, som jagtede en ørn eller glente, et fantastisk syn at sidde og betragte indtil rovfuglen ikke gad mere. Vi vendte ved Bredetved og med sol og vind bagfra, kunne vi nyde de fantastiske efterårsfarver langs Dragerupskoven. Tilbage ved klubben fik vi hurtigt pakket sammen og så hentede Lars brød fra bageren til kaffen, så roturen kunne slutte ordentligt.
Flot rovejr og fantastisk natur.
Luftkamp over Dragerup Skov.
Så er der efterårsfarver langs skovkanten.
Turen: Fra kajakklubben til Bredetved og retur.Dato: 20. oktober.
Deltagere: Marianne, Lars, Søren og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Flot efterårsvejr med blå himmel og svag vind.
Temperaturer: Vandet 12 grader og luften også 12 grader.